Læsetid: 2 min.

EU-nøl med at hjælpe Sydafrika

15. marts 1999

Sydeuropæiske lande bliver ved med at spænde ben for vigtig frihandelsaftale mellem EU og Sydafrika for at beskytte egen landbrugsproduktion

Det bliver ikke på sin rundtur til de nordiske lande, at Nelson Mandela får en længe ventet, god nyhed: at EU har indgået en frihandelsaftale med Sydafrika.
Fem sydeuropæiske lande har i flere år blokeret for en handelsaftale, der kunne være med til at give økonomien i Sydafrika et hårdt tiltrængt pust i sejlene.
Ifølge Informations kilder kan en aftale falde på plads, når der er EU-topmøde i Berlin 24. - 25. marts. Men det er ret usikkert.
For tre år og otte måneder siden indledte EU forhandlingerne med Sydafrika om en handelsaftale, som skal leve op til Verdenshandelsorganisationen, WTO's krav. Det vil sige, at 90 procent af samhandlen inden for en angiven periode skal være fri for told og kvoter.
Efter et langt og kompliceret forhandlingsforløb blev EU's ansvarlige for Afrika, Joao de Deus Pinheiro, og Sydafrikas handelsminister, Alec Erwin, enige om en aftale i Davos i Schweiz i januar.
Den gik ud på, at EU's marked over en ti-årig periode skulle åbnes for 95 procent af Sydafrikas eksport, mens Sydafrikas handelsbarrierer skulle fjernes for 86 procent af EU's eksport i løbet af 12 år.

Bange for konkurrence
Den sydafrikanske regering har accepteret aftalen, men Frankrig, Portugal, Spanien, Italien og Grækenland vil indtil videre ikke acceptere den. De er bange for at få for skarp konkurrence på deres landbrugsprodukter.
Sydafrikanerne vil gerne have mulighed for i højere grad at eksportere frugt og grøntsager til EU, men blandt andre de græske producenter af ferskner går meget imod konkurrence fra Sydafrika.
I dag møder sydafrikanerne stærk konkurrence fra EU's landmænd, der både får produktions- og eksportstøtte.
En rapport fra Sydafrika viser, at alene i byen Paarl i Western Cape-provinsen blev i fjor 920 fuldtidsstillinger tabt som følge af, at EU udkonkurrerede frugtkonserves-producenten Langeberg Foods.

Portvin og sherry
En anden af forhindringerne i forhandlingerne om en frihandelsaftale bliver kaldet 'portvin-sherry-problemet'.
Det går ud på, at Portugal og Spanien ikke vil acceptere, at sydafrikanerne bruger disse betegnelser for nogle af sine vin-produkter.
Sydafrika er ellers nettoimportør af portvin og sherry og dermed på ingen måde en truende konkurrent for Spanien og Portugal. Men for de to europæiske lande såvel som Sydafrika drejer det sig om principper.
Hvis EU accepterer anvendelsen af betegnelsen portvin og sherry, vil Californien måske komme og kalde sine mousserende vine for champagne og eventuelt forfølge sagen i WTO.
For Sydafrikas vedkommende handler det om, at landet gerne vil være talsmand for u-landene under de kommende WTO-forhandlinger, og u-landene er generelt meget skeptiske over for oprindelsesregler.
I Davos blev man enige om at udskyde dette spørgsmål seks til otte år, så det ikke skulle blokere for en handelsaftale. EU's netop aftalte landbrugsreform medfører ikke en sænkning af mindstepriserne på frugt og vin og er dermed ingen håndsrækning til Sydafrika og andre afrikanske lande.

Side 2: Nyhedsanalyse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu