Læsetid: 2 min.

Vinter-feriefilm

12. februar 1999

Fire danske kortfilm for børn er vinterferie-tilbuddet i 'Karla Kanin Bio 3'

NY FILM
"Ud af bleen, ind i biffen" - det oprindelige slogan for børnekortfilm-antologien Karla Kanin Bio klinger stadig godt, når man skal beskrive, hvad det går ud på.
Vi er nået til tredje omgang af, hvad der er tænkt som et kvalitetsbevidst og danskproduceret alternativ til Bananer i Pyjamas og Teletubbies. Fire små børnefilm rettet mod de tre til otte-årige, som kan trække det stadigt yngre biografpublikum væk fra tv-skærmen.
Henrik Ruben Genz har lavet den charmerende Bror, min bror, om det første kys for ni-årige Theis, der må hjælpes på vej af lillebror Nico. De to brødre spilles fint af Aksel Nok Leth og Maurice Blinkenberg, og Genz har fint greb om de to børns lille verden, hvor dette første møde med kærligheden synes så uoverstigeligt og afstedkommer både dramatik og komik.
Kærlighed er der også masser af i Charlotte Sielings Tut og Tone, der i eventyrets ramme fortæller om pigen Julie, der drømmer sig ind i familiens fortid og møder de to spøjse tanter,

Tut og Tone.
Begge venter de på kærligheden. Forgæves, tror den gammeljomfrunalske Tone, mens den vimse og glade Tut er overbevist om, at ridderen på hesten eller i luftballonen nok snart skal komme.
Ghita Nørby (Tut) og Malene Schwartz (Tone) er lige i øjet som de to tanter, og der er en god, magisk stemning over filmens univers. Eneste problem er, at det korte format synes for kort - eventyret får ikke for alvor lov til at folde sig ud.
Den bedste af de fire film er Per Fly Plejdrups dukkefilm, Den lille ridder, hvor en køkkendreng på kongens slot må drage ud i verden for at bekæmpe drager og onde troldmænd.
Det er en fantasifuld lille film, hvor karakteristiske og altid hørværdige Olaf Nielsen agerer fortæller, og hvor det klassiske hjem-ud-hjem-tema dyrkes med en stor portion humor, skøre situationer og en overskuelig dramatik.
Jeg har med vilje gemt Jørgen Klubiens Pinocchio i Hollywood til sidst. Primært fordi det ikke er en børnefilm. Pinocchio er et ironisk og sort-humoristisk hip til det grådige Hollywood, som Klubien selv har befundet sig i i mange år. Den barske humor, de mange indforståede vittigheder og de voksne replikker rammer helt ved siden af Karla Kanin Bios forventede publikum på de tre-otte-årige, og man kan kun undre sig over, at den er med i bunken - forældrene vil dog more sig ganske glimrende.
Og for børnene er Karla Kanin Bio 3 generelt et glimrende tidsfordriv i den vinterferie, som står for døren.

*Karla Kanin Bio 3. Instruktion: Henrik Ruben Genz, Jørgen Klubien, Charlotte Sieling og Per Fly Plejdrup. Dansk (Palads, København og biografer over det ganske land)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu