Læsetid: 6 min.

Fanden på væggen

12. marts 1999

Fjenden er ikke, hvad han har været, når man kigger tilbage på filmverdenens fjendebilleder i de sidste 50 år

NATO OG FILMEN
Skumle kommunister, blodtørstige aliens, lede nazister, barbariske japanere, fanatiske terrorister - kært barn antager mange former og har forskellige ansigter, når det kommer til de fjendebilleder, den vestlige, og især amerikanske, filmindustri serverer for et grådigt biografpublikum, der altid har haft brug for nogen at være vrede på og bange for, så de bagefter kan forlade biografens mørke og føle sig i sikkerhed, vel vidende at fjenden nu var udslettet.
Film afspejler den tid, hvori de er lavet. Forskellige krige bringer forskellige fjender med sig, ligesom gårsdagens allierede let kan blive morgendagens fjende. Men som hovedregel kan man sige, at når USA - den vestlige verdens navle i de seneste 50-60 år - maler fanden på væggen, så følger vi som regel trop, her i det (Vest)Europa, man lidt groft kunne kalde amerikanernes åndelige koloni.
Film lavet i løbet af en krigs- eller krisesituation vil være meget indædte i deres fordømmelse af fjenden og fjendtlige aktiviteter - og der vil i mange tilfælde være en hårfin grænse mellem rene underholdningeprodukter og regulære propagandafilm.
Den amerikanske filmindustri kolporterer som oftest et samfundsbevarende, reaktionært syn på verden. Den er en industri, en velsmurt pengemaskine, hvor produktet er mere eller mindre virkelighedsfjern og bredt appellerende underholdning, hvor ideologisk indhold må underordne sig de kommercielle interesser.

Fritz og Ivan
Traditionelt har der været to store fjendebilleder at trække på: Nazisterne og kommunisterne. Op gennem 40'rne var det den aktuelle verdenskrig, der blev skildret, og de entydigt modbydelige nazister og deres asiatiske allierede, japanerne - de små, gule sataner - som blev lagt for had af det mægtige produktionsapparat. Der var tale om begreber, snarere end mennesker og individer.
I slutningen af 40'rne, bl.a. med etableringen af NATO blev det kommunisterne i alle afskyelige afskygninger, som måtte holde for - et jerntæppe havde immervæk, som Churchill så poetisk udtrykte det, delt Europa i to.
I USA etablerede man House Un-American Activities Committee, og den rabiate senator McCarthy brugte mange kræfter på at korsfæste så mange Hollywood-folk som muligt med bare den mindste tilknytning til alt til venstre for republikanerne. Når de ikke selv ville tilstå de farlige sympatier, så fik man kolleger og venner til at name names.
I dette paranoide, betændte klima blev nogle af de mest unuancerede fjendebilleder til - ikke mindst i adskillige skræk-, monster- og sci-fi-film med tydeligt antikommunistisk indhold, f.eks. Don Siegels Invasion of the Body Snatchers ('56). Men hvor man kan forstå den store antipati mod aksemagterne under krigen, er det straks sværere at se formålet med heksejagten i USA, hvor så mange venskaber, karrierer og hele liv blev ødelagt - fjendebillederne blev blæst helt ud af proportioner.
I 60'erne spidsede øst-vest-konflikten til med Cuba-krisen og Berlin-muren, som i mange film skulle blive fysisk udtryk for den kolde krig og kommunisternes rigide, isolationistiske holdning. Checkpoint Charlie blev stedet, hvor tilfangetagne britiske spioner blev udvekslet med ditto sovjettiske - f.eks. i John Le Carrés gennembrudsthriller Spionen, der kom ind fra kulden, filmatiseret i '65 af Martin Ritt, med Richard Burton i hovedrollen. 60'erne tilhørte spiondramaet, der hentede mængder af inspiration fra den gensidige frygt for, at fjenden skulle få fat i nationale hemmeligheder.

Opblødning
60'erne og 70'erne bød på et mere nuanceret syn på fjenden - ikke mindst p.g.a. den upopulære Vietnamkrig. Pludselig fik en yngre generation af filmskabere, og dermed publikum, øjnene op for, at der bag dette skræmmende ord, 'fjenden', gemte sig mennesker af kød og blod. Gråtonen blev opfundet.
I slutningen af 70'erne og i starten af de nypuritanske 80'ere 'glemte' man i nogen grad denne opblødning, men da muren faldt i '89, og øst blev genforenet med vest, kunne amerikanerne med god samvittighed finde menneskeligheden og nuancerne frem igen - nu havde de jo 'vundet krigen', og kommunismen spillet fallit, en smule imødekommenhed ville sikkert være godt for deres image.
Lige da muren faldt lød der bekymrede røster fra filmbranchen. Hvem var nu fjenden? Frygten var grundløs - ti år senere er der flere og bedre muligheder for at lave film med mægtige fjender end for bare 20-30 år siden.

Terror og storhedsvanvid
Man har kunnet vende blikket mod de mellemamerikanske druglords, som i Philip Noyces Tom Clancy-filmatisering Clear and Present Danger. Eller mod den politiske eller religiøst funderede terror, som i 70'erne hurtigt blev samlet op af filmbranchen, der i bl.a. John Frankenheimers Sort søndag dygtigt spillede på frygten for den meningsløse, tilfældige vold, der i teorien kunne ramme hvem som helst.
I den boldgade har araberne og Mellemøsten altid været leveringsdygtige. De producerer endnu tilstrækkeligt med religiøse fanatikere og fundamentalistiske galninge til, at præmissen kan holde, senest i Edward Zwicks Under angreb ('99) - som i øvrigt skiller sig ud fra mængden ved at lade amerikanernes primære fjende være deres eget militær.
Den megalomaniske mediemogul, der vil underkaste sig verden, er stadig et materiale, som ikke mindst James Bond-filmene har nydt godt af. I den seneste af slagsen, Tomorrow Never Dies ('98), spiller Jonathan Pryce en Rupert Murdoch-lignende skikkelse, hvis eneste mål i livet er at få verdensmagten.
James Bond, Agent 007, med licens til at dræbe i flæng, er formodentlig den person, som gennem de 17 film, det er blevet til siden Dr. No ('62), har været oppe mod flest forskellige fjender, lige fra de frakkeklædte KGB-agenter til de excentriske nemesis'er med et eklatant storhedsvanvid.

Og nye opstod
Hvor muren rev nogle fjendebilleder med sig i faldet, så skabte det også nogle nye. Den omsiggribende nationalisme i de tidligere østlande manifesterer sig i terrorisme med en udtalt politisk dagsorden i film som Mimi Leders Peacemaker ('97) og Wolfgang Petersens Airforce One ('97), mens magtfulde russiske sortbørs- og våbenhandlere og mafiosi gjorde det ud for skurkene i Pierce Brosnans første film som Bond, James Bond, GoldenEye ('96).
Rigtig eksotisk blev det, da hollænderen Roland Emmerich fandt sammen med amerikaneren Dean Devlin og lavede Independence Day ('96), hvor grimme aliens angriber jorden med verdensdominans for øje.
Denne science fiction-eventmovie blev en af 90'ernes vigtigste trends - dog uden den politiske subtekst. Film på film fulgte i hælende på Emmerichs og Devlins, se bare Starship Troopers ('97) og Mars Attacks ('96), indtil en eller anden 'kvik' Hollywood-hjerne genopfandt katastrofefilmen. Vedkommende har nu Dante's Peak og Volcano (begge om vulkaner og fra '97) og Armageddon og Deep Impact (løbske meteorer fra '98) og Twister (orkaner fra '96) på samvittigheden.
Katastrofefilmen, som tager udgangspunkt i naturkræfterne spiller på vores irrationelle frygt.

Tekno-angst
Vores ambivalente forhold til moderne teknik bliver også udnyttet til 'fjendtlige' formål. John Badhams banebrydende WarGames fra 1983 var vel nok den første film, som for både alvor og underholdning tog den stigende teknoloficering af vores samfund under realistisk behandling (selvom Michael Crichton selv skrev og instruerede fremtidsmareridtene Westworld og Coma allerede i 70'erne.)
Konsekvenserne var tæt på at blive meget alvorlige i Badhams film, og siden blev det endnu værre i Døden løber løbsk ('84) og adskillige andre film med computere, ustabile mikrochips og siden også Internettet i hovedrollerne.
90'erne er desuden de store konspirationers tid, og med vanlig flair for selviscenesættelse finder Hollywood og tv-branchen nu sine fjendebilleder i selve USA. Serien X-Files er et godt eksempel på, hvor lidt vi i de paranoide sen-90'ere stoler på vores statsledere (og hinanden) i forhold til 50'erne eller 60'erne, hvor de (og vi) kunne bilde os hvad som helst ind.
70'erne så tilløb til denne form for politisk thriller i film, når Alan J. Pakula foldede sammensværgelserne ud for os i Alle præsidentens mænd og The Parallax View og Francis Ford Coppola i Aflytningen.
Enhver autoritet - fra statsapparat til store, rige koncerner er jaget vildt i disse år.
Den tidligere advokat John Grisham skriver bøger om små menneskers kamp mod store, uigennemskuelige firmaer, som filmatiseres hurtigere, end han selv kan sige 'jeg protesterer'. Og i Edward Zwicks Under angreb og Tony Scotts Enemy of the State findes fjenden i bedste X-Files-stil i egne rækker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu