Læsetid: 3 min.

Bajram blev hentet af fem mænd i politiuniformer

30. marts 1999

I anledning af mordet på advokaten Bajram Kejlmendi

KOMMENTAR
Fredag den 26. marts blev det bekræftet, at Bajram og hans sønner er blevet myrdet. Et familiemedlem fandt ligene på den første benzinstation på vejen fra Pristina til Pec.
Jeg hørte om deres forsvinden, to timer efter at de var blevet bortført fra deres hjem. Ved halvfiretiden om morgenen ringede Bajrams kone, Nekibe, til mig, og hendes første ord var: "Natasa, de har taget Bajram og børnene." "Hvem, Nekibe?" spurgte jeg. Hendes svar var meget præcist: "Fem mænd i mørke politiuniformer og med langløbede rifler."
Hun havde hørt fordøren blive sparket ind og stemmer, der råbte: "I har fem sekunder til at komme ud!"
Da overfaldsmændene løb op ad trappen til første sal, benyttede Nekibe lejligheden til at ringe til den lokale politistation. De hørte på hende, men kom ikke. Hun ringede igen, efter at Bajram og sønnerne var blevet ført bort. Denne gang lagde politiet røret på.
Mens vi talte sammen i telefonen, spurgte Nekibe igen og igen: "Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg ringe til? Det er mørkt, og alle er bange for at gå ud."
Hele Pristina fløj gennem mit hoved - dommere, anklagere, sikkerhedsofficerer, andre serbiske myndighedspersoner, som alle kendte Bajram Keljmendi, en mand, der nød stor anseelse i Kosovo. Jeg klyngede mig til halmstrå og sagde, at hun skulle ringe til politiets hovedkvarter, sikkerhedspolitiet, dommere, som hun tidligere har arbejdet sammen med.
Og så tænkte jeg på Kosovos Demokratiske Liga (LDK). "Ring til LDK, LDK..." blev jeg ved med at sige, indtil hendes ord trængte ind: "LDK kan ikke hjælpe. Formanden for den lokale LDK-afdeling i Mitrovica er blevet myrdet."
Hele den næste dag, torsdag den 25. marts, var der håb om, at Bajram og hans sønner kunne være i live. Der gik rygter om, at de var blevet såret og indlagt på hospital. Da det igen lykkedes mig at komme i kontakt med Nekibe, fortalte hun, at nogle venner havde kigget ind på alle stuer på hospitalet i Pristina uden at finde dem. Hun bad andre om at se efter i lighuset, men dér var de heller ikke.
Hun fortalte, at hun havde ringet til en kendt serbisk dommer, som hun havde arbejdet sammen med, og at han havde sagt: "Nekibe, hvis de er blevet bortført af en paramilitær gruppe, er der ingen hjælp at hente." I politiets hovedkvarter sagde de til hende, at hun skulle bede NATO-styrkerne om hjælp.
Advokaten og menneskeretsforkæmperen Bajram Keljmendi var en mand, der nød stor anseelse i retssystemet og i offentligheden.
Hans forsvar for en gruppe albanere fra Urosevac ved distriktsdomstolen i Pristina vil blive husket som den bedste juridiske og politiske analyse af situationen i Kosovo.
Jeg har aldrig set ham så sårbar som under en retssag i Pec den 11. februar i år. Med tårer i øjnene lyttede han til Marija og hendes søn Miomir Pejukovi - to serbere fra landsbyen Grabovac, som afgav vidneforklaring til fordel for deres albanske naboer, der var anklaget for at være 'terrorister'.
Marija og hendes søn talte gribende om Avdi, Sadri og Syl Krasnici, om den hjælp de altid var parate til at give, især da situationen i Kosovo blev forværret.
De albanske naboer beskyttede dem, opmuntrede dem og forsikrede dem om, at forholdene igen ville blive, som de havde været i de 40 år, de havde boet side om side.
Ære være Bajram Keljmendi. Retfærdighed for Bajram og hans sønner! Retfærdighed for Kosovo!

Natasja Kandic er medarbejder ved Humanitarian Law Center i Pristina, der giver juridisk bistand til alle - serbere og albanere - der kommer i klemme i konflikten. Hendes beretning er sendt via internettet af Kosova Information Center, en Kosova-albansk informationscentral.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her