Læsetid: 4 min.

Warhols guddommelige pop-kunst

12. februar 1999

Ny bog kaster religiøst lys på Andy Warhols liv og kunst

KUNSTBOG
Der var mere end én Andy Warhol. Ikke bare af den cool mediekunstner, der var over det hele, døgnet rundt holdt fester på The Factory, gik med sølvfarvede parykker, sås sammen med kendte mennesker, var til middag med tre amerikanske præsidenter, proklamerede, at han ville være en maskine og derfor lod lave kopier af sig selv, levende og i fuld størrelse.
Der var nemlig også en helt anden Warhol bag dette selviscenesatte ydre, der havde en katolsk opvækst og gennem hele sit liv førte et anderledes asketisk liv udenfor kunstscenen.
Det er den Warhol som gik i kirke to-tre gange om ugen, omgav sig med talrige religiøse objekter i sin lejlighed, bad aftenbøn sammen med sin mor indtil hun døde, i en alder af 52 år sagde, at han stadig var jomfru, fordi sex kun var for unge mennesker og som det sidste år af sit liv malede og tegnede over fyrre forskellige versioner af Leonardo da Vincis Den Sidste Nadvar(1986).

Kors, æg og da Vinci
Det er denne forholdsvis ukendte side af Warhols liv og kunst, som den amerikanske kunsthistorikker Jane Daggett Dillenberger ser på i sin nye bog The Religious Art of Andy Warhol. Fra serien Death and Disaster i 60'erne over Skulls og Shadows i 70'erne til serierne Crosses, Eggs og The Last Supper i 80'erne diskuterer hun det religiøse, som en gennemgående tematik i Warhols værk.
Dillenberger metode er indledende biografisk og hun fortæller historien om faderens tidlige død, de epileptiske anfald i barndommen og Valerie Solanas' mordforsøg. I disse traumatiske episoder udviklede Warhol, ifølge Dillenberger, både psykologisk og kunstnerisk en sårbar personlighed, der i religionens traditioner og værdier søgte tilflugt mod en kold, ubarmhjertig verden.

At beskytte mod kitsch
Det er ofte lidt banalt, men med en lang række anekdoter, citater og fakts skaber hun trods alt et omfattende, og overbevisende, billede af Warhol som et religiøst menneske.
Dillenbergers gennemgår alle Warhols mere end tres religiøse malerier udfra deres (kunst)historiske referencer og rent tekniske fabrikation.
Hun samler udover de allerede nænvte maleri-serier også skitser, barndomstegninger og selvportrætter og skaber således et bredt perspektiv på det religiøse som et motiv i Warhols kunst.
Selvom hendes argumenter er uden teoretisk eller analytisk grundlag og derfor ikke særligt nuancerede, virker de alligevel troværdige, for selvfølgelig har hun fat i noget essentielt, noget essentielt som ellers let overses.
Det, Dillenberge har fat i, er, at Warhol var en ikonografisk maler og derfor del af en tradition, som troede på billedet, på dets billedlighed, dets autoritet og aura. Det er især udtalt i de kæmpe lærreder Warhol med sin slikscreen-teknik tegnede og malede af da Vincis Den Sidste Nadvar i henholdsvis pink, rød og camouflage. Nogle af dem er over ti meter lange og næsten to meter høje og i denne monumentale og overdådige højtidelighed passer de lige til en kirke.

Giv maleriet ny kulør
Der er en vovet livlighed over den pink, en kompleks dramatik over den røde og en mystisk abstraktion over camouflagen. De lever med andre ord alle sammen på ny, og det er Warhols dobbelte maleriske gestus: at genoplive et religiøst ikon for nutiden og samtidig beskytte eller camouflere det mod at blive til kitsch fra fortiden.
Dillenbergers bog er således en god anledning til at se Warhol som andet end en kommerciel plakatkunstner.
Warhol var nemlig ikke kun en ironiker, der mente, at maleriet var dødt, tværtimod søgte han at videreføre maleriet, give det nyt liv og værdi, i forhold til de nye massemedier som reklamer, modeblade og film. For at gøre det malede han godt nok på en måde, der gjorde op med hidtige forestillinger om malerkunsten som et ædelt håndværk, men tog samtidig i radikal forstand det tyvende århundredes ikonografi og sensibilitet til og på sig i skønhedens navn.
Warhol ville give maleriet et skær af den nye tid, give plads til de smukke overflader, det lækre, farverne, lilla, pink, mintgrøn og neon. Det er en malerisk kvalitet, der kommer til udtryk i farvekombinationers subtile nuancer i Skulls og de massive flader i The Last Supper. Som Warhol selv sagde, var Pop Art bare en måde at kunne lide ting på, give dem kulør, om det var kranier, kors eller Leonardo da Vinci.

Kunstnerisk testamente
I denne kombination af pop og religiøsitet er der hos Warhol en lidt naiv og nostalgisk tro på en simpel mystik i skønheden, en uskyldig nydelse ved bare at se på billedet.
Det er en tro, der berettiges ved (gen)synet af hans religiøse malerier, og de fremstår som en kulmination af hans pop-kunst, et slags kunstnerisk testamente for Campbell's Soup, Elvis Presley og Marilyn Monroe.
De viser, at Warhol udover at være en symptomatisk figur, også var en betydningsfuld maler, der på en gang indskrev sig i, overskred og videreførte en lang ikonografisk tradition, og i sine religiøse serier med både respekt og visioner forenede det klassiske og det (post)moderne maleri.
Det religiøse som motiv og tematik er således aldeles relevant i forhold til Warhol, fordi det gør det klart, at han ikke bare var ren overflade og endeløse reproduktioner, men at der så at sige var mere mellem himmel og jord i hans værk.
Det viser Warhol som den store mangesidede kunstner han var, gudsbenådet på sin egen poppede måde.

*Jane Daggett Dillenberger: The Religious Art of Andy Warhol, Continuum, New York 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her