Læsetid: 4 min.

Film i tv

18. marts 1999

*Steven Spielberg og George Lucas gjorde i 1981 fælles sag om at skabe et moderne sidestykke til tidligere tiders fire-forestillings-ramasjang og seriefilm. Det blev starten til Indiana Jones-filmene, de hæsblæsende eventyr med Harrison Fords arkæolog, der trodser nazi-skurke og andre dødsfarer for at fuldføre sine mytiske missioner. Her drejer det sig om et skrin - Arken - som siges at besidde guddommelig kraft og derfor nødig skulle falde i hænderne på nazi-Tysklands ledere. - Da Spielberg, hvad man end vil mene om ham, har en noget nær mageløs sans for filmisk dynamik og action-koreografi, er Indiana Jones-filmene så afgjort blandt de mere opløftende indsatser i hans produktion. Her er legehumør og barnlig energi i store generøse doser, veloplagt formidlet af Harrison Ford og Karen Allen, den iltre dame, der kæmper ved Indianas side.
Raiders of the Lost Ark/ Jagten på den forsvundne skat. DR 1, fredag kl. 21.30-23.20

*Nicolas Cage er lige så stille blevet en af sen-90'ernes nøgleskuespillere i amerikansk film - ret overrakende for en skuespiller med en umiddelbar udstråling som lettere bøvet rod. Cage kan let spille både naiv og tomhjernet, men han har efterhånden opdyrket en autoritet, som gør ham trovrædig som et i højeste grad tænkende og følende menneske, og han er nu en af de få stjerner, der kan bære en film (hans seneste 8 mm tegner til et blive et internationalt kæmpehit). - I thrilleren Dødens kys spiller Cage ikke hovedrollen, men den spektakulære skurkerolle som en meget sentimental og meget sadistisk gangster. Når han ikke lige hengiver sig til rørstrømsk hjerte-til-hjerte-snak, står det klart, at simpelt mord hører til hans mere menneskevenlige handlinger. - David Caruso spiller hovedrollen som den tidligere gangsterhåndlanger, der vil leve et ærligt liv, men kommer i klemme mellem gamle kolleger og politiet. Det er Barbet Schroeder, der har instrueret den kompetente genindspilning af noir-klassikeren med samme titel, hvor Richard Widmark brød igennem i Cage' psykopatrolle. - Men Nicolas Cage' Oscar-vindende seriøse gennembrud kom i Mike Figgis' hærværkshistorie Leaving Las Vegas, hvor hans desperado driver hid og did i den største og bedst vedligeholdte brandert i amerikansk films historie. Han er en manuskriptforfatter, der brænder alle broer bag sig og drager til Las Vegas for at drikke sig ihjel - hvilket dog ikke er helt nemt, for han ramler ind i luderen Sera med moder-instinkt og redningshåb, smukt spillet af Elizabeth Shue. Nicolas Cage spiller drankeren med alle livsnerver blottet, som en vildt impulsiv enspænder i skiftevis ekstatisk og fornedrende opløsning. En blanding af monster, klovn og renfærdig dreng med bløde ansigtstræk. For det særlige ved Cage (også udnyttet i Wim Wenders-parafrasen City of Angels, der blev et stort publikumshit) er en stadig bevaret udstråling af noget poetisk uskyldigt.
Kiss of Death/ Dødens kys. TV2, fredag kl. 22.25 - 00.05
Leaving Las Vegas. TV2, lørdag kl. 22.25-00.15

*Jean-Pierre Melville har skelsættende personlige erfaringer fra Anden Verdenskrig og udnyttede dem i gangsterfilmens klædebon. Først i En hær af skygger fortalte han direkte om modstandsbevægelsens dramatiske kamp i et alt for eftergivende, besat Frankrig under Vichy-styret. Her er tale om stikkerlikvideringer og organisering af fangeflugt, på typisk Melvillesk i gangstermanér, men med heroisk sigte denne gang. Endnu en meget vigtig forskel er der dog: Simone Signorets tilstedeværelse som den usædvanlig tapre og snarrådige modstandskvinde Mathilde, der hjælper den mandlige hovedperson Lino Ventura ud af Gestapos klør. Men hun har et svagt punkt: se selv hvilket, i denne mesterligt minimalistisk beherskede film om at sætte livet på spil for sit land, men først og fremmest om opofrelsen og æren ved at vise sine venner troskab indtil døden.
L'armée des ombres/ En hær af skygger. DR 1, lørdag kl. 00.45-03.05

*Peer Guldbrandsen er - side om side med Nordisk Films faste skriverkarl Fleming Lynge - den mest produktive manuskriptforfatter i dansk tonefilms historie. 42 film skrev han ialt og instruerede han selv en snes stykker. Komedie-dramaet Dorte fra 1951 er hans manuskript nummer tre og et ganske godt eksempel på Palladiums overklasseprægede underholdningsstil i de tandløse 50'ere. Ikke for ingenting lå studierne i Hellerup Havn. Ib Schønberg spiller en Hellerup-direktør, der ikke bestiller meget andet end lægge kabale og underholde sin søde, vistnok uægte mindreårige datter fra Fyn, Dorte. Hun repræsenterer provinsens fornuft overfor de hellerupske døgenigte og får med et vindende smil og en fast hånd sat skik på den fjendtligsindede familie. Hun spilles af Ilselil Larsen, et af datidens dygtige filmbørn med stjernepotentiale og altbesejrende smilehuller. Som voksen forsvandt hun dog snart ud i mørket.
Dorte. TV3, søndag kl. 12.05-13.50.

*Francesca Archibugi er en af italiensk film unge håb. Hendes drama fra 1993, Den store græskarmand, fortæller om en 12-årig pige, som lider af tilsyneladende uforklarlige, voldsomme epilepsianfald. Hun behandles af en ung læge, der selv er i livskrise på grund af en skilsmisse. Og forholdet mellem dem udvikler sig til et fint, gensidigt berigende venskab, der rækker langt ud over den konventionelle læge-patient-relation. - En film, der ikke udsætter sin tilskuer for italienske charme-offensiver, men trænger stille og roligt ind i sine forpinte, men sjæleligt åbne og foranderlige personer.
Il grande cocomero/ Den store græskarmand. TV2 søndag kl. 15.00-16.45

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu