Analyse
Læsetid: 5 min.

Forskelspension

25. marts 1999

Regeringen udskyder en reform af førtidspensionen. Samtidig vil den redde de rige pensionsopsparere

Det er et politisk spørgsmål om ret og rimelighed," siger professor Michael Møller fra Handelshøjskolen i København.
Han vil derfor ikke blande sig i debatten om, hvordan Folketinget skal håndtere pensionsselskabernes krav om skattenedsættelser, så de kan leve op til deres løfter til kunderne.
Regeringen overvejer i denne uge, hvordan den kan sikre halvanden million pensionskunder en forrentning på 4,5 procent om året.
Samtidig har den besluttet at udskyde en reform af førtidspensionen, som i øjeblikket bliver givet til omkring 275.000 personer, der har halv arbejdsevne eller derunder.
Lad os se på pensionsselskaberne først.
Problemet for dem er primært, at renten er faldet drastisk.
Det har gjort det svært for selskaberne at leve op til deres garantier til kunderne om en årlig rente på 4,5 procent, og de har derfor rettet skytset mod Folketinget, som sidste år med Pinsepakken vedtog en fast skat på 26 procent af det årlige pensionsafkast. Selskaberne mener, at der er tale om urimelig skatteforhøjelse, som gør det umuligt for dem at leve op til deres løfter.
Det kunne Folketinget i princippet være ligeglad med.
"Det er jo ikke os, der har lovet pensionskunderne et fast afkast," siger økonomiminister Marianne Jelved.
Alligevel har regeringen nu fået fremstillet en rapport i Finanstilsynet om rentegarantierne for at få belyst, hvordan selskaberne kan hjælpes, hvis de ikke kan leve op til deres garantier.
"Jeg vil jo have det dårligt med, at pensionsopsparerne ikke kan føle sig sikre på garantierne," siger Socialdemokratiets erhvervsordfører, Frode Sørensen.

Men hvem er disse halvanden million mennesker, der risikerer, at renten på deres pensionsopsparing bliver mindre en 4,5 procent?
Svaret er enkelt.
Det er de halvanden million mennesker, der har de højeste indkomster.
Igennem 70'erne og 80'erne og helt frem til 1994, hvor pensionsselskaberne blev tvunget til at sætte deres garantirente ned til 2,5 procent, var det primært de bedst stillede, der sparede op til pension og sikrede sig en rentegaranti på 4,5 procent.
Det var især dem, der kunne høste den store skattefordel ved pensionsopsparing.
Resten, og det vil sige den dårligst lønnede del af befolkningen, er først for alvor begyndt at spare op de seneste år - og det til en garantirente på 2,5 procent.
Samtidig er der fortsat en stor gruppe på offentlige overførselsindkomster, som slet ikke behøver at bekymre sig om garantirenter. For de har slet ingen pension.
Professor Bjarne Astrup Jensen fra Handelshøjskolen i København, kalder det en bizar idé, at pensionskunderne er sikret en bestemt rente indtil den dag, hvor de skal pensioneres.
"Det, der er sket, og som i virkeligheden er helt bizart med disse garantier, er, at man kunne gå ind i 1992 og få sig en garantirente, der rakte 40 til 45 år ud i fremtiden inklusive alle fremtidige indbetalinger," siger Bjarne Astrup Hansen.
Men ikke alene har selskaberne lovet garantier, som de nu svært ved at holde.
"De har samtidig ført en helt useriøs kamp om at lukke nye kunder ind i folden ved at love dem nogle horrible førsteårsafkast," påpeger Bjarne Astrup.
Og netop derfor er det svært, at tage pensionsselskabernes klagesang alvorligt, mener direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen.
"Hvorfor skal staten betale for, at selskaberne har ført en aggressiv markedsføringskampagne. Hvordan kan en politiker føle sig ansvarlig for, hvad selskaberne har lovet? Det svarer jo til at sige, at folk der har købt et hus, aldrig må røres. Hvorfor skal der være særbehandling, bare fordi det er en stærk pensionslobby," spørger Lars Andersen.
Han henviser til, at det var de syv største pensionsselskaber i Danmark, som sidste år lagde pres på regeringen for at få den til at overveje en lempelse af deres beskatning.

Førtidspensionisterne har ikke samme stærke lobby. Og det er måske ikke så mærkeligt, når man ser på kriteriet for at få førtidspension.
"Behandlingen af en førtidspensionssag kan først begynde på det tidspunkt, hvor alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger har været afprøvet," hedder det i publikationen Sociale Ydelser fra Forsikringsoplysningen.
Her er der ikke mange kræfter til lobbyvirksomhed.
Og der er heller ikke mange penge.
Ifølge den Sociale Ankestyrelse er 39 procent af førtidspensionisterne på den laveste sats.
For enlige er det 7.970 kr. om måneden, mens det for gifte og samlevende er 5.791 kr. Det er dog kun, hvis ægtefællen tjener mindre end 138.400 kr. Tjener vedkommende mere, sættes førtidspensionen ned.
Andelen af de førtidspensionister, som tilkendes den laveste ydelse er samtidig stigende. I 1997 fik 49 procent tilkendt den laveste ydelse mod 38 procent i 1990.
Og det var endda før kommunernes andel af førtidspensionen blev sat op.
Det er kommunerne, der afgør, hvem der får førtidspension. Tidligere betalte de kun 50 procent af førtidspensionen og havde derfor ikke nogen stor tilskyndelse til at give personer med nedsat arbejdsevne andre tilbud end førtidspension.
Den adfærd forsøgte Folketinget at ændre på ved at hæve kommunens andel af førtidspensionen til 65 procent.
Men det har til gengæld givet andre problemer, hvoraf det mest påtrængende er, at kommunerne holder igen på udgifterne til førtidspension.
Det har den tidligere politimand Jørgen Faber Sørensen fra Sennels ved Thisted mærket.
Han fik sidste år tildelt den mellemste førtidspension af kommunen, men fik i sidste uge at vide, at han kun ville få den laveste sats.
"Nu, hvor jeg har været igennem hele cirkusset, føler jeg, at min retssikkerhed er skudt fuldstændigt i sænk," siger Jørgen Faber Sørensen til Jyllands-Posten.
Der er altså nok at tage fat på, når det gælder førtidspensionen. Både beløbene og retssikkerheden skriger på handling fra regeringen, som da også brødbetynget erklærer sig villig.
"Vi kan gøre det bedre," siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Men han siger samtidigt, at han ikke kan se et operativt flertal.

Spørgsmålet er, om det er hele historien.
Lytter man til Det Radikale Venstres arbejdsmarkedordfører, Anders Samuelsen, er der mere.
Han frygter, at en reform af førtidspensionen vil belaste statskassen med alt for mange milliarder kroner, og samtidig vil han ikke sende et signal til virksomhederne om, at de i mindre grad skal tage et socialt ansvar.
Men hvorfor skal virksomhederne blandes ind i en reform af førtidspensionen?
Af statistikkerne fra Den Sociale Ankestyrelse fremgår det, at 29 procent af de personer, der gik på førtidspension i 1997 kom fra kontanthjæpsydelsen. Samtidig fremgik det i januar af en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at det primært er den offentlige sektor, der skaber førtidspensionister.
Især social- og sundhedssektoren er storleverandør af førtidspensionister.
Så måske var det mere oplagt, at regeringen selv tog et ansvar for førtidspensionisterne. Ligesom de nu tager et ansvar for, at de velstillede pensionskunder er sikret en forrentning på 4,5 procent resten af deres dage.
Som Claus Larsen Jensen fra Socialdemokratiets erhvervsudvalg påpeger, risikerer Folketinget at ændre en privat garanti til en statsgaranti.
"Problemet er, at hvis vi går ind og lovgiver, så går vi i realiteten ind og påtager os et medansvar for de garantier, som pensionsselskaberne har lovet," siger Claus Larsen Jensen.
Mon ikke der er andre steder, hvor regeringen med bedre ret kunne påtage sig et ansvar?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her