Læsetid: 4 min.

Information skriver skam også om fisse

10. marts 1999

Lider danske mænd af klitforskrækkelse og er det overhovedet vigtigt, hvor mange centimeter kvinder har mellem benene?

KLITVÆSEN
En australsk forsker har til stor fryd for 90'ernes kvindekæmpere for nylig påvist, at det kvindelige lystorgan - klitoris - faktisk måler mellem tre og ni centimeter, hvilket er dobbelt så meget som tidligere antaget i alverdens anatomibøger. Og hvad så?
Tjah, Informations to udsendte medarbejdere besluttede sig for at finde ud af, hvad almindelige mennesker mener om denne revolutionerende oplysning og forstyrrede i den sags tjeneste tilfældigt sagesløse ved Storkespringvandet i København.
"Så skulle den da være til at ramme," mente en ung pige, mens de fleste andre adspurgte kvinder ikke mente, at de nyopdagede dimensioner vil få særlig praktisk betydning.
"Den er jo ikke blevet større, end den hele tiden har været, vel? " spurgte en tilsminket skønhed lettere sammenbidt og måske en kende fornærmet over at blive spurgt om noget, der findes under pelsen.
Mændene havde i bedste fald ikke nogen holdning til spørgsmålet, og i hvert fald ville de fleste godt lige sunde sig lidt, inden de kastede sig ud i en analyse af denne nye videns videre implikationer.
"Det vil jeg godt lige tænke over," sagde en yngre mand, inden han løb hurtigt videre.
"Det har jeg ikke umiddelbart nogen kommentar til," gled en anden af, som om vi havde bedt ham forholde sig til velfærdssamfundets finansieringskrise. Come on man, vi taler om et par hidtil ukendte centimeter mellem kranernes ben.
Flere mænd så ligefrem rystede ud, men forsøgte dog at opretholde et macho-jeg-tager-tre-træk-og-en-aflevering-så-jeg-er-da-skide-ligeglad-image, men de flakkende øjne og vibrerende mundvige afslørede, at det var nok ikke hele sandheden.
"Bare den ikke kommer til at hænge i vejen," gispede en tredie fyr forskrækket.
Man kunne fristes til at konkludere, at danske mænd i udstrakt grad lider af klitforskrækkelse.
Måske er det tanken om, at kvinder nu vover sig ind på centimeterdomænet, der er ubærligt for mændene. Tænk, at kvinder har noget, der kan måles i centimeter, hvad bliver det næste. Ligeløn?

Kører med klitten
Klitforskrækkelse kan være en af årsagerne til, at kun få mænd mødte op til Kvindeligt Selskabs ihukommelse af kvindernes internationale kampdag, som de benyttede til at fejre de nyfundne centimeter, som den australske forsker har opdaget ved at undersøge afdøde kvinders underliv.
Arrangementets titel var 'Kvindeligt Selskab kører med klitten,' og de pressebevidste feminister havde valgt at afholde mødet i
Rundetårn, Københavns største pik, som indbudte ph.d. Christian Graugaard bemærkede.
I pikkens bibliotekssal var similipelse og fjällräve overrepræsenteret mens kun enkelte hønsestrik-sweatre med noget, der lignede mænd indeni, havde vovet sig op i Christian IV's gamle, men stadig potente skaft.
Hvis mændenes generelle udeblivelse skyldtes angst for, at aftenen skulle gå med klit-fikserede kvinders beskyldninger om, at mandlige forskere med vilje har forsømt den indvendige kvindelige arkitektur, kunne det skyldes klitselskabets pressemeddelelse:
"Hvordan kan det være, at vi stadig mangler basal viden om kvinders krop?" spørger Kvindeligt Selskab.
Ja, hvordan kan det egentlig være? Man aner antydningen af en af de for tiden så populære konspirationsteorier, hvor mændene og den multinationale medicinalindustri har rottet sig sammen og har haft held til at bilde kvinderne ind, at 'vores er meget større end jeres' og at mændene derfor har mere ret til magt end kvinderne.
Arrangementet gav dog ikke noget svar på spørgsmålet. Måske fordi det var et såkaldt retorisk spørgsmål, som de fremmødte Tordenskjolds frontkæmpere allerede godt kendte svaret på.
Men det lå i luften, at 'ha ha, vi har lige så mange centimeter, vores er bare indvendige'.
Den første taler var læge og ph.d. Christian Graugaard, der leverede et besjælet oprids af mandlige lægers komiske udlægninger af kvinders seksualitet gennem tiderne.
Graugaard var en sand mester i at finde salens G- punkt og flere gange rungede Rundetårns hoved af krampende orgasmisk latter.
Lilli Henriksen, redaktør af månedsmagasinerne Tidens Kvinder og Tidens Mand havde også fundet vej til klit- festen, hvor hun lovpriste tidens seksuelle frigørelse, hvor kvinder selv klarer ærten - der ikke er så lille endda - hvis ikke mændene leverer varen.
Sexmesser, pornofilm og legetøjsbutikker bejler for tiden til den seksuelt bevidste kvinde, og redaktøren kunne løfte sløret for indholdet af næste nummer af Tidens Kvinder, hvor en skuespiller vil opfordre folkekirken til at levere et tempel, hvor lidenskaben kan dyrkes.
Et lille hjertesuk var dog den alvorlige sideeffekt, at yngre mænd er begyndt at miste lysten til sex.
Lilli Henriksen fik også lattermild respons fra salen, der imidlertid blev anderledes stille, da sidste taler før pausen, billedkunstner Susan Hinnum, satte læberne til mikrofonen.
Hendes væsentligste bidrag var en indledende diskussion af arrangementets titel, som hun mente var idiotisk.
"Tænk, hvis en mand havde sagt til mig, at han kørte med klatten. Så ville jeg synes, han var en idiot," sagde Hinnum, der dog mente, at titlen kunne forsvares, hvis man satte den ind i en kulturel kontekst.
Så var der pause.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her