Læsetid: 3 min.

Gamle og nye tårer

5. marts 1999

Hvor fedt er det, at en slags gnidningsløs pseudo-religiøsitet bliver fælles
nævneren, der kan samle gammel og ny musik?

NY CD
Kronos' nye cd er ude efter et bredt publikum - ligesom Officium, det musikalske middelalder-joint venture mellem Hilliard Ensemblet og saxofonisten Jan Garbarek, var det. Sidstnævnte har opnået kultstatus. Det gør Kronos-cd'en nok også.
Med postmodernismens historieopløsende æstetik og den genvundne tro på helhed er middelalderens gejstlige toner kommet ind i varmen. De rene klange uden referencer til andet end Gud forløser ånden, når de synges - eller som her spilles - af vore dages teknisk suveræne musikere.
Det er fornøjeligt at høre de dygtige Kronos-strygere lege med intonation og klang på Early Music, hvor indholdet trods cd'ens titel for en stor del består af ny musik og folkemusik. Programmet er meget blandet, men én fællesnævner, der springer i ørerne, er det modale skalagrundlag, der præger hovedparten af pladens korte stykker - de fleste af popnummer-længde eller kortere. Ud over ren, vibratoløs middelalder-sound klippes der mellem krystalklart gambe-plagiat, skæv, gammel-græsk intonation og folkemusikalske droner.

Koncept-album
Kronos' nye cd-udspil, der ligesom de forudgående bevidst overskrider grænserne for, hvad en klassisk strygekvartet kan spille, understreger den nye 'tidlig musik-trend': Middelalder- og renæssance søges ikke længere solgt med saglige covertitler på seriøs, æggegul bund. Deccas tidlig musik-serie, L'oiseau-lyre, hvor der stadig spilles efter alle forskningens opførelsespraktiske regler, er gået over til trendy farvefotos på forsiderne, men vil man for alvor sælge gammel musik, skal der koncept-albums til: Garbarek smækket sammen med Hilliard-folkene i et kloster i Østrig eller - som her - Kronos, der spiller et miks af Guillaume de Machaut, Henry Purcell, svenske folketoner og ny musik af Cage, Pärt, Schnittke, new zealandske Jack Body og den amerikansk-tyske kult-gademusiker Moondog - det hele i én cross over-pærevælling.
Early Music er en pose blandede bolcher, lige så lækre som de fotos, der erstatter de traditionelle covernoter. Der står ikke et ord om Perotin og Notre Dame-skolen i bookletten, men det hele er lækkert serveret.
Man lytter og tænker: Det lyder godt, men hvorfor skal vi have den gamle musik skåret ud i børnebidder? Og hvorfor er den ny musik, der fylder godt op i landskabet, alene hentet fra anti-modernismens tonalitetsvenlige easy listening-overdrev, for nu at være lidt fræk?
Man kunne have fundet ny musik frem, der tager anderledes stilling til den gamle musik, men middelaldermusikken rider tilsyneladende på en meditations-bølge, en trang til noget åndeligt, oprindeligt og helt, der oversvømmer alt fra gamle Hildegard von Bingen til den unge John Cage og river dem med sig i én lækkertlydende strøm. Early Music er ikke New Age - der er kanter og skæve toner i fortolkningerne - men den efterlader alligevel én med en vammel smag i munden.

Kinesisk ruan
Med dette udspil har Kronos selvsagt ikke tænkt sig at konkurrere med de traditionelle tidlig musik-ensembler. Men den tidlige musik passer ind i Kronos' ny musik-æstetik. Konturerne af en tabt, bedre verden anes i cd'ens tårevædede undertitel, Lachrymæ Antiquæ.
I den globale landsby, hvor den lineære tidsopfattelse er opgivet, bliver både Christopher Tye og traditionel folkemusik til meditationer over 'det oprindelige'. Kronos bliver præster i en slags økumenisk musikgudstjeneste, og cd'ens afsluttende track sætter passende punktum med kirkeklokker og fuglekvidder, mens kvartetten står og bukker pænt på en grøn, solbeskinnet sommereng. Grænseoverskridende, eller hvad?
Som sagt, den skal nok blive kult, for den lyder lækkert, den nye Kronos-cd, og det er geniale salgsfif for 'klassiske' musikere at erstatte Dowlands lut med en kinesisk ruan, at musicere sammen med en svensk nyckelharpe-spiller eller at joine strubesangere fra Tuva. Flere af resultaterne lyder rigtigt godt - flerstemmigheden træder klart frem, klangene fascinerer - men hvor fedt er det, at en slags gnidningsløs, kirketonal pseudo-religiøsitet bliver dén laveste fællesnævner, der med overfladiske paralleliseringer kan samle den tidlige og (noget af) den ny musik i samme appetitlige indpakning, så den bliver spiselig for et stort købepublikum? Ikke så fedt.

*Early Music (Lachrymæ Antiquæ). Musik af Guillaume de Machaut, Christopher Tye, John Dowland, Arvo Pärt, John Cage, Kassia, Moondog, Perotin, Henry Purcell, Hildegard von Bingen, Alfred Schnittke m.fl. Kronos Quartet, Marja Mutru (harmonium), David Lamb (sækkepibe), Wu Man (ruan), Olov Johansson (nyckelharpe), Huun-Huur Tu (sang m.m.), Nonesuch 7559-79457-2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu