Efter valget er Grønland rykket længere mod venstre men med en udstrakt hånd til et fornyet rigsfællesskab, der sikrer, at Danmark ikke slutter ved Grenen
Det kan ofte være lettere at indgå en principaftale om en regeringskoalition end at gennemføre den egentlige regeringsdannelse. Koalitioner indgås ud fra en række overordnede politiske præmisser. Regeringer derimod sammensættes af personer af kød og blod. Personkemien bliver dermed pludselig en måske afgørende faktor i det politiske spil.
Også det politiske bagland skal tages i ed. Derfor kan det tage en rum tid, før alle ministre samlet kan klatre op på de efterstræbte taburetter. Denne velkendte sandhed har fået fornyet gyldighed i Grønland.
Det traditionelt midtsøgende, men svagt vigende socialdemokratiske regeringsparti Siumut kunne hurtigt efter valget til Grønlands Landsting den 16. februar indgå en principaftale om ny regeringskoalition med det vindende oppositionsparti, venstrefløjspartiet Inuit Ataqatiqiit (IA).
Men først den 4. marts kl. 10.30 havde Siumut efter et nattemøde og morgenmøde, der næsten gik i ét, fået så godt som hele sit bagland så meget på plads, at landsstyreregeringen blev en kendsgerning.
Veltrimmede lækager til offentligheden om, hvem der var inde og ude i de langstrakte forhandlinger, blev en intrikat del af selve spillet om magten.
For flere Siumutter mente, at partiformand Jonathan Motzfeldt havde givet den nye regeringspartner, IA, flere indrømmelser end godt var i forhold til Siumuts løfter i valgkampen - bl. a. i forhold til det løfte, vælgerne måske vil huske længst, om ikke at forhøje skatterne.
I modsætning hertil har IA haft en konsekvent politik for en udjævning af de ekstremt store indkomstforskelle i det grønlandske samfund. Det blev under valgkampen udtrykt ved et slagordsagtigt krav om en særlig "Rigmandsskat" for de højeste indkomster.
Gennemførelsen af et sådant krav stred naturligvis mod Siumutternes valgløfter om en ny landsstyreperiode uden øgede skatter. I koalitionens navn er "Rigmandsskatten" derfor blevet opgivet. Den erstattes af ændrede fradragsregler - med omtrent samme effekt. Men i det mindste er der lagt sproglig sminke over, at IA ideologisk er gået sejrende ud af denne del af koalitionsforhandlingerne.
Karakteristisk nok kunne landsstyreformand og koalitionsleder Jonathan Motzfeldt da heller ikke på et pressemøde om nye præciseringer af regeringsgrundlaget garantere, at der ikke kommer skatteforhøjelser. Men han kunne garantere, at alle slankende muligheder på landsstyrets budgetter vil blive udnyttet, før der eventuelt udskrives ny skat.
Siumuts hovedbestyrelse og landstingsgruppe vælger på kort sigt at formulere sig ud af problemerne. Det sker med en til formålet udarbejdet erklæring om, at man ikke på forhånd kan lægge konklusioner på reformarbejdet omkring skattepolitikken, når dette arbejde ikke engang er påbegyndt. "Forskellige muligheder bør gennemanalyseres, før der tages egentlige politiske beslutninger," fastslår Siumutterne diplomatisk.
Mindre diplomatisk er IA's partiformand, Josef Motzfeldt. Han har haft vælgervinden i ryggen. IA kunne som det eneste af Grønlands tre "etablerede" partier kræve øget indflydelse med udgangspunkt i øget vælgertilslutning på valgdagen.
Netop derfor var det svært for IA at fortsætte på oppositionsbænken. I forhandlingerne om regeringsdannelsen fremkom tilbud fra alle partier om IA som regeringspartner. IA og det borgerlige Atassut havde dog alene ikke flertal. Et flertal sammen med Kandidatforbundets løsgængere blev anset for at være et for risikabelt grundlag i forhold til en lang række presserende opgaver i grønlandsk politik.
Derfor ser Josef Motzfeldt i en samtale med Information den nye koalition mellem IA og Siumut som "de synlige muligheders løsning." Han taler om "en fasttømret løsning" allerede fra koalitionens første dag.
Jonathan Motzfeldt er ikke mindre tilbageholdende i tiltroen til det nye landsstyres holdbarhed og handlekraft. "Vi har gjort det, Nyrup ikke tør!" betror han Information.
Ingen tvivl om, at Grønland er ved at foretage et moderat kursskifte til venstre. Men i hvert fald i forholdet til rigsfællesskabet aldeles uden akutte problemer.
Nogle har ventet en radikalisering af selvstændighedsbestræbelserne som konsekvens af IA's fremgang. Men Josef Motzfeldt vil i stedet hellere tale om et skæbnefællesskab mellem Grønland, Færøerne og Danmark, der forpligter til en videreudvikling:
"Allerede det, at specielt lande i Den Tredie Verden ser rigsfællesskabet som et forbillede, forpligter rigsfællesskabets myndigheder til at videreudvikle fællesskabet. Både Grønland og Danmark kan som henholdsvis tidligere koloniland og tidligere kolonimagt profilere sig ved at fremstå som forbilleder, hvor Grønland som en rigsdel med sin helt egen baggrund har krav på større selvbestemmelse. Men de danske myndigheder har lige så megen pligt til at pleje og udvikle fællesskabet! Hjemmestyret fra 1979 er fuldbyrdet og må undergå en videreudvikling. Jeg kan vanskeligt forestille mig et Danmark, der slutter ved Grenen med Danmark som et lille appendix til Europa. Derfor må det også være i Danmarks interesse med et nyt partnerskab for alle dele af riget," slutter Josef Motzfeldt sine betragtninger over de lange linier i regeringskoalitionen.
Netop i det meget lange perspektiv er de to partiformænd reelt enige, skønt Jonathan Motzfeldt og Siumut traditionelt fremstilles som mere "dansker-venlige" end Josef Motzfeldt og IA. Man skal til partiernes ungdomsorganisationer, hvis man vil have større forskelle frem.
I aktuel sammenhæng appellerer begge partiledere til ansvarligheden. Ikke mindst Jonathan Motzfeldt har med baggrund i uroen i Siumut fundet det nødvendigt at betone et politisk ansvar for, at Grønland ikke kastes ud i anarki på grund af personlige kæpheste hos enkelte medlemmer af Landstinget.
Forløbet af møderne i Siumut er af partimedlemmer karakteriseret som 'Siumut-krigen' eller ligefrem som 'Den Tredie Verdenskrig i Siumut'. Med forud for åbningen af det nye landsting hersker i det mindste våbenhvile.
Derfor kan de to partiledere i hvert fald for en tid da også med lidt held komme til at fremstå som de store fredsstiftere i grønlandsk politik. Vel at mærke, hvis det også lykkes dem at finde en kronprins eller en kronprinsesse i deres respektive partier til at sikre 'arvefølgen'.
Mest påtrængende er problemet for den 60-årige Jonathan Motzfeldt, der selv medgiver, at den nye fireårige periode kan blive hans sidste som toppolitiker i Grønland.
Men også den 57-årige Josef Motzfeldt er under pres for et udtalt krav om fornyelse af personkredsen i toppen af grønlandsk politik.
Så to af de store rorgængere i Hjemmestyrets Grønland har formentlig nu deres sidste chance for i fællesskab at udstikke kursen for hjemmestyrets forvandling til et egentligt selvstyre inden for et revitaliseret rigsfællesskab.
