Læsetid: 4 min.

Dengang jeg gik i børnehave

6. marts 1999

Jeg blev bundløst forelsket i hende uden at være klar over det

Ung kærlighed
For sådan cirka små 20 år siden gik jeg i Humlemarkens Børnehave - ikke Humlemarkens Institution, som den sikkert ville hedde i dag - men en vaskeægte børnehave, hvor der var en have og en masse børn.
Det var smart at have fodformede Rapsko med sugekopper, så man kunne løbe op ad rutschebanen. Og det var et hit at eje et sæt plastiklæderhandsker, som man kunne proppe på fødderne og lege abe. Ab Ab, som aberne altid sagde. Dengang skreg aberne ikke - de snakkede. Havde et sprog som alle børn kunne tale.
Men inden jeg startede i børnehaven, var jeg hos en dagplejemor, fordi der endnu ikke var plads i børnehaven. Det skete tit, at enten min mor eller far og jeg kørte forbi børnehaven efter lukketid. Og jeg så, at legepladsen var tom for børn og kunne ikke forstå, hvorfor jeg for helvede da ikke bare kunne starte i den børnehave med det samme: Der var jo masser af plads, oceaner af plads!
Og da der endelig vitterlig virkelig blev plads, var det som at træde ind i en ny verden ejet og regeret af børn. Okay, indimellem kunne en af pædagogerne godt råbe op og sætte en på plads, eller hvad de nu ville, men de havde ikke magten - og skal heller aldrig have den. Den havde vi - børnene - i denne vidunderlige verden af glæde, tanker, leg og fuldstændig vild improvisation over det evige tema: Livet.

Sommerfugle i min mave
I børnehaven mødte jeg Lille Gitte, som navnet diskret antyder var en fysisk lille pige med store, hvide fortænder, der delvist gemte hendes underlæbe. Hun var lyshåret og havde en opadstrittende næse. På trods af min fascination ved hendes udseende, var det uden tvivl hendes ord og fantasi, der trickede min lidenskab af. Jeg blev bundløst forelsket i hende uden at være klar over det. Jeg kunne i hvert fald ikke sætte ord på det, hvilket vel i bund og grund er meget sundt, når det nu handler om noget så betydningsfuldt som kærlighed. Den skal ikke ødelægges af misforståede og meningsløse ord. Kærlighed skal bare være.
Ikke desto mindre følte jeg en kilden af sommerfugle i min mave, hver gang vi var fysisk tæt på hinanden uden at sige et ord. Sommerfuglene blafrede fra blomst til blomst og fortalte mig historier, jeg ikke kunne forstå, men accepterede - uden den mindste vaklen eller slinger i valsen - som den skinbarlige virkelighed: Jeg havde levende sommerfugle i maven.
Sammen med Lille Gitte har jeg genopdaget og erobret Amerika ved at krydse Atlanten på en tømmerflåde. Sammen med Lille Gitte er jeg draget til Rusland i Zarens Kurers fodspor for at udrydde fjenden. Og det lykkedes. Sammen med Lille Gitte har jeg nedkæmpet hundredevis af mytterier på vores store Armada.

Og så med en pige
Sammen med Lille Gitte har jeg gjort alt det, jeg drømte om, inden jeg fyldte seks år. Og så med en pige! En pige, ja - men hun var i følge mit hoved slet ikke en rigtig pige (det er en kompliment). Hun tænkte ikke som en kedelig pige, der hellere ville lege far, mor og børn. Hun tænkte som en dreng, som en drengepige, der vidste, hvordan man sagde som et maskingevær og kunne lede et frontalt angreb mod de tyske nazister gemt inde i den grå bunker. Eller hun kunne føre en årelang guerillakrig fra junglen mod de talmæssigt overlegne tyranner.
Hun kunne alt. Også forlade mig.
Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor hun sagde, at der var noget hun skulle fortælle mig. Hun udlagde det ikke som et drama - for det var det ikke - det var bare noget hun skulle fortælle mig. En oplysning, intet andet.
Vi gik ud på toilettet og fandt hver vores mini-wc, som vi derefter benyttede til det tiltænkte formål. Det var hurtigt overstået, og vi mødtes igen ved vasken og vaskede vores hænder. Dørene ind til wc'erne stod åbne, og jeg kiggede ind i hendes bås og så, at der lå et par dråber urin på det hvide sæde. Jeg ved ikke hvorfor, det gjorde er stort indtryk på mig, men det gik op for mig, at der altid var urin på sæderne her i børnehaven. Alle gik simpelthen - uden overlæg - og dryppede. Ganske naturligt, vi var lige ved at lære at blive nogenlunde hygiejniske, renlige - og det i takt med, at man som barn i den alder samtidig er ved at miste sin menneskelige, medfødte uskyld. Livet kan revne. Solen kan eksplodere. Og der kan vokse en mælkebøtte op igennem asfalten. Livet eksisterer, så længe du trækker vejret. Suk og smil.
Da vi var på vej ud af døren, spurgte jeg hende, hvad det var hun ville fortælle. Nå ja, hun skulle flytte sammen med sin mor til en anden by, og det betød altså, at hun var nødt til at skifte børnehave.
Så var den fis slået. Ingen gråd eller sorg. En enkel konstatering, som ikke skulle ødelægge de sidste to uger, vi havde sammen. I børnehaven.
Og så gik vi ud og erobrede Amerika.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her