Læsetid: 4 min.

Hver har sin skæbne

26. marts 1999

Det er noget af en satsning Vendsyssel Teater har kastet sig ud i med Mette Winges spil om Thomas Kongo

Teater
Det er ganske snart trehundrede år siden Thomas Kingo døde, men vi synger stadig hans salmer og glæder os over hans overrumplende voldsomme, plastiske billeder af livets skønhed, skrøbelighed og forgængelighed. At han også havde en bevæget skæbne, en forbløffende opstigning fra beskedne kår foruden svære skuffelser, at han var en sand livsnyder og en inderligt bodfærdig gammellutheraner, alt det kulørte stof har været inspirativt udgangspunkt for Mette Winges nyeste teaterudspil, En historie om Thomas Kingo, skrevet direkte til Vendsyssel Teater.
Det må også blive en 'historie' i den forstand, at der er grænser for kendskabet til de finere biografiske nuancer i Kingo brogede skæbne. Og logisk nok også et 'drømmespil', som det hedder i undertitlen, hvis man vel at mærke vil have en aktuel vinkling på stoffet og ikke bare forsøge at svømme hen i hvordan det nu 'egentlig var' dengang.
Fraugdegård på Fyn indeholder Kingos dødsværelse, og der spøger det angiveligt. I stykkets rammehistorie kommer et ungt par på besøg derind, gyser og griner lidt over det gamle billedgalleri, de rager uklar, hun går og smækker med døren, og han kan ikke få den op og bliver alene med sin stavlygte, sin forurettelse, sin angst - og så ser han ellers billeder, først Kingos dødsleje hvor denne under høje hyl påkalder Beelzebul ...
Ellers fortæller billederne i store træk digterens livshistorie. Det kan nok være praktisk at kende dens ydre omrids så nogenlunde på forhånd, for det går stedvis ret hurtigt, fra kapellan-tidens Chrysillis-forelskelse, uoverensstemmelsen med den stridige Jacob Worm, over de første ydmyge tilnærmelser til den da almægtige Griffenfeld, i hastige spring frem til den skrappe tilbagevisning af Vinterparten, Kingos højst egensindigt redigerede salmebog (1689), videre over depressionen derover, til et sidste besøg hos Leonora Christine i Maribo og frem til den sene lyksalighed med Candida, Birgitte Balslev af Fraugde, og sluttelig en lysere udformet dødsscene. Hvorefter så også rammehistorien kan lukkes.

Den snu magtspiller
Når den hele livsbane således skal dækkes ind, så bliver der selvsagt ikke tid og plads til mange fuldt udfoldede spillescener. Det kan man godt ærgre sig lidt over, også fordi rammehistoriens anonyme unge mand - logisk nok forsåvidt - stedvis skubbes kommenterende ind i spillet, hvilket godt kan forvirre lidt.
Måske Mette Winge kunne have vundet i stramhed ved at koncentrere sig om mere snævert udvalgte dele af historien, sådan at også Kingos primære fascinationskraft, den højtspændte ordkraft, kunne have fået friere spil. Hos Winge er det i stort omfang Kingo som kyndig erotiker og som snu magtspiller under enevælden, der står i centrum.
Men, men. Man skulle på den anden side være et asen, hvis man ikke glædede sig over det man vitterlig får. Der er fine, stejle spillescener, med Griffenfeld og Leonora Christine, der er de erotisk ømme situationer med bemeldte damer, med højt lyrisk schwung, og der er især de frit udformede musikalske optrin - at tænke sig: "Nu rinder Solen op i Østerlide" som tango! - hvor centrale teksters kontraster virkelig bliver billedsat suggestivt og fantasifuldt, i passionerede tableauer, som i en drøm.

En satsning
Det er noget af en satsning Vendsyssel Teaters Kasper Wilton her har kastet sig ud i, og med skindet på næsen og mere til har reddet hjem.
Teatret er grundigt omkalfatret, scenograf Karin Seisbøll har drejet lokalet 90 grader, med tilskuerne tribunesat langs siderne, så spillet kan processionere frem og tilbage gennem midten, med tomandsband på høj estrade i den ene ende, og med tilsvarende højt spillested i den anden.
Søren Kollerup har - med særskilt økonomisk støtte - skrevet stram originalmusik, som otte konservatoriestuderende lægger stemmer til, så det klinger skarpt og rent - ja flere steder klinger bedre end ordene høres. Og skuespillerne - i ret skømme kostumer - nyder tydeligvis udfordringen.
Kresten Andersen har både stemme og pondus til den modsætningsrige digter og elsker, Tine Gotthelf ung sødme som de(n) udkårne, Pia Mourier stram stolthed som bl.a. Leonora, og det er ganske overraskende ikke at skulle grine ad Hans Holtegaard, der især som den magtfuldkomne Griffenfeld har en shining hour og kan meddele, at "nådens sol er kold" og at Kingo vil gøre klogt i at koncentrere sig om "sjæleføde" i sin digtning.
Kun Jørgen Bing har det lidt vanskeligt; han strider ihærdigt for at sætte kød på den anonyme unge mand, der ufrivilligt bliver involveret i historiens mummespil, men den rolle er altså temmelig uskarp.
Det er måske ikke noget dybt stykke teater, Mette Winge har givet os, ikke nogen ny vej for teatret som sådan, hun har udpeget, men man får en række stærke billeder med sig hjem, og man får virkelig lyst til at læse Kingo igen. Og det er slet ikke så ring'.

*Mette Winge: En historie om Thomas Kingo. Instruktion/bearbejdelse: Kasper Wilton. Scenografi: Karin Seisbøll. Musik: Søren Kollerup. Vendsyssel Teater, Hjørring, 23. marts til 16. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu