Analyse
Læsetid: 5 min.

Cuba på katastrofekurs

8. marts 1999

Barske stramninger over for dissidenter, småhandlende og kriminelle kan udløse social eksplosion i Cuba

Cubas livlige hovedstad er med ét slag blevet en helt anden by. Strandpromenaden, El Malecón, der plejer at myldre med forelskede par, fiskere og prostituerede, jineteras (ryttersker), er nu som blæst. De private taxier - ofte pragtfulde eksemplarer af amerikanske 50'er-biler - søger ikke længere at kapre turister, gadesælgerne og de sælgere, der plejer at gå fra dør til dør med dagligvarer, er stort set borte.
Til gengæld er der masser af bevæbnet politi, veludstyret med nye biler, moderne kommunikationsudstyr og hunde. Den åbne og afslappede atmosfære, der har udviklet sig i de senere år, og som blev forstærket med de lempelser styret indførte i forbindelse med pavens besøg i januar sidste år, er borte. Frygten er kommet op til overfladen.
Rapporter fra Cuba - fra udenlandske korrespondenter og fra de mere eller mindre uafhængige cubanske journalister, der får deres stof ud via telefonen - fortæller om en spændt, bange og afventende stemning.
Denne nye situation skyldes en række nye love og bestemmelser, som den cubanske regering og parlament har indført i de senere uger. Den 15. og 16. februar afholdt parlamentet, Folkemagtens Nationalforsamling, en ekstraordinær samling for at behandle den stærkt voksende kriminalitet. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke kun var kriminaliteten man skulle behandle. Man skulle også vedtage en ny lov, som betyder en stramning af kursen over for dissidenter, uafhængige journalister og udenlandske korrespondenter.
Folkeforsamlingen vedtog en række ændringer i straffeloven, der betyder indførelsen af dødsstraf for narkoforbrydelser, (seksuelle) overgreb mod mindreårige, røveri eller trusler med skydevåben. Desuden skærpede man straffen for voldelige røverier og indbrud til livstid, mens strafferammen for en række andre forbrydelser blev sat op til 20 og 30 års fængsel.
Desuden vedtog parlamentet overraskende en ny særlov, der betyder en afslutning på de seneste års mere moderate kurs over for dissidenter og uafhængige medier og journalister. Lov om Beskyttelse af den Nationale Uafhængighed og Cubas Økonomi betyder, at enhver, der samarbejder med USAs politik mod Cuba (her tænkes især på den amerikanske embargo) kan straffes med op til 20 års fængsel og bøder på op til 100.000 pesos (ca. 18.000 dollar).
Loven er imidlertid så generel, at enhver form for kritik kan fortolkes som samarbejde med eller støtte til USA. Folkeforsamlingens formand Ricardo Alarcón udtrykte det på denne måde: "Vi kender ingen anden opfattelse af opposition end den, der er fremstillet af USA."

Loven er straks taget i brug. Sidste mandag oplevede havaneserne et ekstraordinært stort politiopbud, og alle kendte dissidenter i Havana (der er vel højst 3-4.000 i hele landet) blev sat i husarrest.
Anledningen var, at fire fremtrædende dissidenter, Vladimiro Roca, Félix Bonne, Marta Roque og René Gómez, den dag blev stillet for retten efter 597 dage i fængsel. Deres forbrydelse bestod i at udsende et manifest, Fædrelandet er for alle, hvori bl.a. manglen på demokrati og undertrykkelsen af menneskerettigheder i Cuba kritiseres, og de opfordrer til at kæmpe for indførelsen af demokrati og lige rettigheder for alle cubanere.
Ifølge Radio Habana har anklageren krævet seks års fængsel til gruppens mest fremtrædende medlem, Vladimiro Roca - søn af en af grundlæggerne af Cubas kommunistiske parti og fremtrædende fagforeningsleder før revolutionen, Blas Roca - og fem år til hver af de andre.

Processen og de nye love er tydeligvis ment som en advarsel til såvel dissidenter, uafhængige journalister og udenlandske korrespondenter som til befolkningen i almindelighed om, at der vil blive slået hårdt ned på enhver kritisk ytring, på protester og på uafhængig og kritisk information om hvad der foregår i landet.
Den mest generende form for opposition for styret er det efterhånden vidtspredte net af uafhængige journalister og stringere, der er bygget over det meste af landet. De fleste af dem er stærkt tendentiøse i deres dækning, men en del giver klar og kontant information om forholdene selv i de fjerneste afkroge. Dem vil styret nu tillivs.
I de senere måneder er politiet desuden blevet moderniseret. De udslidte Ladaer er blevet udskiftet med moderne Peugeoter, som er udstyret med avancerede radioanlæg og computere. Desuden er politiets bevæbning blevet kraftigt forbedret. Desuden er der en intens rekruteringskampagne i gang. Ifølge det mexicanske ugemagasin Procesos mangeårige korrespondent skal der alene i Havana være 27.000 politifolk, en oplysning der kontrasterer med en udtalelse fra politichefen, general Romárico Sotomayor, om at Cuba er et af de lande i verden der har mindst politi, én politimand per 10.000 indbyggere. Med 11 millioner indbyggere giver det omkring 1.100 politifolk.
I en tale til Det Nationale Revolutionære Politi (Policía Nacional Revolucionaria) PNR for nylig opfordrede præsident Fidel Castro politifolkene til "ikke at være eftergivende eller svage over for et hvilket som helst af de forbryderiske manifestationer, der krænker vor befolkning, som stjæler dens ro. (...) Jeg venter, at I straks vender tilbage til jeres poster. Kampen er begyndt!"
Det er den unægtelig. Rapporter fra Havana fortæller om øde gader, om politifolk, der vilkårligt standser folk på gaden og afkræver dem legitimation og tilbageholder i flæng. Ifølge Proceso er stemningen præget af usikkerhed og frygt.
Spørgsmålet er så, om det cubanske styre løser noget som helst med disse stramninger. Stramningen må snarere ses som en erkendelse af at revolutionen har slået fejl. Cubanerne kan ikke længere engageres i et projekt som de fleste har opgivet.
Håbet om et retfærdigt og demokratisk samfund er forlængst afgået ved døden. Gennem flere år har det drejet sig om at overleve. Økonomisk krise, knaphed på alting, korruption og magtmisbrug førte i begyndelsen af 90'erne til voksende utilfredshed, bl.a. til uroligheder i Havana i august 1994, og udløste bølgen af bådflygtninge til USA.
Den økonomiske åbning, som tillod privatpersoner at udøve visse former for økonomisk aktivitet, og som gjorde det lovligt at modtage og besidde dollar, kom til at fungere som en sikkerhedsventil, men skabte også en frodig grobund for alle mulige mere eller mindre suspekte former for økonomisk aktivitet, fra sortbørs og prostitution til hvidvaskning af narkopenge og smugleri.
Den betød også, at den økonomiske ulighed blev større, i en grad så 17 pct. af befolkningen ifølge FN's Økonomiske Kommission for Latinamerika, CEPAL, nu lever under fattigdomsgrænsen.
Med lukningen af de grå økonomiske aktiviteter, først og fremmest den private handel med fødevarer og en række fornødenheder, som både sikrer en bedre vareforsyning og sikrer et antal cubanere beskæftigelse risikerer styret at skubbe mange mennesker - som styret ikke tilbyder alternative jobs - direkte over i åben kriminalitet. Og vel at mærke mere voldspræget kriminalitet.
Ved at satse på at løse problemet med mere undertrykkelse lægger man op til en social eksplosion, som kan blive vanskelig at kontrollere - ikke mindst fordi man har haft held til at holde især den moderate opposition nede. Det betyder, at der ikke er noget organiseret, landsomfattende politisk alternativ til styret, hvis det skulle nå så vidt at det bryder sammen. Kun hæren og politiet vil være der.
Med andre ord, styrets stramning kan være en sikker opskrift på en social og politisk katastrofe for Cuba.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her