Læsetid: 3 min.

Hal Koch & Unionen

4. marts 1999

Tirsdag udgav pro-EU-organisationen Nyt Europa bogen Europæisk Offentlighed. Bag debatværket står en gruppe centrum-venstreorienterede EU-debat-veteraner med SF'eren Steen Gade, det socialdemokratiske Europa-Parlamentsmedlem Kirsten Jensen og journalist og forfatter Jacob Andersen fra Ugebrevet Mandag Morgen, i spidsen.
Bogens forfattere - hvis hensigt er at puste nyt liv i en hensygnende og forudsigelig diskussion om EU's manglende demokrati - undlader af samme grund bevidst at diskutere EU's i én evindelighed diskuterede institutioner og retter i stedet blikket mod et andet hjørne af demokratiet: Den (i dag medieformidlede!) demokratiske samtale mellem borgere, organisationer og politikere - i EU.
Lad det være sagt med det samme: Det fortjener forfatterne ros for. Længe har diskussionen om det manglende demokrati i EU været taget som gidsel i en evighedstvist om EU-institutionerne og deres magtbeføjelser mellem føderalister, der vil have forbundsstat, og EU-kritikere, som sværger til nationale demokratiske institutioner.

Udgangsreplikken for de sidstnævnte har ofte - og med en vis ret - været: 'EU får svært ved at blive rigtig demokratisk, fordi der eksisterer ingen europæisk offentlighed, der giver unionens institutioner den nødvendige folkelige legitimitet'. Eller sagt på en anden måde: Næppe nogen af EU's 371.516.000 unionsborgere anerkender politiske beslutninger truffet af Europa-Parlamentet som deres egne, før de føler politisk og kulturel samhørighed med hinanden. Og det gør de ikke. I hvert fald har de kun gjort det i faldende grad siden 1991. EU's meningsmålingsenhed, Eurobarometer, har i mange år spurgt unionsborgerne, om de alene føler sig som borgere i deres eget land, eller om de også føler sig som europæere. Fra 1986 til 1990 falder antallet af følte europæere støt og roligt. Fra 1990 til 1991 stiger det lidt. Mens det igen fra 1992 falder.

Dén nedslående kendsgerning får imidlertid ikke bogens forfattere til at kaste håndklædet i ringen. "Europæisk offentlighed er nemlig allerede under udvikling," siger de:
Der findes adskillige veludviklede eksempler på grænseoverskridende europæiske del-offentligheder. De europæiske fagforeninger er i demokratisk dialog indenfor rammerne af den europæiske sammenslutning af fagforbund, ETUC, og arbejdsgiverne indenfor deres europæiske sammenslutning, UNICE. Mere end 120 miljøorganisationer driver demokratisk samtale indenfor deres paraplyorganisation i Bruxelles, European Environmental Bureau, og ligeså mange u-landsorganisationer er organiseret under én fælles EU-platform samme sted.

Så via internet og takket være det belgiske luftfartsselskab, SABENA, bringes NGO'er, industrifolk og politikere i stigende grad til at drive demokratisk dialog med hinanden om EU's emballageregler, regler for to- og trehjulede motorkøretøjer, unionens u-landsbistand eller noget helt fjerde. Det er med andre ord det europæiske jetset - lobbygrupperne - der driver den demokratiske samtale frem i EU. Og det virker: I stigende grad opfatter de transnationale grupper sig som EU-europæere, kommunikerer på tværs af grænserne på grundlag af fælles politiske dagsordner.
Opfølgningsspørgsmålet er så, om disse snævre offentligheders europæiske sindelag nogensinde smitter af på deres baglands mere nationale sindelag? Svaret er formentlig: Ja, på sigt! Spørgsmålet er vigtigt, fordi de nævnte grupper netop ikke i sig selv er garant for den brede folkelige legitimitet, ethvert demokrati har brug for. Flere af gruppernes - bl.a. NGO'ernes - EU-arbejde foregår i dag i en politisk indforstået glasklokke, uden nogen nævneværdig opbakning fra deres folkelige bagland.

Det ved forfatterne godt. Derfor opfordrer de til at gå i gang med at opbygge en bredere europæisk offentlighed. Til det formål lancerer de syv forslag. Nogle af dem lyder:
*Medierne skal være mere europæiske. EU-landenes public service tv-stationer skal f.eks. gå sammen om en fælles EU-public service tv-station.
*Danske Europa-parlamentarikere skal opføre sig mere som europæere og mindre som danskere. F.eks. ved at markedsføre sig i europæiske medier.
*De danske partier skal forpligte sig til at markedsføre mindst et udenlandsk europa-parlamentsmedlem i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet.
De to sidste forslag rykker næppe mange almindelige unionsborgere til at tale demokratisk med hinanden. Det foreslåede europæisk Public Service-tv når ikke mange seere udenfor de grupper, der forvejen beskæftiger sig med Bruxelles og omegn i deres professionelle virke. Slet ikke i omegnen af EU's pløjemarker hos de landmænd, der i en nær fremtid bliver underlagt en EU-reform om sænkede minimumspriser for mælk, korn og oksekød. Eller i EU's randområder hos de unionsborgere, hvis jobs er afhængige af indtægter fra det toldfri salg på unionens færger og i dets lufthavne.
Hvad skal der så til, før de franske hærværks- og landmænd indstiller gadekampene og griber til Hal Kochsk demokratisk samtale med Peter Gæmelke fra Axelborg? Og efterfølgende accepterer den beslutning, Ministerrådet træffer som deres egen? Måske bliver vi nødt til at vente på den kulturelle og sproglige globalisering, som i dag drives frem af markedskræfter, satellit-tv og internet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her