Læsetid: 3 min.

En Gentleman i byen

27. marts 1999

TIL NÆSEN

I en Gentlemen's Club i et velhavende område i det centrale London sidder to højtstående efterretningsofficerer og konverserer lidenskabsløst om en forestående likvidering, mens de med velbehag indtager kold røget ørred ledsaget af en flaske Puligny-Montrachet.
I en tung læderklapstol i et hjørne sidder en slank, hvidhåret ældre herre iført et velsiddende sæt mørkt tøj skræddersyet i Savile Row og en diskret skjorte med tilhørende slips fra Turnbull & Asser i Jermyn Street. Han læser distræt i Times of London, mens han spiser Water Buisquits med Stilton ledsaget af et glas Quinta do Noval Nacional af bedre årgang.
Hvis De nu har dette billede for Deres indre øje, kan de let forestille Dem, at herren i læderklapstolen er Michael Broadbent - den måske kendteste vinpersonlighed i den ældre generation, med en enorm erfaring fra et langt liv som vinhandler, vinskribent og vinauktionarius. Han var i København forleden i anledning af nyudgivelsen af den danske udgave af klassikeren Michael Broadbent's Pocket Guide to Winetasting. (Vinsmagning, Gyldendal 1999, oversat af Jane Kjølbye og Henrik Oldenburg, 208 s., Illustreret, Indbundet, 228 kr.).
Gyldendal havde fået den fortræffelige idé at benytte lejligheden til at invitere en mindre kreds af vinskribenter og branchefolk til at møde Mr. Broadbent til en kommenteret vinsmagning med efterfølgende middag i forlagets frokoststue. Det er ikke noget, man siger nej tak til - måske Michael Broadbent efterhånden er fortidens mand, men han er immervæk en af fagets største navne, som man gerne vil komme og lytte til.
Og så trækker det selvfølgelig ikke fra, at nogle af de inviterede branchefolk havde bidraget med både ældre og nyere vine, som man ikke hver dag har lejlighed til at smage - hverken privat eller med kyndig guide.

Vi smagte os gennem otte vine, tre Grand Cru'er fra 1970'erne og 1980'erne fra Médoc, en topvin fra Torres i Penedès, to Bourgogner (bl.a. en pragtfuld Clos de Vougeaot 1995), samt den legendariske portugisiske Barca Velha årgang 1978 - og endelig Chapoutiers Hermitage, M. de la Sizeranne fra samme år.
Michael Broadbents vinhjerte ligger på Médoc-halvøen - det kan der vist ikke være megen tvivl om, og det er nok også karakteristisk for engelske vinkendere af den generation. Men det betyder ikke, at han ikke også har et globalt udsyn og et åbent sind. Blandt andet mener jeg, at han sagde, at den bedste rødvin, han havde smagt, var en af Gajas legendariske Barbarescoer fra Piemonte. Hvad er egentlig den bedste rødvin, De har smagt, kære læser? Det er ikke noget nemt spørgsmål at svare på, hvis man har haft næsen fremme i en årrække. Jeg tror alligevel, jeg vil vove et øje og komme med mit personlige bud på et svar: Vega Sicilia Unico 1975.

I forhold til sin facon, ry og udstråling kom Broadbent med nogle forbløffende down-to-earth-betragtninger. Om Bordeaux sagde han således, at vinen primært har to formål: At rense munden mellem måltidets mundfulde og at fremme fordøjelsen! Og om vinjournalistik og vinskribentvirksomhed at vin overhovedet ikke er beregnet til at blive beskrevet, men til at blive købt og drukket. Det kan der være noget om, men vi vinskrivere skal vel også have noget at tage os til og leve af? Det var vist også mest en finte til visse yngre elementer inden for faget, hvis vinlyrik undertiden antager både groteske og lattervækkende former.
Og så kom Broadbent med en velfortjent svada mod den indflydelsesrige amerikanske vinguru Parker og hans disciple. De truer vinens mangfoldighed ved at fastslå én bestemt stil (den koncentrerede, mørke og frugtsvulmende) som den eneste rigtige - med det resultat, at producenterne prøver at ramme den stil for at gafle en større del af markedet til sig. "Bordeaux skal lave Bordeaux," sagde Michael Broadbent - og med den tilføjelse, at denne troskab mod distriktets stil og historie er ønskværdig overalt, er der kun at tilføje et: Amen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her