Læsetid: 12 min.

Amerikas glemte Gulag

31. marts 1999

Det såkaldt 'fængselsindustrielle kompleks' er blevet lige så politisk og økonomisk forankret i det amerikanske samfund som det militær-industrielle kompleks, men i den senere tid har flere og flere nævninge gjort oprør

BOSTON - I verdens førende demokrati kan en borger få livsvarigt fængsel for at være narkoman - helt ubemærket. Ingen bekymrer sig stort, for i Amerikas krig mod narkotika og kriminalitet gælder alle kneb, uagtet at straffen ofte står i et grotesk misforhold til forseelsens karakter.
"Det lyder måske irrationelt," siger Nancy King, lektor i jura på Vanderbilt University i Nashville, Tennessee. "Men de fleste amerikanere foretrækker at bure folk inde frem for at risikere at blive overfaldet en mørk aften i nabolaget."
Og således forholder det sig, at 53.000 kvinder - heraf 75 pct. med småbørn - i dag sidder fængslet for narkoforbrydelser i USA. Én af dem hedder Gloria Van Winkle. I begyndelsen af halvfemserne blev hun dømt til livsvarigt fængsel i delstaten Kansas i henhold til en straffelov, som populært kaldes three strikes and you're out eller på dansk - tre lovovertrædelser, og du sidder inde på livstid.
Gloria var narkoman, og som mange misbrugere af kokain og crack følte hun sig tvunget til at sælge på gaden for at tjene penge til den daglige dosis. Den tredje gang Gloria blev nappet, var hun kun i besiddelse af kokain til en værdi af 40 dollar - altså beregnet til eget forbrug. Men for myndighederne spillede det ingen rolle.
I næsten alle 50 delstater er det en alvorlig forbrydelse at besidde narko. Straffen er almindeligvis fra fem til femten års frihedsberøvelse uden chance for prøveløsladelse. Denne utroligt hårde straf skyldes, at politikerne - da de vedtog stramningen af lovene for 15-20 år siden - anså især crack for at være en trussel mod lov og orden, idet de fleste misbrugere virker som pushere og tit involveres i voldelige situationer.
Gloria Van Winkle, som er mor til en dreng og en pige, var ikke anklaget for voldelig kriminalitet. Et foto af hende og de to børn giver snarere indtryk af en prototypisk husmoder fra en amerikansk forstad. For så vidt kunne Gloria være en præsidentfrue, som Gerald Fords hustru, der blev indlagt på en afvænningsanstalt for narkotikamisbrug.
Men Gloria blev offer for Kansas three-strikes lov og afsoner nu sjette år af en livsvarig straf. Siden dommen mod hende i 1993 er den berygtede lov blevet ændret, men det berører ikke Glorias skæbne. Hun var uheldig og vidste ikke, at når man bliver grebet tredje gang på fersk gerning, ja, så vises der ingen barmhjertighed. Loven påbyder dommeren at sende hende bag tremmer resten af livet.
"Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Jeg lever kun for mine to børn. De kommer og besøger mig en gang om ugen," fortalte hun for nylig en amerikansk avis.

En lov uden fleksibilitet
Selv medviden om et familiemedlems ulovlige narkosalg fører én lukt bag tremmer i USA. Det måtte Nicole Richardson sande. Hun mødte Jeff i 1990, da hun var 19, men Nicole anede ikke, at hendes kæreste tjente til livets ophold ved at sælge LSD. Kort efter blev Jeff impliceret i en sting-operation organiseret af narkopolitiet.
En køber, der samarbejdede med politiet, ringede Nicole op og spurgte, hvor han kunne finde Jeff. Men samtalen blev aflyttet. Halvandet år senere blev hun arresteret. Selv om hun nu gik på college, blev hun idømt ti års fængsel for samarbejde med en LSD-sælger.
Som udtryk for USA's absurde narkolovgivning blev Jeff og fire andre mandlige pushere i sagen kun sendt i fængsel i fem år. Det skyldes en særlig ordning, hvorved tiltalte får nedsat straffen mod at vidne mod medskyldige. De er alle sluppet ud af fængslet for længst.
Nicole sidder stadig inde. Hun kunne ikke tilbyde narkopolitiet værdifulde oplysninger om pushere, eftersom hun blot havde været en lille fisk i et stort net. Derfor den fulde straf.
"Denne sag er det værste eksempel på justitsmord, jeg har været ude for," sagde dommeren under retssagen i 1992. "Det er forrykt, at loven pålægger mig en minimumstraf - uden fleksibilitet."
Men der var intet at gøre. Loven byder, at Nicole skal ind og brumme den i ti år. Hendes ungdom er tabt for altid.
Set på baggrund af disse to eksempler kan ingen undre sig over, at det amerikanske fængselssystem er totalt overbebyrdet. For nylig offentliggjorde det amerikanske justitsministerium de seneste tal for indsatte i forbundsanstalter, delstatsfængsler og arresthuse.
Sidste sommer var tallet nået op på 1,8 mio., og det forventes at stige til 2 mio. i løbet af et par år. Det er en halv million flere fængslede end i Kina, hvis befolkning er mere end tre gange så stor. For at sætte situationen i et andet perspektiv: Blot i Californien findes der flere indsatte end i Storbritannien, Frankrig, Holland, Tyskland, Japan og Singapore tilsammen.
"Ingen anden nation har i verdenshistorien fængslet så mange af sine egne borgere med det formål at komme kriminalitet til livs," konstaterer Marc Mauer fra tænketanken Sentencing Project, som er forfatter til en kommende bog The Race to Incarcerate.
Dette fænomen er imidlertid ret nyt i amerikansk historie. I de første 75 år af dette århundrede var der i gennemsnit 110 indsatte pr. 100.000 amerikanske statsborgere. I de sidste 25 år er dette tal vokset til 445. Hvis kvinder og børn bliver ekskluderet, ender man med en chokerende statistik - for hver 100.000 mænd i Amerika sidder 1.100 bag tremmer.

Kriminaliteten er faldet
Endnu mere mystisk bliver situationen, når man i statistikken fra justitsministeriet kan læse, at voldelig kriminalitet faktisk er faldet i de sidste 10-15 år.
Stigningen i antal fængslede må altså hænge sammen med et bemærkelsesværdigt skift i amerikansk kriminalpolitik.
Svaret er simpelt. Krigen mod narkoplagen har buret 400.000 amerikanere inde - mænd og kvinder, som før i tiden fik betinget straf, blev sendt til afvænning eller i jobtræning. I dag ryger de fleste direkte i fængsel og kun de færreste statsanstalter råder over afvænnings- og behandlingscentre.
Denne udvikling startede i staten New York, da den republikanske guvernør Nelson Rockefeller forberedte sin præsidentkampagne til valget i 1976 og havde behov for at skildre sig selv som en hård banan i kampen mod narkomisbrug.
"Rockefeller fik delstatens forsamling til at vedtage nogle uhørt strenge straffe for besiddelse af narkotika. Hvis politiet i New York stopper én med et par gram crack i lommen, er man inde i minimum fem år. Næste gang er det otte år," fortæller journalisten Michael Massing, forfatter til The Fix, en kritik af amerikansk narkopolitik.
Efter New York fulgte andre delstater, og til sidst den føderale regering i midten af 1980'erne, med en stramning af straffelovene for narko-relaterede forbrydelser.
"Årsagen var tilsynekomsten af crack, et middel til at ryge kokain, der spredte sig med lynets hast og bragte masser af voldelig kriminalitet med sig som f.eks. børnemishandling og voldelige overgreb i hjemmet og røverier," forklarer Massing.
Indespærringen af narkomisbrugere og sælgere er faldet sammen med en generel nedprioritering af ressourcer viet til behandling af de tilvænnede.
"Denne tendens skal ses som en del af det politiske klima i landet. Folk glæder sig over, at mordraten er faldet i de seneste år, selv om årsagen formentlig er længere straffe til forbryderne. Det holder dem på afstand. Amerikanerne har samme indstilling til behandling. De er skeptiske, tror ikke det virker og foretrækker misbrugere bag tremmer," mener Michael Massing.
I sin bog fremfører han, at narkopolitikken selv under den republikanske præsident Richard Nixon lagde langt større vægt på og fordelte flere midler til behandling af misbrugere end i dag under demokraten Bill Clinton.
"Den ene undersøgelse efter den anden har vist, at behandling er langt billigere end myndighedernes storstilede krig mod narko med øget patruljering af landegrænser og farvande, oprettelse og indsættelse af bevæbnet politi med pansrede vogne i slumkvarterer og bygningen af tusinder af nye fængsler," understreger Massing.

Militariseret narkopolitik
Da præsident Clinton kom til Det Hvide Hus i 1993, lovede han højt og helligt at finde flere ressourcer til afvænning. Men langt størsteparten af regeringens narko-budget er i stedet blevet viet til krigen mod smuglere fra Latinamerika, især i Mexico.
Siden 1996 har chefen for Clintons narko-politik endda været den firestjernede og krigshædrede general Barry McCaffrey, såret to gange i Vietnam. Et bedre billede kunne næppe tegnes af USA's militariserede narko-politik. Men selv McCaffrey er nu kommet i tvivl om nytten af sit arbejde.
"Vores socialpolitik har slået totalt fejl og skal laves om. Ellers vil landet gå bankerot. Vi kan ikke bruge fængsler til at løse narkotikamisbruget. Det koster 35 mia. dollar om året. Lad os i stedet dømme pushere til lange fængselsstraffe og bruge resten af midlerne til afvænning af de små fisk," sagde McCaffrey til en amerikansk avis for nylig.
Ifølge juralektor Nancy King er der imidlertid ikke det store håb om snarlige ændringer. "For politikerne er der ikke nogen gevinst i at foreslå ophævelse af love, der pålægger dommerne en minimum strafferamme for visse typer ikke-voldelige forbrydelser. Den offentlige opinion ønsker snarere at bure flere inde. Vreden mod forbrydere er enorm," mener hun.
Denne hævnfølelse forsvinder imidlertid ofte, når almindelige mennesker bliver konfronteret med de groteske sider af loven. Én konservativ politiker i New York, der i sin karriere har støttet lange fængselsstraffe og dødsstraf, blev for nylig kontaktet af en barndomsven, hvis søn havde fået 25 år for besiddelse af kokain.
Politikeren appellerede til New Yorks guvernør George Pataki om benådning eller nedsættelse af straffen. "Ikke i de næste to år," lød svaret. "Pataki stiller op til det republikanske primærvalg," konstaterer Michael Massing.
Flere fremtrædende konservative tænkere har skiftet holdning i den seneste tid. Én af dem er advokaten Eric Sterling, der i sin tid medvirkede til at formulere Kongressens stramning af føderale straffelove. Én anden er John Dilulio, en katolsk konservativ, der indtil for nylig priste høje strafferammer for små narkofisk.
I en aviskronik foreslog han simpelthen at ophæve den strenge minimum strafferamme og løslade de indsatte, som er blevet dømt for besiddelse af narkotika og sende alle i hobe til behandling.
"Vi bør sætte ind på at stoppe stigningen i indsatte og lade tallet fase ud ved 2 mio. Det er vanvittigt, at vi i dag ofrer 37 pct. af vores midler på fængsling og kun 43 pct. på politiet. Ordensmyndighederne skal have flere ressourcer," skrev Dilulio, professor på Princeton University.
Det kan imidlertid blive meget svært at sætte en stopper for det såkaldte 'fængselsindustrielle kompleks', der er blevet lige så politisk og økonomisk forankret i det amerikanske samfund som det militær-industrielle kompleks, påpeger Eric Schlosser i et nyligt essay i månedsmagasinet Atlantic Monthly.

Færre fængsler giver færre job
I takt med et stigende behov for nye fængsler er arkitektfirmaer, byggeentreprenører, private managementfirmaer, fagforeninger og kommuner blevet afhængige af, at flere og flere amerikanere sættes bag lås og slå hvert år.
Oftest bliver statsanstalter placeret øde steder for ikke at genere de mere velstående klasser i samfundet og samtidig skaffe arbejde til de ledige og hente ekstra indtægter hjem til fattige kommuner.
Men hvad sker der, hvis antallet af indsatte begynder at falde og fængslerne skal lukke? Så vil politikere og fagforeninger måske gribe til demagogiske argumenter for at forsvare den hårde linje over for narkoforbrydelser. I amerikansk politik tæller f.eks. intet højere end bevarelse af vælgernes jobs.
"Penge er ved at korrumpere vores kriminalsystem. Offentlig forsorg bliver erstattet af profitjageriet. Folkevalgte vedtager strengere straffelove, og det opmuntrer til al mulig uregelmæssig økonomisk virksomhed... Fængselsbranchen bliver mindre og mindre reguleret," skriver Eric Schlosser.
Midt i mismodet finder kritikerne dog lyspunkter. I den senere tid har der været usædvanligt mange eksempler på, at nævninge gør oprør mod indbyggede uretfærdigheder i forbundsstatens og delstaters straffelove.
I New York nægtede en afro-amerikansk nævning f.eks. at dømme en sort mand, tiltalt for besiddelse og salg af kokain, skyldig i anklagen under juryens votering. "I forstår ikke, hvor svært det er at skabe sig en levevej i ghettoen," sagde Leslie Davis til de andre nævninge, der var hvide amerikanere.
I en anden sag i Washington D.C. risikerede en sort amerikaner en lang fængselsstraf for ulovlig besiddelse af et håndvåben. Han havde tidligere været på kant med loven. Våbnet var blevet købt af hans hustru til personlig beskyttelse og blev fundet i hendes bil. Ifølge anklageren skulle husbonden have fjernet pistolen, inden han lånte bilen.
Men ifølge loven var han øjensynlig skyldig. En sort kvinde blandt nævningene protesterede og fortalte de andre, at tiltalte formentligt stod til mange års fængsel - en omstændighed, som amerikanske juryer normalt ikke skal være underrettet om og ej heller skal tage hensyn til under voteringen.
I nærværende sag mente juryformanden, en afro-amerikaner, ligeledes, at det ville være grotesk at sende manden tilbage i fængsel. Voteringen endte med en uenig jury og annullering af retssagen. "Formanden handlede i princippet ulovligt, men ret beset realistisk," sagde en hvid nævning til dagbladet Washington Post.

Voterer efter samvittigheden
I en opsigtsvækkende retssag i Colorado for nogle år siden forsøgte en kvinde, der senere viste sig at have været narkoman, at overbevise juryen om at frikende en ung kvinde. Hun var blevet arresteret med to små poser amfetamin i sin bil. Flere nævninge klagede til dommeren, som besluttede at annullere retssagen og sætte den tiltalte kvinde på fri fod.
(I USA er juryens afgørelse kun gyldig, hvis den er enstemmig)
Men affæren har fået et interessant efterspil. Den rebelske nævning Laura Kriho er nu blevet tiltalt for at have begået mened, da hun blev svoret ind og højt og helligt lovede at respektere den Colorado-lov, som tiltalte var beskyldt for at have overtrådt.
Kriho-sagen har vakt dyb forargelse i en fortrinsvis libertær bevægelse i USA, der modsætter sig statens voksende indblanding i retssystemet gennem lovgivning.
"At stille hende for en domstol går stik imod et princip i den angelsaksiske retstradition, der fastholder, at nævninge skal votere efter deres samvittighed," siger Tom Glass, leder af en lokal afdeling i Texas af Fully Informed Jury Association.
Glass' organisation arbejder på at få lovene i Texas ændret, således at en nævning, der voterer efter sin samvittighed, ikke risikerer at blive ekskluderet fra retssagen af dommeren eller retsforfulgt for mened bagefter.
Meget tyder på, at fænomenet - en uenig jury - vokser i USA. I årtier er omtrent fem pct. af nævningeretssager blevet annulleret grundet en uenig jury. Alt afhængig af demografi og domstolens karakter er denne andel blevet fordoblet eller firedoblet i det sidste årti.
I en meningsmåling offentliggjort for nylig af National Law Journal fandt man, at hele 75 pct. af den amerikanske befolkning ville votere i henhold til deres samvittighed, uagtet dommerens instrukser.
For dommere og lovgivere turde denne ytring af civil modstand mod retssystemet være lidt af en forskrækkelse. Mange frygter, at anarkistiske tilstande står for døren, hvis nævninge tager loven i egen hånd, dels ved at lade formildende omstændigheder forme deres holdning til en forbrydelse, dels fordi de er uenige med en skrap strafudmåling.
"Hvis afro-amerikanere blindt havde adlydt de love, som hvide amerikanere har vedtaget gennem århundreder, ville vi aldrig være undsluppet slaveriet. Love udformes ikke af Gud, men af politikere som ærkekonservative Jesse Helms og Newt Gingrich," fastslår Paul D. Butler, lektor i jura på George Washington University.
En ting er sikker. Jo flere narkomisbrugere, systemet forsøger at gemme væk i Amerikas enorme Gulag, des større er chancen for, at nævninge gør oprør, og at retssamfundet bliver undergravet indefra. Kun politikerne kan rette op på skævhederne, der i sidste instans er en trussel mod demokratiet. Men tør de?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu