Læsetid: 5 min.

Endelig noget positivt

6. marts 1999

Det er vel egentlig nærmest optimalt, når en tv-udsendelse af et rimeligt niveau sætter én på sporet af detaljer i ens egen virkelighed

TV
Jeg blev mindet om sprogets mangfoldighed, da jeg i flere af onsdagens aviser løb ind i overskriften "DR 2 ned på jorden". Min spontane reaktion var, at nok er DR 2 af og til et slags åndehul i den almindelige suppe af quizer, amerikanske serier og, snart værre, danske ditto. Men så højtravende, at man ligefrem skal ønske den "ned på jorden", har jeg nu aldrig fundet DR 2.
Jeg blev tirsdag aften, i øvrigt af den samme forkætrede kanal, mindet om en oplevelse, som jeg i et stykke tid har følt, at jeg måtte se at komme af med. Især da den drejer sig om noget positivt, og det bliver vi jo ikke belemret med for meget af i det daglige.
Først påmindelsen. DR 2 viser et program, som de kalder Videnom. Det er ikke just videnskabeligt, men det skal man heller ikke ønske sig af et tv-program, heller ikke på DR 2. Programmet stikker på vore vegne næsen indenfor i forskellige hel- eller halvvidenskabelige laboratorier, hvor man arbejder med interessante sager. Som f. eks. bemeldte aften, hvor Videnom aflagde (eller havde aflagt) besøg på smertelaboratoriet på Aalborg Universitet, hvor man de sidste fem år har eksperimenteret sig frem til at kunne affotografere begrebet 'smerte'. Interessant nok. Men også interessant, at et af motiverne for denne forskning er at give patienter med piskesmældssmerter, eller smerter i ryggen efter arbejdsskader, beviser for deres lidelser, så de kan opnå hjælp, hvis en sådan kan ydes, og erstatning. For de hjælp- og erstatningsydende autoriteter tror ikke på noget, de ikke kan se. Men nu vil de altså kunne se smerte, få syn for sagn, om jeg så må sige. Bravo!

På sporet af ens eget
Hvad denne udsendelse så mindede mig om? Ja, for det første vil jeg lige indskyde, at jeg synes, det er fint og vel egentlig nærmest optimalt, når en tv-udsendelse af et rimeligt niveau sætter én på sporet af detaljer i ens egen virkelighed. Og det, jeg blev bragt på sporet af var, at jeg for nogle måneder siden havde en oplevelse, som enkelte læsere af denne den mindst ringe avis kan have haft lidt del i. Jeg fortalte, at jeg var blevet indlagt akut på et hospital i Santiago, Chile, og at jeg der fik en formidabel god behandling. Min akutte lidelse medførte imidlertid, at lægerne måtte foretage en såkaldt 'gastroskopi' på mig, hvilket i almindelig tale vil sige, at de skulle ned i maven på mig med et kamera. Det havde jeg prøvet før, for ti år siden på Svendborg sygehus, hvor man forinden fortalte mig, at det ikke var noget at tale om, for det var bare et ganske lille kamera for enden af en spinkel slange, og der var (eller er) jo åben adgang til maven gennem mund og spiserør.
Ikke noget at snakke om. Jeg skal sige, at der var heller ikke mange muligheder for at snakke, mens det foregik. Det lille kamera, de snakkede om, føltes som en OB-vogn med anhænger og vinterdæk, og da jeg i forvejen er enormt følsom i hals og svælg, vred jeg mig som slange i saksen. Skrige kunne der ikke blive tale om, der var simpelthen ikke plads til at få en lyd op. I det kvarter, det varede, tænkte jeg, mens øjnene var ved at springe ud af hovedet på mig, ikke på andet end de ulykkelige spanske systemkritikere, der under Franco blev henrettet ved 'garottering', hvilket var det samme som langsom kvælning ved hjælp af et jernbånd om halsen.

Glemte alt
Så jeg var godt advaret, da de chilenske læger annoncerede deres beslutning om at dykke ned i mit indre. De må have kunnet læse skrækken i mit ansigt, mens jeg fortalte dem om min tidligere oplevelse desangående og sluttede af med at spørge, om de dog ikke kunne bedøve mig? Det kunne de ikke, for man kan ikke bedøve, når man skal sende slanger ned gennem halsen. Men de kunne gøre noget andet. Og så forklarede de mig, at de havde et nyt stof, der virkede på en helt utrolig facon. Der var ikke tale om nogen egentlig bedøvelse, for jeg ville ikke blive bevidstløs. Men stoffet, som ville blive sendt ind i mig gennem en af de mange slanger, der i forvejen var stukket ind i mig, ville bevirke, at jeg kontinuerligt ville glemme, hvad jeg for brøkdele af sekunder siden havde oplevet. Stoffet ville altså så at sige lamme min super-korttidshukommelse, så længe de gav mig det.
Først blev jeg sprayet i halsen med et eller andet stof, der virker bedøvende på overfladen, altså af huden og slimhinderne. Det havde de også gjort i Svendborg, så det var der ikke noget beroligende ved. Men så stak de en kanyle ned i ventilen til en af mine slanger, og så glemte jeg alt.
Da de holdt op med at give mig stoffet, spurgte jeg min kone, som var gået med ind i undersøgelsesrummet, hvor jeg var og hvad der foregik? Hun fortalte mig, at jeg havde overstået en gastroskopi. Hun fortalte mig senere, at jeg havde opført mig, som om jeg ikke var bedøvet, og at hun havde lidt meget med mig. I virkeligheden led hun på mine vegne, for jeg havde trods min sprællen intet oplevet, fordi jeg kontinuerligt glemte, hvad der netop var sket.
To dage efter skulle jeg igennem den samme undersøgelse en gang til. Men nu var jeg ikke spor nervøs.

Ukendt i Danmark
Jeg har spurgt den danske sundhedsstyrelses lægemiddelkontrol, om de kender stoffet Dormonid, som i Tyskland kaldes Dormicum. Det gør de ikke. Jeg har talt med flere danske specialister på området, men ingen af dem havde hørt om denne metode. Navnet på stoffet kan virke misvisende, fordi det associerer til et sovemiddel eller et beroligende middel. Men det har netop ikke nogen bedøvende eller beroligende virkning, for man reagerer netop, som om man ikke er bevidstløs. Det kan altså ikke anvendes ved operationer, hvor det er vigtigt, at patienten ligger stille, mens der skæres i hende eller ham. Men ved gastroskopi, bronkoskopi eller rektoskopi må det være et vidundermiddel til lempelse af patientens enorme ubehag.
Hvad med at få det på listen over importerede lægemidler?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her