Læsetid: 5 min.

Noget-for-noget-bistand dur ikke

6. marts 1999

To førende, danske forskere gør op med den dominerende internationale tænkning inden for u-landsbistand

ALTERNATIV
Uganda fortjener milliarder af kroner i u-landsbistand, for landet fører en sund makro-økonomisk politik, og der er ikke de store problemer med menneskerettighederne.
Nabolandet Kenya derimod skal straffes af bistandsdonorerne for sine store problemer med politiske fængslinger, korrupte politikere og den stivsinde præsident Moi.
Sådan er den dominerende holdning i dag i den politiske del af det internationale miljø inden for u-landsbistand. Det er en holdning formuleret af Verdensbanken og især praktiseret af Den Internationale Valutafond (IMF) og USA.
Den går generelt ud på, at de u-lande, som leverer præstationer til udenlandske topkarakterer, de fortjener et kontant skuldklap i form af at få hele 'bistands-lagkagen'. De andre u-lande, der vader rundt i en suppedas af f.eks. dårlig økonomistyring, politiske fængslinger og korruption, må selv klare ærterne.
Denne holdning er imidlertid hverken fair, fremsynet eller fornuftig, hvis de rige lande ønsker at hive de fattige lande ud af hængedyndet af problemer som sult, krige, underuddannelse og sygdomme. Det mener to af Danmarks førende forskere inden for hjælpen til u-landene og tillader sig i en ny bog at tale mastodonterne Verdensbanken, IMF og USA midt imod. Og måske når pippet fra Danmark helt til kontorerne i Washington DC, for der er i internationale bistandskredse en voksende aversion mod amerikanernes store tro på, at alting blever bedre, når man firkantet sagt fremmer den frie markedsøkonomi i u-landene og sætter nogle få plastre på hist og her, når økonomiske reformer gør det værre for de fattigste.

Nej til markedssamfund
Udviklingsminister Poul Nielson (S) har på socialdemokratisk vis formuleret det sådan: Markedsøkonomi - ja. Markedssamfund - nej.
"I frustration over at udviklingsbistanden ikke virker mange steder, og at u-landsbistanden samlet set falder, så har man i Verdensbanken tænkt sig frem til, at man må udvælge nogle mønsterlande, der så kan få bistand som en gulerod og katalysator for vækst. Men teorien holder ikke i praksis. Vi har ikke fundet nogle beviser for, at god bistand skulle give større resultater i mønsterlandene end i de mindre velfungerende u-lande," siger direktøren for Center for Udviklingsforskning i København, Poul Engberg-Pedersen.
Han har sammen med John Degnbol-Martinussen, professor ved Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter, skrevet det 440-sider lange værk Bistand - udvikling eller afvikling, der udkommer mandag. Den giver et overblik over internationalt bistandsarbejde de seneste 40 år.
De to har gennem mange år sat store fingeraftryk på dansk u-landsbistand. Når de vælger at tage livtag med den herskende holdning på det politiske 'bistands-bjerg', så hænger det ikke kun sammen med manglende dokumentation for effektiviteten i det, de kalder præstations-afhængig bistand. Det drejer sig også om solidaritet med de svageste:
"Hvis Verdensbank-økonomernes tanke om præstationsafhængig bistand blev ført konsekvent ud i livet, så ville kun cirka en tredjedel af landene i Afrika få bistand. Det ville være dybt uretfærdigt over for de fattigste i ikke-modtagerlandene, der på den måde ville blive straffet dobbelt i form af en dårlig regering og ingen hjælp fra udlandet," siger Engberg-Pedersen.

Opblødning
Mens IMF og USA fortsat står meget hårdt på præstationsafhængig bistand, så er der i den seneste tid sket en opblødning i den toneangivende Verdensbank, der globalt set er den største officielle giver af bistand via meget billige lån. I januar i år lancerede præsidenten for Verdensbanken, James D. Wolfensohn, således et oplæg til en fundamental ændring af bankens måde at give lån på. Oplægget - A Proposal for a Comprehensive Development Framework - lægger op til en langt mere holistisk måde at anskue u-landene på, så man ikke kun fokuserer på landenes økonomi, men også på deres sociale strukturer. Oplægget skal ifølge Wolfensohn stå sin prøve i marken det næste halvanden års tid, hvor man så skal se, hvilken vej hangarskibet inden for udviklingsbistanden skal sejle.
"Verdensbanken er i dag et et mangehovedet uhyre. Wolfensohn taler om en meget socialt orienteret politik, mens andre dele af Verdensbanken render rundt og laver strukturtilpasnings-økonomi, og andre laver infrastruktur-udvikling på traditionel vis. Der er ikke rigtig nogen sammenhæng mellem det, Wolfensohn siger, og så det banken leverer. Vi skal lade være med at ligge på maven for banken, for lige nu ved den ikke selv, hvad den vil. Banken er kommet til at lide af 'FN-itis'. Det vil sige, at den i de senere år har fået flere og flere opgaver og færre penge," siger Engberg-Pedersen.

Erhvervslivet rammes
Degnbol-Martinussen kommer med et eksempel på Verdensbankens efter hans mening uheldige politik:
"I Indien har de store institutioner, Verdensbanken og IMF, været med til at presse liberaliseringer igennem. Det får nu nogle meget negative effekter. For at reducere underskuddene på statsfinanserne og på betalingsbalancen, så skal de offentlige investeringer begrænses, hvilket går ud over udviklingsprojekter, og den samlede efterspørgsel i samfundet falder. Det går ud over erhvervslivets muligheder for at afsætte sine varer og dermed væksten. På den måde får vi en ond cirkel. Ud fra den engelske økonom Keynes' tilgang gælder det netop om, at den offentlige sektorer går ind og øger sine investeringer for at fremme forbrug og vækst. I et tilfælde som Indien er jeg meget uenig med Verdensbanken, når den hopper med på IMF's vogn. For banken har sådan set traditionelt været indstillet på at acceptere nogle ubalancer i økonomien for at få gang i udviklingen."
I Danmark har finansminister Mogens Lykketoft med al sin realpolitiske magt ikke været bange for at rose IMF, mens Poul Nielson måske stiller sig mere kritisk an. Der er i disse år voksende krav fra u-landsorganisationer om, at Danmark i langt højere grad skal forsøge at påvirke de dagsorden-sættende, internationale organisationer som Verdensbanken, IMF og Verdenshandelsorganisationen, WTO.
Lykketoft sagde for en måned siden under en konference på Christiansborg om IMF's stærkt kritiserede håndtering af krisen i Asien:
"Krisen har ikke spredt sig ud over de steder, hvor den opstod. Det skyldes i høj grad, at de monetære og politiske autoriteter har haft evnen til at reagere mod krisen."
Om Lykketofts lovprisning af IMF siger Martinussen:
"Hvad ved Lykketoft og hans embedsmænd om at skabe udvikling i fattige lande? Det er velkendt, at finansministre i den vestlige verden er meget mere neoklassiske i deres tankegang, for det hviler på den teori, som var lidt mere anerkendt, den gang de læste på universitetet. Selv fremtrædende økonomer som for eksempel cheføkonomen i Verdensbanken, Joseph Stiglitz, er begyndt at tage afstand fra de neoklassiske teorier. Der er manglende sammenhæng i dansk politik på det her område."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu