Læsetid: 2 min.

EU-pres kan sikre Kløver-mejeri

16. marts 1999

Fusionen mellem MD Foods og Kløver Mælk kan 'frivilligt' blive tvunget til at afhænde mejerier for at sikre konkurrence

Regeringen vil ikke true med EU, så længe mejerierne frivilligt forhandler med Konkurrencestyrelsen.
Det siger erhvervsminister Pia Gjellerup (S) om regeringens mulighed for at indbringe fusionen mellem MD Foods og Kløver Mælk for EUs fusionskontrol.
Om EU skal se på sagen er alene op til regeringen, men alene muligheden fik i går MD Foods og Kløver Mælk til frivilligt at mødes med Konkurrencestyrelsen.
De aftalte at bruge de næste to til tre uger på at analysere, hvordan det fusionerede selskab, der vil komme til at sidde på 90 procent af al dansk mælk, undgår at kvæle de sidste, små mejerier herhjemme, og sikrer forbrugerne fortsat konkurrence på mælkemarkedet.
Forhandlingerne har skabt forhåbninger hos de lidt over 100 medarbejdere på Kløver Mælks mejeri i Fredericia.
De ønsker at købe mejeriet for at undgå at komme med i fusionsselskabet.
"Vi håber, at politikerne kan presse mejerifusionen til en løsning, hvor mejeriselskabet bliver tvunget til at afhænde nogle af deres mejerier," siger fællestillidsmand Rene Korsgaard.

En lille chance
De er i fuld sving med at skaffe pengestærke investorer og forhøre sig om interessen hos landmændene.
"Mere end 40 andelshavere har henvendt sig og sagt, at de er interesserede i at levere til os, og får vi muligheden, så er jeg sikker på, at vi kan skabe en rentabel virksomhed," siger René Korsgaard.
Kløver Mælks bestyrelse har meddelt, at mejeriet i Fredericia ikke er til salg, da det vil indgå i fusionen.
Men i forhandlingerne med Konkurrencestyrelsen vil frasalg af et eller flere af de fusionsselskabets mejerier indgå som en af måderne, konkurrencen på mælk kan sikres, erfarer Information.
Erhvervsminister Pia Gjellerup vil ikke vil blande sig i forhandlingerne, og hun understreger, at hun absolut ikke vil love medarbejderne ved mejeriet Fredericia noget.
"Selv hvis EU behandlede fusionen er det slet ikke sikkert, at kommissionen ville kræve en opsplitning af mejeriselskaber," siger Erhvervsministeren.

Plads på hylderne
Udover muligheden for frasalg af enkeltemejerier, så ser Konkurrencestyrelsen og mejerierne på, om landmændene bindingsperiode til deres mejeri bør sættes ned, så den enkelte andelshaver hurtigere kan skifte mejeri.
Et andet element er, om andelshaverene skal have mulighed for at sælge en del af deres mælkeproduktion til konkurrenter. Den mulighed for såkaldt splitsalg har EU givet de svineproducenter, der leverer til det fusionerede Vestjyske Slagterier og Danish Crown.
Netop for at sikre leverancer til konkurrenter.
Endelig vil Konkurrencestyrelsen vurdere, om mejeriernes aftaler med store supermarkedskæder hindrer konkurrenter i at komme ind på hylderne.
"Netop et krav om at de store detailkæder skal købe fra flere leverandører, er vigtigt, hvis de små mejerier skal sikres reel plads på markedet," siger lektor ved Syddansk Universitet, Villy Søgaard, der har fulgt mejerisektoren gennem flere år.
Han tror mindre på, at frasalg af mejerianlæg fra fusionsselskabet er en holdbar løsning.
"Selvom man udskilte et enkelt eller to mejerier, ville det fortsat blive meget sårbart over for det fusionerede selskab, og der ville ikke blive nogen reel konkurrence," mener Villy Søgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu