Læsetid: 5 min.

Festival med fingeren på pulsen

12. marts 1999

Ung engelsk komponist hovednavn ved ny musik-festivalen Musica Nova i Helsinki

MUSICA NOVA
HELSINKI - Den unge engelske komponist Thomas Adès (f. 1971) er ikke kendt i Danmark. I USA og England regnes han for at være dét store navn. Ved Musica Nova festivalen her i Helsinki fra 5.-12. marts blev næsten alle komponistens værker opført. 17 værker ud af i alt 20 er en ganske pæn repræsentation, og som festivalen skred frem blev man som lytter klar over, at vi her står over for et ganske særligt talent.
Adès voksede op i Hampstead, London, faderen er oversætter, moderen kunsthistoriker. Den unge Thomas begyndte at studere klaver hos Paul Berkowitz, siden komposition hos Robert Saxton ved Guildhall School i London. Sidst i 1980erne gik turen til King's College i Cambridge, hvor Adès studerede hos Alexander Goehr og Robin Holloway. De to første kompositioner med opusnumre kom i 1990: Five Eliot Landscapes op. 1 for sopran og klaver, og Kammersymfoni op. 2.
Den nu 28-årige komponist, pianist, direktør for Aldeburgh festivalen og professor ved Royal Academy of Music i London, er kun ved begyndelsen af karrieren og kan i heldigste fald nå forfærdelig meget og blive kendt viden om. Han er ekstremt stilbevidst, som instrumentator er han et fænomen, hans opfindsomhed er formidabel. Og så er han ikke bange for, at noget skal for meget, for pænt, for tonalt, for atonalt, for dit-dat. På mange måder er Adès' tænkemåde ikke så langt fra Poul Ruders' æstetiske verden.

Traditionsbevidsthed
Et af højdepunkterne efter en uge med Thomas Adès' musik var koncerten med Avanti! i den stemningsfulde Tempelkirke tirsdag aften, hvor Musica Nova præsenterede et rent Adès-program. Komponisten spillede klaver og dirigerede - i værket Concerto Conciso op. 9 gjorde han begge dele samtidig: Spillede klaver og dirigerede. Det så både morsomt og frygtindgydende ud: Ekvilibrisme der vil noget - og så hele svineriet uden noder.
Adés er blevet sammenlignet med de største komponister, for at det ikke skal være løgn mindsanten også Mozart. Hvilket nok er det værste man kan gøre over for en ung komponist. Tænk at have dén hængende over hovedet! Presset har før ført til at fremragende komponister har lukket for ordrebogen - George Benjamin og Hans Abrahamsen kender den problemstilling.
Kritikerne af Thomas Adès' musik siger, at der ikke er noget indhold i værkerne, at han blot er en trendy composer, som kan en masse stilarter og er fiks til at bearbejde dem. Jeg kan godt se den pointe, men er alligevel ikke enig: Der er ikke det fjerneste cross over populisme i Adés' musik, alle værker bearbejder nye kompositoriske problemstillinger. Besætningerne er højst forskellige. Det er en udfordring at være lytter til Adès' musik. Men det er også en kolossal fornøjelse at være lytter til hans musik.
Hvis jeg var koncertarrangør i Danmark, ville jeg øjeblikkelig sætte Adès' strygekvartet Arcadiana op. 12 på programmet, sammen med Hans Abrahamsens 1. Strygekvartet. De to værker bearbejder traditionen med et kunstnerisk overskud, og de to værker er åndsbeslægtede i deres udtryk - det før brugte materiale klinger tydeligt igennem - tonaliteten genbruges med en overvældende styrke.

Hertugindens sexorgier
De studerende på Sibelius Akademiet opfører i øjeblikket Adès opera Powder Her Face op. 14. En herlig sag, der først blev opført af Almeida Opera i London. Oprindelig havde Adès tænkt sig at bruge Nabokovs Lolita som forlæg, men endte med at fortælle historien om hertuginden af Argyll. En farverig kvinde med et glubsk sexbehov, som blev udødeliggjort i Cole Porters You're the Top. Hendes ægteskab endte med skandale og skilsmisse i 1963. Hertuginden flyttede derefter ind på Dorchester Hotel, men blev smidt ud i 1990, da hun ikke havde betalt regninger for 33.000 pund.
Opera-sujetter med lignende storhed og fald kender vi fra værker som Bergs Lulu og Nielsens Latter i mørket. I Powder Her Face lader Adès Astor Piazollas tango være den røde tråd, der mere eller mindre synligt forbinder de mange stilistiske lag, der både omfatter Weillsk cabaretstemning og glitterstadset fra Rosenkavaleren.
Den groteske komedie blev udmærket forløst af de studerende, hvoraf man især må fremhæve den unge dirigent Susanna Mälkki, som få dage efter sin diplomeksamen på Sibelius Akademiet dirigerede denne forestilling til UG.

Fransk klangkunst
På festivaler for ny musik er der ofte langt mellem snapsene: Pligtopførelser ('ham kan vi ikke længere komme uden om'), venner spiller venner, osv. osv. På Musica Nova var der bemærkelssværdigt mange knippelgode oplevelser at tage med hjem.
Det unge Zagros Ensemble med dirigenten Hannu Lintu lavede en hel koncert med Lotta Wennäkoskis musik. Køen til denne koncert på Sibelius Akademiet begyndte ude på gaden i 10 minus grader og blæst. Rigtig god oplevelse: Delikat og lyrisk er musikken af denne unge kvindelige komponist.
Det finske Radiosymfoniorkester spillede Thomas Adès Asyla op. 17, et af komponistens seneste stykker. Det var nu ikke dette værk, der tog opmærksomheden den aften. Det var franskmanden Marc-André Dalbavies Violinkoncert fra 1977.
I Dalbavies (f. 1961) stykke er publikum omgivet af musik: Det store orkester sidder foran publikum, to mindre orkesterformationer er placeret på salens langsider og et orkester sidder bag publikum. Sjældent har jeg hørt noget så smukt. Violinisten John Storgårds er et kapitel for sig, du godeste hvor kan spille brudte akkorder i flageolet så hurtigt at man bliver svimmel - og meget mere.
Dalbavie hører til den såkaldt spektrale skole i fransk musik, som kæler for klang eller sonoritet i bred forstand. Han er elev af Boulez og han kan skrive et orkesterstykke som er så raffineret instrumenteret, at man umiddelbart tænker Ravel og Debussy. Violinkoncerten må hentes til Danmark, gerne med aftenens solist og dirigenten Sakari Oramo.
Kvindelige komponister var stærkt repræsenteret ved festivalen. Ud over Wennäkoski satte festivalen fokus på Unsuk Chin, Rebecca Saunders og Chaya Czernowin. Førstnævnte koreanske i Tyskland bosiddende komponist kan De møde ved NUMUS Festivalen i Århus 20.-25. april, der i år har temaet Tidens kvinder.
For ti år siden hed Musica Nova Festivalen Helsinki Biennalen. Dengang som nu præsenteres den musik, vi lidt senere skal høre i Danmark. Dengang som nu udskiftes den kunstneriske ledelse ofte for at undgå musikalsk tomgang. I år hedder den kunstneriske leder Kimmo Hakola. Han har gjort det godt.

*Musica Nova Festival for ny musik. Helsinki 5.-12. marts 1999

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu