Læsetid: 3 min.

Endnu en ung tamil på vej til Colombo

13. marts 1999

Taget af politiet, da hun ville hente lommepenge på asylcenter

Kun en uge efter at politiet sendte den 17-årige tamil Vijitha Selliah til Sri Lanka, hvor hun straks ved ankomsten blev sigtet efter landets anti-terror-lovgivning, men løsladt mod kaution, er endnu en ung tamilsk kvinde denne weekend på vej mod Colombo under dansk politiledsagelse.
Den 18-årige Tharsini Thatsanamoorthy blev torsdag eftermiddag frihedsberøvet af to kriminalassistenter, da hun mødte op på asylcentret i Them i Midtjylland for at hente sine lommepenge.
Kriminalinspektør Jørgen Tagge, Den centrale Politiafdeling (DCP) under Rigspolitiets afdeling E, oplyser til Information, at Tharsini Thatsanamoorthy vil blive tvangsmæssigt udsendt af Danmark "en af de nærmeste dage".
Hendes mand, den 24-årige Sivaranjan Sivagnanalingam fra Horsens, har af politiet fået oplyst, at udsendelsen vil ske allerede lørdag.
Ægteparret, der blev viet i et hindutempel i Herning i september sidste år, men som ikke er gift efter dansk lov, mødte torsdag kort før klokken 16 op for at hente Tharsini Thatsanamoorthys lommepenge, som udbetales hver anden torsdag på asylcentret i Them.

Til Danmark som 17-årig
Sivaranjan Sivagnanalingam ventede i bilen, mens hans kone var inde for at hente pengene. Men i stedet for penge kom hun ud med to kriminalassistenter, som forklarede, at hun var frihedsberøvet for at blive sendt til Sri Lanka. Tharsini Thatsanamoorthy kom til Danmark for knap to år siden som 17-årig, og var altså ligesom Vijitha Selliah mindreårig ved indrejsen.
Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet og Indenrigsministeriet vurderede efter tur, at der ikke var grundlag for en opholdstilladelse i Danmark, og nu falder så udsendelsen til Sri Lanka.
Sivaranjan Sivagnanalingam, der fik dansk opholdstilladelse i 1992, håber, at nogle af hans venner i Colombo kan få kontakt med hans kone, når hun ankommer til Sri Lankas hovedstad - formentlig på søndag. Begge hendes forældre er i live, men bor på Jaffna-halvøen på den nordlige del af øen.
Sivaranjan Sivagnanalingam fik torsdag aften lov til at føre en tre-fire minutter lang telefonsamtale med sin kone, mens hun sad i arresten i Silkeborg. Da han ringede anden gang for at spørge sin kone, hvor hendes astmamedicin var, kunne han ikke komme til at tale med hende.
Fredag fik han lov at tale kort med hende på politistationen i Silkeborg, hvor han bragte hende en taske med noget tøj - med uden astmamedicinen.
Sivaranjan Sivagnanalingam er bange for, at hans kone kommer til at tilbringe sin 19 års fødselsdag på tirsdag i fængsel. Han frygter, at han bliver nødt til at betale en meget høj kaution for at få hende løsladt.

Vielse i Bangkok
En bekendt af Vijitha Selliahs familie har til Information oplyst, at der i hendes sag i mandags skulle stilles en kaution svarende til 1.500 kroner for at få hende ud af fængslet.
"Hvis min kone ikke skal i fængsel, håber jeg, at vi kan mødes i Bangkok og gifte os, så vi kan få en vielsesattest, som de danske myndigheder anerkender. Hvis først vi er gift dernede, kan hun få et visum til Danmark efter seks uger," siger Sivaranjan Sivagnanalingam til Information.
Torsdag morgen blev også en 40-årig tamilsk mand frihedsberøvet i Århus. Jørgen Tagge fra DCP oplyste fredag, at manden er udsendt til Tyskland, hvor han har søgt asyl tidligere. Ifølge venner af den 40-åriges familie er han lovformeligt gift med en kvinde med dansk opholdstilladelse. Men efter de nye regler om familiesammenføring - fra stramningen af udlændingeloven i sommeren 1998 - skal ansøgningen indgives uden for Danmark. En asylansøger, der gifter sig i Danmark, kan altså ikke få lov at blive her i landet efter familiesammenføringsreglerne.
Svend Wæver, leder af Udenrigsministeriets Flygtningesekretariat, oplyser i øvrigt, at ministeriet gennem den honorære danske konsul i Colombo vil søge at holde sig orienteret om, hvad der sker i retssagen mod den 17-årige Vijitha Selliah, der blev sendt til Colombo for en uge siden. Hun skal møde i retten 20. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu