Læsetid: 2 min.

Hækkerup: Forsvarsforlig med firkløveret

11. marts 1999

Det er uinteressant at tænke i forlig med venstrefløjen, siger forsvarsministeren
- Dansk Folkeparti er også dømt ude

Forsvarsminister Hans Hækkerup vil lave forsvarsforlig med de fire firkløverpartier. SF's og Dansk Folkepartis bejlen til at være med i forliget er "uinteressant", siger ministeren.
SF har været mest positive over for regeringens udspil af alle partier uden for regeringen. Men SF er ikke interessant, for partiet ikke kan levere et flertal for et forlig, når Enhedslisten kun tilbyder at lade være med at stemme regeringen ned og ikke vil gå med i et egentligt forlig.
"Man kan foretage mindre ting uden forlig. Men for at gennemføre de strukturrationaliseringer af forsvaret, der skal til, kræver det et forlig med et flertal bag," siger Hans Hækkerup.
Dansk Folkeparti har ihærdigt forsøgt at bringe sig i stilling som forligspartner.
Tidligere på ugen blev partiet dog undsagt af både Venstre og Det Konservative Folkeparti. Så længe Dansk Folkeparti ikke vil støtte de danske aktioner i udlandet, vil de partier ikke have dem med i et forlig. I går gik Dansk Folkeparti til modangreb. Partiets næstformand Kristian Thulesen Dahl truer med at gøre livet surt for en kommende borgerlig regering, hvis ikke partiet kommer med i forsvarsforliget:
"Det kan blive utroligt svært for sådan en regering i dagligdagen," siger han.
Men heller ikke Hans Hækkerup ønsker Dansk Folkeparti med i forliget:
"Et forlig indebærer jo, at hvis man i løbet af de år, forliget løber, vil ændre planer, skal man være enige. Man skal tænke sig grundigt om, hvad det er for partier, man vil udstyre med en vetoret omkring materielanskaffelser og hvornår, vi skal sende soldater ud. Målet er at indgå et forlig med de partier, der normalt står bag forsvaret," siger Hans Hækkerup. Det betyder et forlig med V, K, CD og Kristeligt Folkeparti eller en kombination af disse.
SF's Villy Søvndal betegner det som "en underlig form for masochisme", at regeringen vil lave forlig med partier, der konsekvent har rakket regeringens udspil ned.
Kristian Thulesen Dahl mener, det er uforskammet af Hans Hækkerup at dømme Dansk Folkeparti ude, når partiet skal mødes med ham og økonomiminister Marianne Jelved til diskussion om forsvaret på fredag.
"Men det kan være han vil blive overrasket. Det bliver nok sværere end som så, at kyle os ud af de forhandlinger," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her