Læsetid: 1 min.

Voluminøst museumsstykke

20. februar 1999

Mike Kelley og Paul McCarthys kobling af rektangulære malerirammer er nok nationalgalleriets mest voluminøse museumsstykke. En vurdering af installationen kan ikke isoleres, hvor den nu ses i kunstsamlingens kontekst og dermed både i historiens og i samtidens kontekst.
Det er derfor påkrævet, at Statens Museum for Kunst sætter nyerhvervelsens ind i en forståelsesramme. Men i denne ramme er nogle af de vigtigste forudsætninger som fluxus, Köpcke og Mertz kun repræsenteret med ganske få og meget små værker. Yderligere viser kunstsamlingen ikke Bjørn Nørgaard. Og når den stoflige og materialeundersøgende linje i 60'erne med sprænging af værkets autonomi er så svagt dokumenteret må denne patetisk overeksponerede arkitektur-installation blive opfattet som har den vældig grænsegennembrydende æstetisk værdi. Det mener jeg ikke, at den har. Med den sene datering er den 30 år for sent ude. Men måske kunne det alligevel være passende at placere den i den ellers næsten ubrugte vandrehal, hvor den som et udpræget teatersætstykke kunne gøre sig sammen med Paul Gernes 1967-popkunst: papemballagetårnet. Museets fortsat akutte pladsnød og samspillet i skalaforhold var måske så også bedre tilgodeset.

Niels Guttormsen er billedkunstner, arkitekt og tidligere professor ved Kunstakademiet

Statens Museum for Kunst købte for kort tid siden en maleriinstallation 'En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia' af de to amerikanske kunstnere Paul McCarthy og Mike Kelley. Den kostede 1,4 millioner kroner. Vi har spurgt en række kunstnere, museumsfolk og kunsthistorikere om, hvad de mener om værket. Se selv. Døm selv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her