Evander Holyfield
*Den rigtige verdensmester i professionel boksning, Evander Holyfield, møder lørdag Lennox Lewis i en titelkamp.
Helle Degn
*Lørdag formiddag taler præsidenten for OSCE's parlamentariske forsamling Helle Degn i den socialdemokratiske partiforening i Nakskov om Hvad sker der i Eks-Jugoslavien og hvorfor? Hvis hun kan give svaret på det, stiller vi gerne spalteplads til rådighed.
Prins Charles
*Prinsen af Wales aflægger efter et følsomt besøg i eks-fjendelandet Argentina i weekenden besøg på de øer, der var stridens æble under Falklandskrigen i 1982.
Cykelhandlere
*Tårnborg Parkhotel i Korsør lægger lørdag lokaler til den 97. generalforsamling i Cykelhandlernes Centralforening. Så ta'r vi cyklerne frem...
Freddy Blak
*Det højprofilerede socialdemokratiske medlem af Europaparlamentet Freddy Blak møder lørdag formiddag byens borgere på Axeltorv i Næstved. Sky, det er han ikke. Og "populist" vil han vel nærmest opfatte som en ros.
Japanere
*Romantiske japanere har også deres version af Valentinsdag. Den hedder Hvid dag og holdes søndag. Her giver japanske mænd deres koner og kærester hvidt undertøj og hvid chokolade.
Vigdis Finnbogadottir
*Islands kloge og smukke eks-præsident Vigdis Finnbogadottir er i København og holder søndagsprædiken i Godthaabskirken på Frederiksberg.