Læsetid: 2 min.

3.600 betjente beskytter topmødet

24. marts 1999

En mur af politi skal beskytte de femten EU-topchefer og deres 400 delegerede mod kurdere og landmænd

SIKKERHED
BERLIN - En mur af tysk politi skal værne EU-landenes regeringsledere mod aktionslystne kurdere og demonstrerende tyske landmænd. Hele 3.600 politibetjente og et utal af bodyguards er indkaldt for at holde regeringsledere og demonstranter adskilt fra hinanden, når de femten EU-landes regeringsledere samles til topmøde onsdag og torsdag i Berlin.
Alt tyder dermed på, at det tyske politi er klar til at mandsopdække mulige demonstranter.
Det kan der være gode forklaringer på. I kølvandet på Tyrkiets arrestation af kurdernes leder, Abdullah Öcalan, lykkedes det kurdere i Berlin at trænge ind på Israels generalkonsulat selv om Berliner-politiet bevogtede konsulatet. Israelerne skød og dræbte fire kurdere, mens politiet beklagede episoden og henviste til manglende ressourcer som forklaring på, at kurderne kunne trænge igennem afspærringerne.
Under EU-landbrugsministrenes forhandlinger om en reform af støtten til landbruget, demonstrerede landmænd fra det meste af EU mod beskæringer af støtten. Særligt franske landmænd smadrede ruder i butikker på deres vej gennem Bruxelles.

3.000 bønder på gaden
Onsdag har de tyske landboorganisationer anmeldt en demonstration mod landbrugsreformen, der vil skære ca. 24 milliarder kr ud af EU's landbrugsstøtte. Demonstrationen starter kl 6.15 om morgenen og slutter med et optog på en af Berlins imponerende boulevarder, der fører fra Ernst Reuter Plads op mod Sejrssøjlen, rejst for Bismarcks sejre og fortsætter under Brandenburger Tor og videre ad Unter den Linden.
Der er tale om et ofte benyttet demonstrationsstrøg i Berlin og det fører gennem byens store park, Tiergarten og op til Sejrssøjlen, et af byens trafikale knudepunkter. Landmændene forventer selv, at 3.000 landmænd med 400 traktorer og andre landbrugsmaskiner vil deltage i demonstrationen. Det skulle give sikkerhed for en trafikprop omkring Sejrssøjlen af timers varighed. Til gengæld fører demonstrationsruten her ikke gennem butikskvarterer med store, fristende ruder.
Selve topmødet finder sted på Hotel Intercontinental, der som navnet antyder befinder sig i den internationale, og altså ikke særligt berlinske klasse af hoteller.
Læserbreve i berliner-aviserne raser over placeringen på det anonyme hotel og efterlyser mere pompøse rammer for topmøder og andre store politiske begivenheder. En mulighed er en genopbygning af Berlins Slot, hvor Tysklands kejser residerede ind til afslutningen af Første Verdenskrig. Slottet blev bombet under Anden Verdenskrig og ruinen senere fjernet af østtyskerne.

Korfu-bord
Bag dørene på Hotel Intercontinental kommer forhandlingerne til at foregå omkring det såkaldte "Korfu-bord", der blev lavet til EU-topmødet på Korfu under det græske formandskab i 1994. Der er tale om et bord af anselige dimensioner - det måler femten meter på den ene led og ti meter på den anden. I midten er der åbent.
Efter Korfu-mødet købte den tyske regering bordet af grækerne. Nu præsenterer Schröder-regeringen ifølge Berliner Morgenpost denne form for genbrug som et eksempel på den tyske regerings ansvarlighed med de tyske skatteborgeres penge.
Og der er grund til at vise påpasselighed. Topmødet i Berlin koster tyskerne 40 millioner kroner, der blandt andet omfatter løn til de 3.600 betjente samt leje for alle Hotel Intercontinentals 550 værelser.
De femten landes forhandlingsdelegationer omfatter 400 personer, mens topmødet dækkes af næsten 2.000 journalister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her