"Jetset? Hvad for et jetset? Bret Easton Ellis skuffede fælt på NASA onsdag aften
BRET
"Jeg bryder mig ikke om lakridsdyr," sagde Kenneth. Sådan begyndte det. Vi varmede op til mødet med Bret hjemme på klubværelset. Kenneth sad i min sofa (Ikea) og vippede rastløs med foden, i joggingsko (Tøj og Sko) og løbebuks fra Føtex og kasket (Spejderlageret). Han rodede i den store slikpose fra 7-eleven, der lå på bordet foran mig.
"Prøv en af de små skumbamser," sagde jeg, "de er cool."
Kenneth skottede nervøst over til mig.
"Synes du ... skal jeg gøre det af med den?"
"Halvdelen af slikket er dit," sagde jeg og tjekkede tiden på mit digitalur fra SuperBrugsen.
Kenneth halede langsomt den lille brunhvide skumbamse op af posen, ved øreflipperne. Han strakte det lille elastiske legeme indtil det med et piv knækkede over på midten. Jeg så dystert på ham, mens han proppede halvdelen i munden og viklede resten af liget rundt om cola-flasken og rullede det hen over sofabordet indtil bamsen ikke længere gav lyd fra sig. Da han pludselig løftede flasken og drak, faldt liget af bamsen af med et suk og styrtede mod intetheden. Kenneth greb liget og smed det over i akvariet.
"Du skal ikke genere mine fisk," siger jeg hvast, "for så blæser jeg hjernen ud på dig."
Hvis det ikke var for Kenneth, var jeg aldrig begyndt at læse bøger.
"Bøger er cool," sagde Kenneth en dag henne i skolen. Han sagde det lige efter han havde smadret sin madkasse, på grund af en ostebjælke.
"Kun losere spiser ost," sagde Kenneth mens han tværede bjælken ud med hælen. Ostebjælken skreg og Kenneth trampede på den indtil den lå helt stille. Så viste Kenneth mig bogen. American Psycho af Bret Easton Ellis.
Jeg læste den.
Den var cool.
Kenneth og jeg begyndte at hænge ud. Vi gik på Mc Donalds og i weekenden drak vi vodka med isterninger på Krasnapolski. Der var dyre damer i luften.
"Men det er ren børnehave sammenlignet med det rigtige jetset," sagde Kenneth. "De folk kører rundt i sorte BMW'er og tænder Manne-cerutter med Hippo-lightere. De har månedskort til jumbojetter fulde af modesild og med vodka i brændstoftankene. Den ene dag er det catwalk i Miami, den næste mødes de med Bret og vennerne i New York. Det er vildt. Ind imellen bliver der tid til at tvære en hund ud, måske to."
For nogle uger siden forsvandt Kenneth fra hjælpeklassen. Da han dukkede op igen, i grå Tøj & Sko pullover og vindjakke fra Bilka, så han hemmelighedsfuld ud.
"Hvor fanden har du været?"
"Bret har skrevet en ny bog."
"Cool. Hvad hedder den?"
"Glamorama."
"Er den cool?"
"Megacool. En dag, før du aner, er jeg ude herfra. Du kan slå mig op i who is
who. Men du kan ikke røre mig. Heller ikke SSP. Jeg søger ind ved jetsettet," sagde Kenneth med et blegt og stramt smil.
Så hørte vi det forleden morgen i radioen. Bret Easton Ellis holder jetset på Nasa i Køben-fucking-havn. Kenneth tog ind til Billet-net og truede dem (hvor var det nu jeg lagde min selvdøde gubbi? I dybfryseren? I skabet?) indtil de solgte os to billetter for kun 200 kr.
Nasa er cool. Vi står i kø i tre kvarter og bliver set an. Bret Easton Ellis er cool. Han bliver interviewet af en anden jetsetter, mr. List.
"Det er en cool bog du har skrevet," siger Mr. List.
"Tak skal du have," siger Ellis.
"Der er masser af sex og vold, som kan tilfredsstille dine fans. Hvordan er det i grunden at være en del af det dér jetset?"
"Hvad for et jetset?"
"Det dér jetset, du skriver om."
"Åh det, det kender jeg ikke så meget til."
"Men du har da levet det dér hardcore jetset liv i New York, ikke?"
"Næ. Mine venner er ret kedelige og mit privatliv er rimelig fucked up."
"Men du laver vel en del research når du skriver om det dér jetset?"
"Det er nu ikke det store ... jeg slår op i Vogue eller zapper lidt på tv. Så det..."
"Hvordan er det at være berømt og blive forbundet med det dér jetset?"
"Det er sådan ret uhyggeligt. Det gør mig bange ... jeg bliver nervøs. Du opdager, du ikke kan styre det. Det er væmmeligt. Så tager jeg hjem til min familie i Los Angeles, hvor min mor bor."
"Hvad skal din næste bog handle om?"
"Det bliver en kogebog."
Da Bret er færdig og går i gang med at signere bøger er Kenneth og jeg dem der er ude derfra. Kenneth er tavs hele vejen hen til natbussen. Så er det han pludselig tænder helt af.
"En kogebog! Manden ved jo ikke en kæft om noget jetset."
"Måske er der slet ikke noget jetset," sagde jeg.
"Jeg får dig til at dø og spiser dit lig! Du fatter intet!"
Kenneth tager med voldsom kraft en 7-Eleven skumdelfin op af lommen (som jeg egentlig skulle have haft, det er faktisk snyd) og kapper hovedet af den og sluger det. Han tager sin 5-for-en-tier lighter frem og begynder at svitse den arme lille fyr. Da bussen kommer er han i gang med at gennemtæske det fladtrykte, forkullede lig.
Da jeg kører alene hjem med resten af det amagerkanske bus-set laver jeg kold og kynisk hovedregning på hvor mange gubbier jeg kunne have fået for de 100 kr., billetten til Bret Easton Ellis kostede.
