Læsetid: 4 min.

Garry Trudeau - USA's hofnar

23. marts 1999

Information har trykt Doonesbury siden 1974 - før serien blev berømt

INGEN INTERVIEWS
BOSTON - "Sorry, hr. Trudeau, giver aldrig presseinterviews! Doonesbury står hver dag i 1.300 aviser verden over, så hvis alle ville bruge 25-års jubilæet til at bede om interview, ja så kunne han jo ikke nå at lave andet end at snakke med journalister."
Det er presseagenten Cathy Kerr i telefonen fra Kansas City, der skuffer Information og dets læsere med en afvisning. Hendes (Trudeaus) begrundelse er måske forståelig, men alligevel...
Dette blads læsere har jo siden 1974 fulgt det amerikanske samfunds udvikling på godt og ondt gennem de mange Doonesbury-figurer.
Vi hoppede på Trudeaus vogn blot tre år efter hans debut i USA, endda inden han vandt den fornemme Pulitzer-pris i 1975. Vi hører simpelthen til de mest trofaste kunder i butikken!
Det ender med en trøstepræmie. Tegneserieforfatteren Garry Trudeaus gennem mange år trofaste redaktør på presseagenturet United Press Syndicate vil ringe tilbage og svare på spørgsmål.
Og Lee Salem er en flinker fyr; ingen tvivl om dét, men han er sørme ikke så farverig som en Trudeau, der har flået præsidenter og vicepræsidenter levende i sine 'striber' - f.eks. hans daglige nyhedsdosis fra Det Hvide Hus.

Reagans hjerne
I 1987 begav én af Doonesbury-figurerne sig på en besynderlig rejse rundt i Ronald Reagans hjernevæv for at finde frem til et par celler, der kunne huske, hvad præsidenten var blevet fortalt om den mystiske Iran-contra affære. Han kunne nemlig ikke huske, hvad oberstløjtnant Oliver North havde sagt om skandalen.
Den uges striber ramte så meget plet, at en journalist fandt på at udfritte Ronald Reagan, om han havde læst Doonesburys "Return to Reagan's Brain." Svaret, husker redaktør Lee Salem, var typisk Reagan: "Jeg læser ikke tegneserier."
Den stående vittighed om præsidenten var selvfølgelig, at han aldrig læste bøger, men end ikke tegneserier gad han altså at se på i avisen.
Reagan blev i 1989 efterfulgt af George Bush og Bush af den navnkundige vicepræsident Dan Quayle, hvis hjerne i stedet havde det med at kortslutte af og til. "Jeg var fornylig på en tur i Latinamerika, og det eneste, jeg fortryder, er ikke at have taget latin i skolen, så jeg kunne have snakket med dem," sagde Quayle en gang.
Den slags havde Garry Trudeau meget sjov med, men Quayle og hans advokathustru syntes ikke, det var spor morsomt. De klagede højlydt i den amerikanske presse, husker Lee Salem.
Der er nu gået syv år, siden Bush & Quayle forlod Det Hvide Hus. Dem, der har savnet parret, går en glædelig tid i møde, for George W. Bush, sønnen, og Dan Quayle stiller op mod hinanden i det republikanske partis primærvalg i 2000. Det skal Trudeau nok få meget ud af.

Prins Albert
Quayles efterfølger i Det Hvide Hus, demokraten Albert Gore, blev også gjort rent til grin af Trudeau, da han stillede op til primærvalget i 1988 og tabte. I en uge kom 'Prins Albert' under Doonesbury-behandling.
Gore var på det tidspunkt senator, og hans far havde tjent i Senatet igennem mange år, så sønnen var vokset op i Washington. Men under valgkampen understregede Albert Jr., at hans rødder var i sydststaten Tennessee - "A man of the people."
Heldigvis forstår Gore en vittighed. Han har selv masser af humor, hvilket kan bevidnes af forfatteren til denne artikel, der har hørt ham fyre vittigheder af i små forsamlinger.
På trods af sit stive fremtræden kan USA's vicepræsident være hylende sjov.
Hvorom alting er - Salem fortæller, at Trudeau ugen efter offentliggørelsen af striberne om prins Albert var på bogturné i Tennessee og blev mødt i en boghandel af nogle Gore-tilhængere, der overøste ham med gaver, et udtryk for Gores taknemmelighed. Bill Clintons tro makker har humor.
Nu vil Gore igen forsøge at vinde præsidentposten, så Trudeau pønser utvivlsomt på de næste satiriske striber.
Hvordan arbejder forfatteren egentligt? Han bor i Manhattan med sin hustru og tre børn, er 50 år gammel og ligner nok enhver anden hip new yorker, man ser på gaden i storbyer.
Fra mandag til torsdag sidder han indelukket på sit kontor i Det Store Æble og skriver og tegner næste uges seks striber og sender dem over Internettet til UPS i Kansas City, hvor en teknisk tegner laver finish. Fredag sendes striberne ud til 1.300 aviser.
- Hvor kommer inspirationen fra?
"Trudeaus forestillingsevne er imponerende. Dertil kommer, at han gennem årene har udviklet så mange fiktive personer, at hans serie minder om en roman. Det gør det ret let at bruge én person til politisk satire, én anden til underholdning og én tredje til kritik af erhvervslivet" mener Salem.
Det uundgåelige spørgsmål lyder selvfølgelig - har redaktøren nogensinde censureret en ugentlig stribe?
"Vi arbejder med nogle advokater, der er store tilhængere af ytringsfriheden under forfatningen, men det sker højest, at vi ændrer nogle ord," svarer Salem lidt tøvende.
En enkelt gang gik det dog galt. "Trudeau sendte os en uges striber, hvori han gjorde nar af abortmodstandere. Jeg vurderede, at alt for mange aviser ville blive ringet ned af iltre læsere og annullerede derfor striberne. Det accepterede Garry."
Det politiske ugemagasin The New Republic hørte imidlertid om de annullerede striber, købte og offentliggjorde dem. "Herefter fik vi opringninger fra en mængde aviser, der klagede over, at vi havde censureret Trudeau," griner Salem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her