Læsetid: 3 min.

Hvorfor tør vi ikke være furier?

8. marts 1999

De unge var overraskende rebelske, da Kvinderådet fejrede sit 100 års jubilæum med et symposium

UNGDOM
Kvindekampen er midt i et backlash, men vidste man ikke bedre, ville man efter at have hørt to yngre kvinder på Kvinderådets symposium lørdag i anledning af organisationens 100 års-jubilæum tro, at der allerede var stablet sten til et nyt oprør.
Som 30-årige Signe Wenneberg sagde: "For mig kan det ikke gå hurtigt nok med at komme i gang. Efter min opfattelse kan en ny kamp ikke blive for rabiat eller for revolutionær. For mig er ligestillingsarbejdet lige så vigtigt nu som for 100 år siden. Men det tog lang tid, før jeg fattede situationen. Jeg troede i lang tid, at ligestillingen var ordnet."
Den yngre Signe Wenneberg havde aldrig forestillet sig, at arbejdsmarkedet kunne være kønsopdelt, at piger kunne være mindre værd end drenge, eller at mændene, når hun blev voksen, stadigvæk ville klamre sig til magten."
"Men jeg troede nok endnu mindre på, at mande-majoritetens logik ville være, at kvinder, fordi de føder børn, skal tjene mindre, ansættes lavere, forfremmes sjældnere, repræsenteres ringere i magtens centre og pensioneres fattigere," sagde hun og kaldte sit land udemokratisk.
Den ti år ældre forfatter, Hanne Vibeke Holst, var helt enig:
"Vi vil have halvdelen af riget, magten og æren, og det er på høje tid, at vi selv sætter dagsordenen i stedet for at tilpasse os mændenes. Vi har dukket os for længe. Hvor er råheden og fantasien? Hvorfor tør vi ikke længere være furier?" spurgte hun.
Den udtalelse var lige i professor Drude Dahlerups kram - samfunds-og kønsforskeren, som skrev Rødstrømpebevægelsens historie, og som vi derefter lod Sverige rende med.
"Vi er alt for pæne allesammen i dag," sagde hun som en af forklaringerne på, at kvindekampen er gået i stå.
Ifølge Drude Dahlerup er det spændingen mellem konfrontation og tilpasning, der driver fremskridt frem. Således udviklede kvindespørgsmålet sig netop i slipstrømmen af den dynamik, der var resultatet af to forskellige, kvindepolitiske grenes indsats i 70'erne og 80'erne: Rødstrømpebevægelsens gadekamp og progressive ideer og Danske Kvinders Nationalråds arbejde med at føre forslagene gennem magtens korridorer til forhandling ved de blanke borde.
Drude Dahlerup: "Mens alle andre nedlagde de særlige kvindegrupperinger, f.eks. lærerindeforeningerne og de politiske partiers kvindeudvalg - for nu var kvinder og mænd jo blevet lige - forstod rødstrømperne, at det stadigvæk var nødvendigt, at kvinder slog sig sammen i grupper for at få en stemme og blive hørt."
Hun fortalte, at ligestillingsdebatten fylder langt mere i de andre nordiske lande, og at Socialdemokratiet i Sverige eksempelvis lige nu drøfter, om valgnederlaget skyldes, at ligestillingsdebatten kom til at fylde for lidt.
"Her i landet er situationen, at der ingen støtte i form af politisk opmærksomhed er ovenfra samtidig med, at presset nedefra er forsvundet med tabet af en driftig kvindebevægelse. Derfor backlashet," sagde hun.

De unges krav
Blandt de krav, de unge kvinder stillede på symposiet, var kravet om et ligestillingsministerium, "så området kan komme øverst på den politiske dagsorden." Og kravet om en central barsels- og børnepasningsfond, så ingen konkret virksomhed behøver tabe penge på frugtbare kvinder. Og så gik de også overraskende ind for positiv særbehandling. Ovenikøbet med brask og bram.
Signe Wenneberg: "Jeg ønsker positiv særbehandling - jo, jeg gør - fordi det er en særlig situation, at der er så særlig mange mænd, i særligt de prestigefyldte og særligt vellønnede jobs, og sådan har det været særligt længe, hvilket der må gøres noget særligt ved..."
Mænd elsker, mente hun, den positive særbehandling, de har været underlagt gennem hele verdenshistorien. - "Mænd synes, det er ret smart, at vi kom ud på arbejdsmarkedet uden, at de behøvede at komme hjem til familien til gengæld," som hun sagde.
Mangelen på økonomisk ligestilling dukkede gang på gang op i debatten. Bl.a. den kendsgerning, at kvinder lægger an til lavere pensioner end mænd, fordi de ikke pensionsindbetaler, når de barsler og har forældreorlov.
Især formanden for Kvindeligt Arbejderforbund, Lillian Knudsen, var ude efter den såkaldte ny løn, det lønsystem, der vinder mere og mere frem, og som bygger på en individuel kvalitetsvurdering.
"Hvem skal vurdere den? Det skal mænd - i 85 pct. af tilfældene. Mænd kan godt lide at give til andre mænd, så hvis vi ikke i den grad står sammen og kæmper for at få nogen ind, der kan se kvinders indsats, så taber vi terræn igen," mente hun.
Danske Kvinders Nationalråd har benyttet jubilæet til at tage sit pigenavn tilbage og hedder nu igen Kvinderådet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her