Læsetid: 4 min.

Forresten... hvad blev der egentlig af fredsbevægelsen?

9. marts 1999

Fredsbevægelsen lukkede og slukkede med Murens fald

Græsrodsnedtur
At fredsbevægelsen stadig er i live, kan man få bekræftet ved at klikke sig ind på internet-hjemmesiden www.fred.dk. Her er der henvisninger til foreninger som Aldrig mere Krig, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Kvinder for fred og Militærnægterforeningen - og snart også Fredspædagogisk Værksted.
Men er det ensbetydende med, at fredsbevægelsen er fulgt med tiden? At dømme ud fra hjemmesidens beskaffenhed er vi bombet tilbage til 1980:
Rammen om siden er skrigende orange, og indklikkeren bliver mødt af en tekst om, at Internettet 'engang' blev opfundet af det amerikanske militær, fordi "de var bange for, at russerne skulle lamme hele forsvaret på én gang ved at bombe det militære center for kommunikation" osv, og at fredsbevægelserne "bruger nu militærets net mod dem selv."
En naiv animation viser en blomst, der vokser ud af en soldaterhjelm.
En anden tegning viser to hænder, der holder en maskinpistol. Ved at bevæge musen hen over billedet, knækker geværet ledsaget af ordene: "At kæmpe med våben for fred er som at voldtage for at vinde jomfruelighed."
Var denne hjemmeside tredimensional, og kunne man træde ind i den, ville gulvet være beklædt med et syntetisk væg-til-væg-gulvtæppe af den type, der gav folkeskoleelever og lærere åndenød og hovedpine i 70'erne.

Gik ned med Murens fald
Men det er blot indpakning. Hvordan står det virkelig til?
Lektor, dr. phil Poul Villaume var med til at stifte fredsbevægelsen Nej Til Atomvåben i 1979-80 i forbindelse med debatten om opstillingen af NATO's 572 mellemdistanceraketter i Europa, som Folketinget skulle til at vedtage en principbeslutning om.
Der var et væld af fredsbevægelser, man kunne gå ind i, men Poul Villaume valgte at stifte Nej Til Atomvåben, da f.eks. den store bevægelse Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed efter Villaumes mening manglede troværdighed.
"Den var stærkt præget af sovjetorienterede kommunister - der var også radikale, men Samarbejdskomitéen var overvejende orienteret mod øst og var meget tilbageholdende med at kritisere den østlige oprustning."
Ifølge Poul Villaume ophørte fredsbevægelserne med at eksistere stort set samtidig med Den Kolde Krigs afslutning og Murens fald.
"Man kan da godt undre sig over det, eftersom vi havde Golfkrisen ved årsskiftet 1990-1991, og ikke mindst krigen i Jugoslavien."

Hvem er fjenden?
Han ser to årsager til, at fredsbevægelserne ikke markerede sig dér. Dels var det svært at se, hvem der var fjenden, og dels er det generelt gået ned ad bakke for græsrodsbevægelserne i 90'erne.
"I Golfkrigen var der ingen, der syntes om Saddam Hussein og måske heller ikke USA's og Englands meget militante linje, men man kunne nok ikke få øje på noget alternativ. Noget tilsvarende gjorde sig gældende i Jugoslavien, hvor det var svært at finde nogle grupper, man kunne støtte."
"Man kan også sige, at der var en vis træthed ved at beskæftige sig med de her store sikkerhedspolitiske spørgsmål. Den Kolde Krig var afsluttet, og man fik tudet ørerne fulde med, at nu var der en ny verdensorden, og at FN ville tage over."
Nej Til Atomvåben var en af de store fredsbevægelser, der blev helt usynlig og forsvandt i 90'erne.
"Vores primære mål var at få vendt atomoprustningsspiralen i nedadgående retning og ikke i den stadigt eskalerende opadgående retning. I og med at Den Kolde Krig afsluttede, var vores målsætning opfyldt," siger Poul Villaume.

Gassen af ballonen
Jens Thoft, revisor og tidligere folketingsmedlem og fredspolitisk ordfører for SF, var aktiv i Nej Til Atomvåben.
I 70'erne var han også med i Samarbejdskomitéen For Fred og Sikkerhed, men forlod den, "da man ikke kunne tage afstand fra russernes invasion i Afghanistan."
"Nej, er du vimmer, mand? Overhovedet ikke," svarer Jens Thoft på spørgsmålet, om han synes, at fredsbevægelserne har fordums aktivitetsniveau. "Dér i starten af 80'erne var fredsbevægelsen bomstærk, og der var arrangementer stort set hver eneste uge."
Som Thoft ser det, gik en del af gassen af fredbevægelsesballonen, da det blev besluttet at skrotte de 572 raketter, og da 'muren' mellem øst og vest væltede, gik resten af gassen af.
"Fredsbevægelsen havde en ganske betydelig indflydelse på Socialdemokratiet. Socialdemokraterne i Folketinget fornemmede, at der var stemmer i det. Det har der ikke været siden 1990, og derfor er pendulet svinget den anden vej," mener han.
"Vores samfund er ret tolerant. Når en folkelig bevægelse har fået godt fat, så bliver den institutionaliseret. Det bestående samfund piller de brugbare ting ud af bevægelsen, og derved går gassen af ballonen - og eksplosionen udebliver. Nej, der er ikke møj tilbage af fredsbevægelsen," siger Jens Thoft, der selv stadig er medlem af Militærnægterforeningen og hovedbestyrelsesmedlem og kasserer i Aldrig Mere Krig.

Ingen parole
"Der er mange forskellige spørgsmål, som kunne påkalde sig fredsbevægelsers opmærksomhed i dag," siger Bjørn Møller, seniorforsker på Center for Freds- og Konfliktforskning.
Han peger på krigen mod Irak, Serbien og forsvarsforligsdiskussionen. Men fredsbevægelserne dengang var enkeltsagsbevægelser.
"Der er ikke en samlende parole, man kan putte alle de her problemer ind under i dag. Og så er situationen, at vi har en sikkerhed i landet, som er uden fortilfælde. Det er vel også noget, der gør det vanskeligt for en fredsbevægelse at få nogen som helst gennemslagskraft."
Bjørn Møller mener ikke, at det blot er et spørgsmål for fredsbevægelserne om at tilpasse sig tiden, eftersom der ikke er meget tilbage af dem.
"Så at lave sådan nogle demonstrationer som i 80'erne ville være en halsløs gerning. Der ville jo ikke komme en sjæl," siger han.
Umiddelbart kan Bjørn Møller ikke få øje på noget, der kan gøre, at fredsbevægelserne vil få en gennemslagskraft af den kaliber, man så i slutningen af 70'erne.
"Det eneste, der måske kunne ske, er, at Danmark - hvad vi gør vores bedste for - bliver involveret i en angrebskrig mod et andet land. Hvis den trækker ud og udvikler sig til en rigtig krig, kunne man måske forestille sig, at den ville være vigtig nok til at kunne fremkalde en reaktion," siger seniorforsker Bjørn Møller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her