Læsetid: 3 min.

Dårlig økonomi i folkeejet vindkraft

24. marts 1999

Økonomien i de folkeejede vindmøllelaug bliver så dårlig, at kun store erhvervsinvestorer
vil kunne tjene på vindkraft, viser nye beregninger

Andelsejede vindmøller hører snart en idyllisk fortid til.
Fremover vil det være en yderst tvivlsom forretning for de fleste danskere at investere penge i et vindmøllelaug.
Det viser beregninger, som revisionsfirmaet Deloitte & Touche har foretaget for Danmarks Vindmølleforening.
En person med en indtægt på over 251.000 kr. om året vil med køb af 15 vindmølleandele stå med et tab på 12.921 kroner efter møllens 20-årige driftsperiode, viser et af regneeksemplerne.
"Det er chokerende, at energireformen skaber så dårlig økonomi for vindmøllelaug," siger Flemming Tranæs, der er formand for Danmarks Vindmølleforening.
Til gengæld er der fortsat god økonomi i enkeltmandsejede vindmøller, hvor typisk en landmand selv investerer de cirka 5 mio. kr. i en mølle, fordi han kan bruge de mere lukrative regler for erhvervsbeskatning.

Skatten afgør gevinst
Deloitte & Touche baserer sine beregninger på et helt konkret vindmølleprojekt på Sydsjælland, hvor andelene allerede er solgt.
Det nye i firmaets beregninger er, at det ikke udelukkende ser på møllernes forrentning, men regner folks skat med. Og blandt andet Pinsepakken giver det sidste skub til at forringe investeringen i vindmølleandele.
Afgørende er dog, at energireformen fjerner statstilskuddet på 17 øre pr. kwh. vindenergi - med tilbagevirkende kraft.
Til gengæld er der i en overgangsfase for møller opført til og med i år indført en ekstra tilskud for en del af vindproduktionen.
Men selv når dette ekstra tilskud regnes med, kommer Deloitte & Touche frem med røde tal for de fleste danskere.
Regnestykket afhænger af den enkeltes indtægt og dermed skattetryk.
Kun ved køb af meget få vindmølleandele kan enkeltpersoner typisk skabe sig et beskedent overskud over 20 år. Men så er der ikke taget hensyn til, at en mølle kan få større driftsforstyrrelser eller anden ekstra udgift.
Initiativtagerne bag de 20 meget store vindmøller på Middelgrunden ud for København har set revisionsfirmaets beregninger, og de ved, at tiden er knap.
"Vores projekt afhænger helt af, om vi når at blive godkendt i år, og dermed få del i overgangsordningen," siger projektleder Jens H. Larsen, Københavns Miljø- og Energikontor.
Bliver det først godkendt næste år, så kommer møllerne ikke op at stå, vurderer projektlederen.

Salget i bero
Jysk Vindkraft er landets største udbyder af vindmølleandele. Her er det daglige salg de seneste måneder faldet med 90 procent - fra omkring 4-500 pr. dag til små 40 stk. dagligt.
"I øjeblikket sælger vi næsten kun enkeltmandsejede møller, og det er ærgerligt, fordi laugsmøller kan sikre lokal opbakning til at opstille møllerne," siger direktør Jørgen Poulsen, Jysk Vindkraft, der sammen med Ringkøbing Landbobank havde planlagt en stor reklamekampagne i påsken for salg af vindmølleandele.
Men banken, der gennem 15 år har lånt penge ud til vindmølleprojekter, er stået af kampagnen, fordi den afventer, om politikerne i sidste øjeblik vil forbedre vilkårene for andelsmøller.
Formanden for Danmarks Vindmølleforening, Flemming Tranæs, vurderer, at energireformen bliver et farvel til den årelange tradition herhjemme for folkeligt ejerskab af vindmøller.
Kun på de allermest forblæste steder i landet vil der fortsat være nogenlunde økonomi i andelsmøller, men disse placeringer er ved at være fyldt op.
"Vindkraften vil blive overtaget af de store erhvervsinvestorer og energiselskaber. Ikke mindst når de fremtidige udbygning kommer til at foregå på havet," lyder det lidt ærgerligt fra vindmølle-formanden.
Socialdemokratiets energiordfører, Martin Glerup, fastholdt under forhandlingerne om energireformen, at det folkelige ejerskab af møllerne skulle bevares som en mulighed.
Han er i udlandet i disse dage, og har derfor ikke haft lejlighed til at se og kommentere de nye beregninger fra revisionsfirmaet Deloitte & Touche.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her