Læsetid: 3 min.

Danse macabre

26. marts 1999

'Star wars' på Dansescenen sætter billeder og lyd på Goethes fortælling om en mand, der svigter kærligheden

DANS
Clavigo, som Goethe udgav i 1774, fortæller historien om en mand, der to gange vælger sin egen karriere fremfor den ikke så højt elskede Marie. Den viljedrevne Clavigo, der udgiver et progressivt tidsskrift (!) føler den ømme kvinde som en belastning for hans himmelflugt, og han forlader hende ikke blot én, men to gange. Marie er ikke blot star struck af kærlighed til den uværdige publicist, men svagelig. Hun dør af sorg, som man gør det på teatret - og her begynder den historie, der fortælles i Dansescenens store udspil for fem koreografer og fem instruktører.
I en nattemørk gade overraskes Clavigo af et ligfølge, og konfronteres med konsekvenserne af sit store svigt. Den døde Marie har ligesom Ofelia en bror, der raser over søsterens død, og hos Goethe får broren taget livet af den troløse bejler.
Som Søren Kierkegaard citeres i programmet: "(Marie Beaumarchais') historie er kort; Clavigo forlovede sig med hende, Clavigo forlod hende... Om det for Marie Beaumarchais er en kort historie, er et andet spørgsmål; så meget er vist, den er ikke vidtløftig, thi en vidtløftig historie har dog en målelig længde, en kort historie har derimod stundom den gådefulde egenskab, at den trods al sin korthed er længere end den vidtløftigste."
Dansescenens nu detroniserede leder Claus Lynge og Kanonhallens Irene Møller står for det interessante koncept til Star Wars. Alle har haft præcis tyve minutter til at gestalte den sidste danse macabre imellem Clavigo og Marie, og de første to udspil havde premiere onsdag. Lørdag gives mulighed for at se alle fem versioner af 20 minutter til Clavigo, mens de tre sidste versioner spilles separat i dagene 28. til 30 marts.

Samvittighedskval
Tim Rushton og Kirsten Delholm havde valgt at koncentrere koreografi om Clavigos samvittighedskval i replikken "Det er et trolddomsspil, et natligt syn som skræmmer, som holder et spejl for mig, hvori jeg skal ane enden på mine forrædderier." Clavigo i den sortklædte Trinidad Bermudez' skikkelse bevæger sig bag skærsilden, et flammebånd i hele scenens længde, der skiller synderen fra tilskuerne, mens baggrundens skrånende spejle lader hans billede svæve dystert og ubundent over ham.
Trinidad Bermudez udstiller Clavigos egocentriske narcissisme med en forkrampet flamenco-spejldans, mens dommen lyder fra to sortklædte sangerinders struber. De har fået tildelt vægtig sakral musik, men det er for patetisk at udstyre Clavigos kærlighedsforrædderi med Stabat Maters henvisning til Jesu passion. Men det var et betagende syn at få vendt bunden i vejret på sopranen Bente Vist og mezzoen Agnethe Christensen, der sang deres sidste toner ophængt med hovedet nederst.
Billedet af den sorte og selvspejlende mand, der er fanget i sin ambitions dilemma var også flot, men Tim Rushtons koreografi manglede for en gangs skyld den sidste intensitet, der kunne løfte dansen op i samme plan.

Mand og hans skrivebord
Koreografen Christine Meldahl og instruktøren Vibeke Wrede fortæller Clavigos historie mere tekstnært: Martin Elung viser mandens kamp imellem skrift på papir og det blege offerlam, Marie i Hanne Stubberups skikkelse. Clavigo søger at berolige sin anger med et besværgende "Der er endnu tid", men har også dårlige undskyldninger til den hævnende bror, Thomas Eisenhardt: Marie var syg, han følte medlidenhed og ikke kærlighed til hende. Med Marie kunne han ikke blive noget stort. Intet under at pigen som en snurrende dervish danser ind i døden, mens Clavigo slettes ud af det skrevne ord.
Star Wars er en forestilling på et ambitionsniveau, der gør dets afgående leder ære. Det vil blive interessant at se de tre sidste forestillinger af henholdsvis Bo Madvig/Peter Holmgård, Camilla Stage/Jesper de Neergaard og Kamilla Wargo Brekling/Thomas Hejlesen.

*Star Wars - 20 minutter til Clavigo. Koncept Claus Lynge og Irene Møller. Spilleplan: Rushton/Delholm samt Meldal/Wrede: Dansescenen 26. marts; 27. marts maraton-forestilling med alle fem grupper, Dansescenen og Kanonhallen; 28. til 30. marts Madvig/Holmgård, Stage/de Neergaard, Wargo Brekling/
Hejlesen i Kanonhallen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu