Læsetid: 4 min.

Dansk jazzmodernisme

16. marts 1999

Med Erik Moseholm som hovedfigur tegner en dobbelt-cd væsentlige træk af dansk jazz mellem 1951 og '62

NYE CD'ER
Gennem snart et halvt århundrede har Erik Moseholm haft en central placering i dansk jazz og jazzliv. Senest har han været rektor for Det rytmiske Musikkonservatorium, som under hans ledelse fik udvidet sin elevbasis og sine aktiviteter i stort omfang.
Før det var han i en årrække ansvarlig for den levende jazzmusik på Danmarks Radio, dvs. i første række Radioens Big Band og Radiojazzgruppen. Samtidig var han aktiv i organiseringen af det danske jazzmiljø, hvilket igen var en af forudsætningerne for hans indsats i det første Statens Musikråd, som udarbejdede forslaget til lov om musik.
Men ud over de pædagogiske, administrative og organisatoriske evner, som Moseholm har udfoldet på disse og andre felter, har han også haft en vigtig musikalsk rolle i dansk jazz. Hans væsentlige betydning på dette område ligger nu langt tilbage, før han i 1961 kom til DR, så det kan være let at overse, at han i det foregående tiår var vores førende bassist, som desuden var aktiv i egenskab af ensembleleder og komponist.

Dansk 50'er-jazz
Med udgivelsen af en dobbelt-cd, der dækker årene 1951-62, er det blevet sværere at overse disse sider af Moseholms virke. Og fordi de 43 optagelser, ud over indspilninger i hans eget navn, også omfatter hans medvirken i andres optagelser, tegner sættet et billede af den nyorienterede danske jazz i det vanskelige, men betydningsfulde årti, da den hjemlige musik igen fandt sit fodfæste.
I sidste halvdel af 40'rne var den musikalske storhedstid for dansk jazz under Besættelsen blevet afløst af en musikalsk og beskæftigelsesmæssig krise, som fik generationen fra 30'rne og 40'rne til stort set at træde i baggrunden. Men fra begyndelsen af 50'erne gav nogle yngre musikere dansk jazz en ny eksistensberettigelse ved at introducere samtidige amerikanske impulser fra bopmusikken og cooljazzen.
Blandt dem var Moseholm og to begavede blæsere, barytonsaxofonisten Max Brüel og trompetisten Jørgen Ryg. Karakteristisk nok var alle tre amatører, ikke i musikalsk formåen, men i den betydning at de ikke kunne leve af deres musik og derfor havde eller søgte andre hovedbeskæftigelser: Moseholm folkeskolelærer, Brüel arkitekt, Ryg skuespiller.
Brüels baryton er fremtrædende i nogle af Moseholm-sættets tidlige optagelser, f.eks. "Marionette" og "Loverman" med inspiration fra Lennie Tristano-skolens cooljazz, som understreger, at vi efter Music Mecca's genudgivelser af Ryg (CD 2104) og nu Moseholm trænger til en Brüel-udgave (også gerne på to cd'er).

Mest trioer
Nogle år senere dukker trompetisten Allan Botschinsky op i Moseholm-oktettens Gerry Mulligan-influerede optagelser, f.eks. Moseholms velskrevne "P.T." og "Opus 6023 nr. 12", men den førende solist er her den svenske altsaxofonist Rolf Billberg, ligesom den endnu senere nonet (1961) med Oscar Pettiford-repertoire domineres af Billbergs landsmand, barytonen Lars Gullin.
Det er dog især Moseholms trioer, der præger udvalget, især den første med pianisten Bent Axen, endnu et af tidens førende danske navne, som her afspejler den rytmisk preciøse Ahmad Jamal mere end den harmonisk komplekse Tristano. Også en senere trio med pianisten Finn Savery fremhæver Moseholms for periodens danske jazz uovertrufne basspil.
Via Savery kommer vi også ind i tidlig dansk third stream, en radiokoncert i 1961 med Saverys "Kontraster" og to stykker af Børge Roger Henrichsen. Og fra begyndelsen af 1962 er der århusianske koncertoptagelser, hvor Moseholms trio akkompagnerer den amerikanske tenorsaxofonist Don Byas - derimod er her af kontraktmæssige grunde ingen af optagelserne med en anden amerikansk gæst, altsaxofonisten, basklarinettisten og fløjtenisten Eric Dolphy, som besøgte os i september 1961.
Ved den tid begyndte Moseholm i Danmarks Radio, og hans selvstændige musikeraktivitet aftrappedes. Snart efter blev bas-stafetten overtaget af den helt unge Niels-Henning Ørsted Pedersen, som kom til at fordunkle både forgængere og samtidige. Men da havde Erik Moseholm gennem en halv snes år ydet sit bidrag til efterkrigstidens danske bas- og jazzhistorie.

Dårlig præsentation
Desværre er genudgivelsen af dette vigtige materiale yderst problematisk. Optagelserne præsenteres hulter til bulter, uden musikalsk eller kronologisk kontinuitet, som om afveksling for en hver pris var at foretrække for sammenhæng. Og mens det selvbiografiske og illustrerede af de to indlagte hefter er udmærket oplysende, er det andet, med besætninger, diskografi og oplysninger om de genudgivne optagelser, nærmest en korrektur-katastrofe.
Koncert-optagelserne med Savery og Roger Henrichsen er, ligesom "Billie" med trioen, faldet ud af diskografien; syv henvisninger til andre optagelser på cd'erne er forkerte, og ved trioens "Ballad" er angivet forkert indspilnings-tidspunkt. Desuden staves William Schiöpffes efternavn gennemgående med to p'er, Mogens Breyens bliver et sted til Bryen, og komponisterne til "Loverman" og "There'll Never Be Another You" er helt i skoven. Plus andre småting. Hvad med et korrigeret oplag?

*Erik Moseholm Collection. Music Mecca CD 2106-2 (2 cd'er med to indlagte hefter)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu