Læsetid: 3 min.

Det eksistentielle og det originale

1. marts 1999

Peter Stein Larsens bog om de modernistiske outsidere ligner en afhandling, men er reelt en essaysamling

NY BOG
I de senere år har Peter Stein Larsen skrevet en lang række artikler om moderne dansk lyrik. Sammen med enkelte nyskrevne afsnit er de i bogen Modernistiske outsidere samlet til noget, der skal virke som et struktureret hele. Det er ærgerligt at måtte konstatere, at resultatet viser sig at være hverken fugl eller fisk, og at bogen ikke fungerer som en helhed.
Det projekt, Larsen angiveligt forfølger i bogen, er en ny forståelse af den modernistiske poesis tradition, hvor visse marginaliserede digtere skal bringes til ære og værdighed igen. Det er i sig selv sympatisk og velment, og det havde fortjent en stram og konsekvent gennemføring; men i denne bog bliver det et udvendigt påskud til at optrykke artikler, der kun med det yderste af neglene holder fast i det angivne tema.
De modernistiske outsidere er folk som Stagnelius, Oehlenschläger, Bønnelycke og Broby-Johansen. Det er en lidt sær konstruktion: de to første er romantikere, og det forhindrer ikke, som Larsen ser det, at de også er modernister. Det er selvfølgelig en glimrende pointe og helt i tråd med den nyere tendens i romantikforskningen, som blandt andet fokuserer på forbindelser og ligheder mellem romantik og modernismen. De to næste er ærkemodernister, danske repræsentanter for det 20. århundredes avantgarde, og som sådan eksemplariske digtere; Larsen mener nu, at de er outsidere, fordi den nyere kritik ikke har anset dem for værd at læse i dag.
Når de nu skal genindsættes som digtere i egen ret er Larsen som litteraturvidenskabsmand interesseret i kvalitet alene - en problematisk position at indtage, for det knytter 'videnskaben' meget tæt til den person, der udøver den. Hans revurdering og læsning bunder i, hvad han synes er god digtning - og god digtning er, kan man læse sig frem til, noget der er "eksistentielt motiveret og stilistisk unikt." En overvejelse over de historiske forhold afvises. Hvis en digter kan skrive noget, der er eksistentielt og originalt, er han med i den modernistiske kanon fra 1800 og frem; hvis traditionen har anset ham for at være mindre god, er det udtryk for en uret.
Denne præmis - at det eksistentielle og det originale er altafgørende kriterier for poetisk kvalitet - forbliver fuld-stændig ureflekteret. Sådan er det bare. Og så består store dele af Modernistiske outsidere simpelthen i at præsentere den ene digter efter den anden. Læsningerne er voldsomt ujævne: enkelte digtere læses over længere stræk med stor analytisk omhu, mens andre, som de helt unge David Læby og Katrine Marie Guldager, eksekveres på en eller to sider. Der er kun et minimum af dialog kapitlerne mellem, og kun til sidst antydninger af syntesebyggeri.

Gentagelser
Mange af problemerne skyldes, så vidt jeg kan se, at sammenskrivningen fra artikler til bogform er foregået alt, alt for lemfældigt. Kapitlernes gentagelser er i sig selv et tegn på miseren. Utallige er de gange vi får at vide, hvilken stilling Baudelaire indtager overfor modernismen. Utallige er referencerne til Hugo Friedrichs begreb om 'tom transcendens'. Bogen burde melde ud, at den er en essaysamling af selvstændige tekster, i stedet for at forklæde sig som det, den ikke er - nemlig en afhandling.
Larsen er desuden glad for at trække på pointer fra den nyere litteraturteori ved simpelthen at nævne en række efternavne, og dermed skaffe sig legitimitet til et argument. Så kan læseren ellers gætte på, hvem der menes, for flere af navnene figurerer slet ikke på litteraturlisten. Omgangen med begreber som 'dekonstruktion', 'polyfoni' og ikke mindst det i dansk sammenhæng stadig mere ulyksalige 'postmodernisme' er overfladisk og unødvendig, forvirrende snarere end afklarende. Modernistiske outsidere trænger til en omgang med tættekammen for at få udryddet alt det, der ikke er essentielt for at gennemføre argumentationen, alle de hurtige skud fra hoften, alle de gange, hvor navne og begreber og problemer kun nævnes for at blive nævnt.

*Peter Stein Larsen: Modernistiske outsidere. Underbelyste hjørner af dansk lyriktradition fra 1800 til i dag. 192 s. 225 kr. Odense Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her