Læsetid: 2 min.

Briterne og irerne på vej mod Schengen

4. marts 1999

De to EU-lande, der ikke er med i Schengen-samarbejdet om åbne grænser, spekulerer på at melde sig ind i dele af det. Men Schengen er ikke noget tag-selv-bord

LONDON - Irland og Storbritannien pusler med planer om at tilmelde sig væsentlige dele af Schengen-aftalen, som blev indarbejdet i Amsterdamtraktaten, sidst EU fik sin 'grundlov' ændret. De to lande har hidtil været undtaget fra samarbejdet.
Schengen-samarbejdet går ud på at ophæve grænsekontrollen mellem landene men til gengæld styrke kontrollen udadtil. Til det brug skal politi- og efterretningssamarbejdet intensiveres. Samarbejdet er kontroversielt, fordi det griber ind i en række områder, som traditionelt har henhørt under de enkelte landes egen suverænitet.
Avisen The Irish Times berettede i går, at Storbritannien vil gøre sine hensigter klare for EU-partnerne på et rådsmøde mellem justits- og indenrigsministre, som finder sted den 12. marts i Bruxelles. Dernæst, skriver avisen, vil der ikke gå lang tid, før Irland gør det samme. De to lande udgør et pasfrit område, hvorfor det ikke giver mening at have forskellige regler.
Det britiske indenrigsministeriums presseafdeling siger dog, at man ikke har hørt noget om nogen ændring i den hidtidige politik. Men i det irske justitsministerium siger en talsmand, at ministeriet ikke vil afkræfte påstandene i The Irish Times. Og en talskvinde for udenrigsministeriet i Dublin bekræfter, at 'der foregår overvejelser' om tilknytning til Schengen.

Beholder paskontrol
Men de to lande har ikke til hensigt at melde sig ind i hele Schengen-samarbejdet. Ifølge The Irish Times vil briterne vil ikke af med paskontrollen. Men de er angiveligt interesserede i SIS - Schengen Information System -- men heller ikke her som fulde medlemmer. De vil gerne deltage i databasen over stjålne biler og listen over eftersøgte personer. Men de vil ikke være med i listen over afviste indvandrere, som ingen af landene må invitere inden for. Ifølge Dublin-avisen fordi Storbritannien ikke vil have andre lande til at bestemme, hvilke indvandrere, landet må eller ikke må tage imod.
Det er dog tvivlsomt, om Storbritannien - og dermed også Irland - bare sådan vil kunne behandle Schengen-aftalens bestemmelser som et tag-selv-bord. Især lande som Spanien og Frankrig vil formentlig kræve, at lande, der ønsker at nyde godt af den udvidede informationsudveksling i Schengen-land også må bekende sig til endemålet: et europæisk territorium, hvor folk frit kan rejse rundt uden at blive belemret med paskontrol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her