Læsetid: 8 min.

Europas nye forpost mod Øst

5. marts 1999

Narva i Estlands nordøstlige hjørne har været civilisationernes kampplads, lige siden Valdemar Sejr lagde sin borg her i 1240 - nu er Narva-floden igen den store skillelinje mellem øst og vest, og byens russiske befolkning er delt

PÅ GRÆNSEN

NARVA - Supermarkederne hedder Gastronom, hovedstrøget er Pusjkin-gaden, og boligkvartererne er de kendte sovjetiske totalentrepriser med ens grå blokke af smuldrende beton.
Overalt hører man kun russisk tale, allevegne ses kun russisk tv - og var det ikke for den offentlige skiltning, der er på estisk, og de store valgplakater med lyshårede, blåøjede politikere med sjove finsk-klingende navne er Narva, grænsebyen i Estlands nordøstlige hjørne, lige så russisk som Krasnojarsk eller Nisjnij Novgorod.
Ikke desto mindre vil Narvas 78.000 indbyggere - hvoraf de 96 pct. er russere - om et par år, om alt går vel, vågne op som borgere i Den Europæiske Union. Deres 12.000 landsmænd på den anden side af floden i tvillingbyen Ivangorod - ofte nære slægtninge eller venner - vil derimod formentlig fortsat befinde sig i en stormagt under opløsning.

Imperiers kampplads
En ny skillelinje mellem civilisationer er ved at blive skabt her ved Narva-flodens bred. Så langt fra for første gang i byens historie. Faktisk har imperier stået over for hinanden på dette sted, lige siden danske Valdemar Sejr grundlagde byen i 1240 og byggede en kæmpemæssig fæstning for at beskytte det nye knopskud på det danske imperium mod russerne på den anden side.
Et århundrede senere solgte Danmark sin koloni i det nordlige Estland til en tysk ridderorden, siden kom svenskerne til, og først i 1721 kommer byen under Peter den Stores russiske imperium.
Narva oplever en periode i mellemkrigstiden - fra 1920 til 1940 - med estisk selvstændighed, før byen bliver besat af fremmede magter under Anden Verdenskrig, først af Sovjetunionen, siden nazisterne, så sovjet-russerne igen. Byen var en arkitektonisk perle, indtil det afsluttende opgør i 1944, der lagde alt i ruiner.
Men ruinerne af Valdemar Sejrs borg, Hermansfæstningen, står endnu over byens stejle skrænt ned mod Narva-floden - i dramatisk kontrast til den borg, Ivan den Grusomme lod opføre i byen på den russiske bred, der bærer hans navn: Ivangorod.

Den delte by
En periode under Sovjet-tiden hang Narva uløseligt sammen med den russiske tvillingby - alle institutioner var delt. Men med Estlands uafhængighed i 1991 blev Narva igen grænseby, hvilket sætter sit præg.
Hvad der før var en udramatisk og smuk søndags-spadseretur hen over broen for at besøge slægtninge og venner på den anden side, er i dag en udlandsrejse med krav om visa, lange køer ved grænsekontrollen og et efterfølgende spidsrodsløb mellem bevæbnede grænsevagter og pigtrådshegn.
Indtil for nylig har visse institutioner været delt mellem de to byer, men nu har de estiske myndigheder strammet kursen. 1. januar blev vandforsyningen fra Narva til Ivangorod afbrudt, fordi den afmægtige russiske stat ikke kunne betale de nye dyrere tariffer. Samtidig blev Ivangorod koblet af Narvas spildevandsanlæg, så tvillingbyens urensede spildevand nu drøner direkte ud i Narva-floden.
Den før så livlige og ukomplicerede handel mellem to bydele blev begrænset kraftigt, da Rusland indførte dobbelte toldsatser over for Estland i protest mod Tallinns behandling af det russiske mindretal. Ekstratolden gælder endnu, selv om kriminelle elementer forlængst har forstået at omgå den og har gjort Narva til fordelingscentral for smuglergods fra og til begge lande. Hvilket igen har medført en markant stigning i kriminaliteten i byen.
Udviklingen har ramt byernes indbyggere hårdt. I 1993 lod Foreningen af Russiske Borgere i Estland afholde en folkeafstemning, der med stort flertal udråbte Narva-området som et "nationalt og kulturelt autonomt område inden for Republikken Estland." Afstemningen blev ignoreret af den estiske stat og har aldrig fået praktiske konsekvenser.
Nu er Rusland så forarmet, at der blandt Ivangorods russiske borgere er startet en underskriftsindsamling med anmodning om, at byen tilsluttes Narva og dermed Estland. Tilsyneladende mest ment som en provokation over for myndighederne i Moskva, der har negligeret byens behov i årevis.
Denne udvikling kommer meget tilpas for Anatoli Paal, den absolutte førstemand blandt Narvas kun 4.000 estere, formand for byrådet og direktør for den ene af Narvas to energi-giganter, Baltic Power Plant.
"De største patrioter over for den estiske stat lever nu i Narva. Alle russerne her har slægtninge i Ivangorod, de kommer der ofte og kan sammenligne, hvilken stat der sørger bedst for sine borgere. Her tjener folk måske ikke meget, men fire-fem gange så meget som på den anden side, og lønnen kommer til tiden."

Bedre forhold
Forholdet mellem russere og estere i Narva er blevet bedre i de seneste år, mener Paal: "Især blandt de unge. De fleste russere over 50 forstår stadig ikke, at de bor i Estland."
På trods af al snak om integration og krav om estiske sprogkundskaber, er det kun en mindre del af den russiske befolkning i Narva, der taler estisk. Det er bl.a. baggrunden for, at det estiske parlament for nylig vedtog to lovændringer: En stramning af sprogloven, så alle offentligt ansatte og alle ansatte i liberale erhverv, altså også butiksassistenter, skal bestå prøve i estisk sprog og kultur, hvis de ikke vil miste jobbet. Og en stramning af valgloven, der indebærer, at valgte russiske repræsentanter i parlament, amtsråd og byråd kan blive smidt ud, hvis de ikke består en estisk sprogprøve.
Anatoli Paal mener, at lovændringerne, der kan få dramatiske konsekvenser i russisk-talende byer som Narva, er nødvendige.
"Tag Narvas byråd, f.eks. Af de 31 medlemmer er 17 estere. Ud af de sidste 14 er kun tre i stand til at tale og forstå estisk. Hvordan skal man kunne arbejde med en administration, hvor alle dokumenter er på estisk, hvis man ikke kan sproget? Hvordan skal man kunne forsvare sine vælgeres interesser? Mennesket er af naturen dovent. Det gælder du og jeg, og det gælder også Estlands russere. Vi gør ikke mere, end vi bliver tvunget til. Så vi er nødt til at tvinge Estlands russere til at lære sproget."

'Forrædderen'
En af de nøglepersoner, Estlands myndigheder har udset til at bistå i denne proces, er Nina Sepp. Et vulkanudbrud af en kvinde, der ifølge eget udsagn er "født i Tyskland, er halvt polak og kvart russer", nedstammende fra en adelsfamilie, der tog flugten, da de røde stormede Vinterpaladset i 1917. Hun er estisk gift og blev for få år siden "betragtet som en forrædder af russerne i Estland".
Selv føler hun sig så russisk som den Pusjkin og den Dostojevskij, hun citerer i et væk. For syv år siden blev hun af den nye estiske stat sat i spidsen for omskolingen af de russisk-talende lærere - især, selvfølgelig, med henblik på at lære dem estisk sprog og kultur. Skolen blev lagt i Narva.
Nina Sepp er ikke vildt imponeret over resultaterne:
"De lærerstuderende her har meget stor motivation - om ikke andet så fordi, de ved, at de mister deres jobs, hvis de ikke er motiverede. Men jeg må sige det ærligt: De fleste magter det ikke. De består, men så heller ikke mere".
Nina Sepp angiver flere årsager, bl.a. er estisk et meget kompliceret sprog med 14 kasus.
"Men den vigtigste grund er selvfølgelig: Hvor skal de få talepraksis fra? Her i Narva og det nordøstlige Estland taler alle jo russisk. Går du ind i en butik og forsøger at tale estisk blot for at øve sproget, bliver du til grin. Så typisk kan de grammatikken, men det talte sprog er ikke godt nok."
Seminaret forsøger med udveksling af lærerne med seminarer i andre udpræget estisk-talende dele af Estland, og det hjælper noget. Alligevel mener Nina Sepp ikke, at regeringens plan om at indføre estisk som eneste undervisningssprog i gymnasiet og i de fleste fag i folkeskolen pr. 2007 er realistisk.
"Jeg tvivler. Der bliver for få og for dårligt kvalificerede lærere. Vi må i mange tilfælde fortsætte med omskolede bogholdere og ingeniører. I det lange løb vil de fleste fag naturligvis skulle undervises på estisk. Vi bor i Estland, og det er naturligt, at et så lille sprogområde må værne om sit sprog. Men jeg håber, at myndighederne forstår, de må skride langsomt fremad."
Og nu læner Nina Sepp sig ind over bordet for at give ordene særlig eftertryk:
"Integration er en gensidig ting. Der bør være respekt, også for den russiske kultur. Dostojevskij sagde: 'Hvis en russer taber sine nationale rødder, bliver han til et vildt dyr'. Russerne i Estland skal ikke midt i al integrationen glemme den storslåede kultur, de har med sig."
"Jeg mener...", og nu nærmest hvisker Nina Sepp: "...hvor er den estiske Pusjkin? Vi har fostret Mussorgskij, Rimskij-Korsakov og Tjajkovski - kan du nævne blot én estisk komponist?"

Taberne
Fra Nina Sepps charmerende bombardement af livsoverskud til Foreningen af Russiske Borgere i Estlands ydmyge og svedlugtende lokaler i en betonblok fra Sovjettiden, så upassende navngivet Pusjkin-huset.
Her holder repræsentanterne for 'taberne' og de utilpassede til. De mange tusinder, der har mistet deres job i takt med, at Narvas industrigiganter, tekstilfabrikken Kreenholm, rumfarts- og metalindustrien Balti ES og ikke mindst kraftværkerne har måttet reducere produktionen markant og har decimeret arbejdsstyrken. Med en arbejdsløshed på 14 pct. - og nogle skøn ligger endnu højere - er Narva Estlands arbejdsløsheds-ø nummer ét.
For mange af dem, der kommer hos Foreningen af Russiske Borgere, er det tabet af Sovjetunionen, der begrædes.
"Narva i 1999 er på samme niveau som i 1939 før Sovjet-tiden. Sovjetunionen efterlod en mængde velfungerende industrier, og Estland behøvede ikke at have økonomiske problemer, hvis man ikke havde valgt at vende ryggen til Rusland", mener Sergej Kalinkin, en mand sidst i 40'erne, der nu arbejder som forsikringsmand i godstransporten.
Kalinkin har beholdt sit russiske statsborgerskab - og har ingen planer om at blive estisk statsborger eller lære sig estisk.
"Hvorfor skulle jeg det - det er der ingen brug for her i Narva. Jeg har ingen stemmeret - og hvad så. De russiske medlemmer af parlamentet bliver alligevel smidt ud nu."
Men hvad med Kalinkins børn? Bliver de estere?
"Ja, de lærer det jo i skolen. En dag havde jeg en konflikt med min store datter. Jeg så, at hun havde en bog af en estisk forfatter liggende på bordet. Jeg sagde til hende: 'Jeg har intet imod estisk litteratur, men her i hjemmet læser man Tolstoj!' Vi har også diskuteret statsborgerskab. Men så længe hun bor hjemme, er hun russisk statsborger. Derefter må hun blive statsborger i Guinea-Bissau, hvis hun vil!"
En morgen om ikke så længe vågner Sergej Kalinkin op og bor i EU.
Og måske bliver grænsen nede ved broen også NATO-grænse. Hvad synes han om det?
"Negativt, negativt," mumler Kalinkin og tier, som om han ikke har tænkt tanken før. Så siger han:
"For øjeblikket leger de estiske politikere som musen med katten, fordi vores præsident, Jeltsin, er svag. Men efter næste valg i Rusland ved ingen, hvad der sker. Jeg er ikke sikker på, at en ny russisk præsident vil finde sig i NATO her. Hvad jeg ved er, at historien burde have lært esterne, at intet varer evigt. Estland har været dansk, svensk, tysk og russisk. Ingen kender morgendagen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu