Læsetid: 11 min.

Til ingen (verdens) nytte

27. marts 1999

Et impotent EU kunne ikke hindre krigen - og mens bomberne begyndte at falde i det sydøstlige Europa, blev hver en euro vendt ned i den mindste tekniske detalje på topmødet i Berlin

I dag er krig i Europa utænkelig, men vi må fortsætte med at sikre vores fred og frihed. Vi i den ældre generation har erfaring med, at det kan være meget anderledes - at det engang, i vores ungdom, var anderledes."
Disse ord er ikke formuleret af en kendt britisk premierminister med navnet Neville Chamberlain, men af den tidligere tyske forbundskansler, den 68-årige Helmut Kohl - en af hovedarkitekterne bag Den Europæiske Union og manden, der sikrede Tysklands genforening. I mandags trådte Kohl igen frem på den offentlige scene efter seks måneders tavshed:
"Nationalisme betyder krig. Et forenet Europa betyder fred og frihed," sagde han.
To dage senere, midt under Den Europæiske Unions topmøde i Berlin, bryder krigen ud i Europa. Og EU har ingen mulighed for at forhindre det.
Det er ikke en krig mellem to EU-lande, men de fleste EU-lande er aktive deltagere i den, da NATO anført af USA, sender flere bølger af bomber og krydsermissiler mod Serbien for at tvinge landets præsident Slobodan Milosevic tilbage til forhandlingsbordet og stoppe den serbiske etniske udrensningskrig i Kosovo.
Det er ikke alene den første krig i NATO's historie, men for tyskerne er 'aktionen' nok så historisk, da det er første gang siden Anden Verdenskrig, at det tyske Luftwaffe deltager i en krig mod en suveræn stat i Europa.
Mens USA's præsident Bill Clinton og Tysklands kansler Gerhard Schröder gør sig store anstrengelser for at overbevise omverden om, at "det er ikke en krig i traditionel forstand", men en militær aktion - et moralsk imperativ for at forhindre en humanitær katastrofe - raser russerne og kineserne i FN's sikkerhedsråd. De beskylder NATO for at føre "angrebskrig" og bryde den internationale retsorden og folkeretten, og Rusland afbryder alle samarbejdsrelationer med NATO, der møjsommeligt er opbygget i kølvandet på afslutningen af den kolde krig.
Efter den første nats bombardementer retter den russiske udenrigsminister Igor Ivanov en appel til de europæiske NATO-medlemmer. De bør indse, at USA's forsøg på at opnå verdensdominans har kastet Europa ud i den værste krise siden Anden Verdenskrig, mener han.
"Uanset hvilke grunde USA's strateger har til at retfærdiggøre deres aktioner, så er deres mål meget klare: at gennemtvinge USA's politiske, militære og økonomiske diktatur, at skabe en form for unipolær verden, hvor folkenes skæbne bestemmes i Washington," siger Ivanov.
"Jeg undrer mig over, om europæerne har glemt, hvor appeasement og aktioner, der overtræder den internationale retsorden, fører hen?"

Den norske fredsforsker Ola Tunander mener ikke, at Rusland har militær kapacitet eller økonomisk interesse i at vælge en isolationistisk politik og bryde alle forbindelser til Vesten. Men han er ikke uenig med Ivanov i, at NATO-aktionen vil få vidtrækkende sikkerhedspolitiske konsekvenser for det europæiske kontinent.
"Aktionen svækker samarbejdet mellem NATO og Rusland," siger han.
"Aktionen svækker ikke kun FN-systemet. Den giver også større bevægelsesfrihed for regionale organisationer som NATO - og den giver legitimitet til Rusland, hvis russerne fremover ønsker at gribe ind i deres nærområder. Tendensen vil være, at vi går i retning af en regionalisering af verdensordenen," siger Tunander til Information.
Da EU's udenrigsministre, onsdag aften den 24. marts 1999 forsøger at strikke en fælles erklæring sammen om NATO's luftangreb mod serberne, er det dog ikke det russiske spørgsmål,der står højt på dagsordenen. De frygter ikke længere Ruslands reaktioner.
Ministrene ved, at Rusland dagen efter vil modtage den første lastbilsending med tyske bøffer og anden fødevarehjælp fra EU-landene, der skal mætte sultne russere. Og ministrene ved, at Michel Camdessus, chefen for den Internationale Valutafond (IMF), tre dage senere skal til Moskva for at aftale de nærmere betingelser for nye lån til den kriseramte russiske økonomi. Så de vælger, at ignorere de russiske trusler.
De fleste EU-ledere husker udmærket, hvordan Ruslands præsident Boris Jeltsin tre et halvt år tidligere i september 1995, havde truet med, at Europa står i fare for at ryge ind i en ny kold krig.
"Krigens flammer vil rase over hele Europa" - havde Jeltsin sagt i brandtaler imod de endnu 'FN-autoriserede' NATO-bombeaktioner imod serberne, som i øvrigt var med til at bane vej for Dayton-fredsaftalen i december 1995.

EU har stadig ingen fælles militær kommando eller strategisk kapacitet til at gøre noget uden om storebror i USA, så EU er henvist til at føre blød sikkerhedspolitik og formulere en fælles udenrigspolitik. Men selv det sidste, at formulere en fælles EU-holdning til bombningerne af Serbien, kniber det med den dramatiske onsdag.
De neutrale medlemslande anført af Østrig og Sverige nægter at tilslutte sig en politisk erklæring, der velsigner luftkrigen mod Serbien. Østrig vil ikke tillade NATO-fly at benytte østrigsk luftrum, og en regeringstalsmand udtaler, at NATO-aktionen "ikke er fredsbevarende eller fredsskabende. Det er et angreb på Jugoslavien."
EU-landene udsender to tvetydige erklæringer fra topmødet i løbet af onsdagen. Selv ikke den skarpeste af dem går længere end til at registrere, at NATO "har gennemført en aktion imod militære mål i Jugoslavien for at afslutte den humanitære katastrofe i Kosovo".
Enigheden rækker ikke længere end til at fordømme Milosevic. De udtrykker den kollektive impotens på den sikkerhedspolitiske arena, EU har lidt under, siden fællesskabets formandsstrojka i december 1991 pendlede forgæves mellem Maastricht og Balkan for at skabe fred mellem eks-Jugoslaviens stridende parter.

I 1999 ryster EU's stormagter, Storbritannien, Tyskland og Frankrig ikke længere på hånden, og de står ikke som i 1991 på hver sin side i det diplomatiske spil, men deltager alle fuldt ud i NATO-aktionen.
Den udenrigspolitiske ordfører for de kristelige demokrater, CDU, i den tyske forbundsdag, Karl Lamers forklarer overfor Information, hvorfor Tyskland for første gang siden Anden Verdenskrig har sendt Tornado-fly til en militær aktion udenfor sit eget nationale territorium:
"Stabilitet, frihed og menneskerettighederne er en grundbetingelse for vores klodes overledelse. Og på det europæiske kontinent kan vi ikke acceptere en humanitær katastrofe. Derfor er den militære indgriben nødvendig."
Samme argumentation kan man høre fra en række ledere på EU-topmødet i Berlin, men det kan ikke skjule, at Den Europæiske Union som helhed er totalt afhængig af, hvad USA definerer som værende i sin 'nationale interesse'.
"EU er i militære og sikkerhedspolitiske forhold ekstrem svag. NATO's angreb illuminerer EU's afhængighed af USA," siger professor ved London School of Economics John Gray til Information.
Den norske fredsforsker Ola Tunander er enig og siger, at "NATO er i dag den centrale aktør og den dagsordenssættende institution i den Europæiske sikkerhedsorden, det er ikke EU."
John Gray mener dog, at NATO-aktionen er EU's egen interesse:
"Aktionen er fyldt med risici, men det var også farligt ikke at gøre noget og lade myrderierne fortsætte. Havde man accepteret, at der var disintegrerede stater og store folkevandringer i EU's yderkant , så ville det have ført til en svækkelse af Den Europæiske Union," siger Gray.

Allerede dagen efter den første bomberegn fra NATO's side opstår der nye sprækker i EU's minimale udenrigspolitiske enighed. Der er voksende nervøsitet i korridorerne over, om den militære eskalations uforsonlige logik kan skabe den storkrig, som Milosevic har truet med vil komme.
Torsdag morgen skynder den italienske ministerpræsident Massimo D'Alema sig at melde ud, at tiden er inde til at vende tilbage til det diplomatiske forhandlingsbord. Og den græske regeringschef, Costas Simitis, lægger afstand til at man bruger våbenmagt:
"Denne konflikt kan kun løses politisk, den kan ikke løses med våben"
Men forgæves. USA's øverstkommanderende for NATO-operationen, Wesley Clark, afviger ikke en tomme fra sin indstuderede faseplan, og torsdag aften sender han en ny bølge af bomber og krydsermissiler imod Milosevics militære magtbastioner. EU's vanskeligheder med at finde en fælles udenrigspolitisk holdning er inden da blevet fuldt eksponeret i offentligheden.

I de sene nattetimer mellem torsdag og fredag er EU's stats- og regeringschefer på en slagmark, hvor de kan bevæge sig hjemmevant. For her udkæmper de en af de snart klassiske hestehandler om at få de forskellige nationale interesser til at harmonere med Agenda 2000-reformen af EU's budget og landbrugspolitik.
Ved forhandlingsbordet svinger Frankrigs præsident Jacques Chirac og ministerpræsident Lionel Jospin med tricoloren natten igennem og sikrer de franske bønders en væsentlig højere landbrugstøtte, end det oprindelig lå i EU-kommissionens landbrugsreform.
Den spanske ministerpræsident José Maria Aznar kæmper som en anden Don Quixote for de fattige landes regional- og strukturstøtte, og mister ikke så mange penge, somdet var forudset.
Og den britiske premierminister Tony Blair klamrer sig til det sidste til Margaret Thatchers historiske håndtaske for at bevare den britiske budgetrabat, og det tyske formandsskab må opgive at få briterne, franskmændene og sydeuropæerne til at betale en større del af EU-budgettet.
Hver en euro bliver vendt ned i den mindste tekniske detalje i Berlin, mens krigen raser i Europas sydøstlige hjørne.
Karl Lamers ærgrer sig over, at topmødet præges af et nationalistisk slagsmål om finansieringen.
"Det er meget trist, og det viser, at der mangler en europæisk gejst. Kræmmermentaliteten dominerer stadig, og det vil gøre det svært at håndtere fremtidens udfordringer for EU."
I kampens hede glemmer de fleste, at EU er kørt ud på et sidespor i den for historien og for den europæiske integrationsproces langt mere afgørende krig i Kosovo. Og bekræfter det billede af EU, som en belgisk minister formulerede for nogle år siden: "en økonomisk gigant, en politisk dværg og en militær orm".
Den danske fredsforsker, professor Ole Wæver siger i lyset af Kosovokrisen, at "der en vis desillusion om EU."
"Ingen havde forventet, at EU-landene ville kunne gribe ind i Kosovo på egen hånd. En lære af Kosovo-processen er, at da EU først begyndte at forholde sig til den, var det for sent," siger Wæver til Information.

I december 1998 havde den britiske premierminister Tony Blair ellers brugt netop situationen i Kosovo, som begrundelse for nødvendigheden af det fælles fransk-britiske forslag om at skabe en "Europæisk Forsvars- og Sikkerheds Identitet":
"Se på Kosovo. Vi kan ikke altid vente på, at USA kommer og hjælper os," sagde Blair.
Men det blev EU-landene nødt til i onsdags. Størsteparten af bombeflyene og krydsermissilerne var amerikanske, da NATO slog til i Kosovo. Og det er amerikanerne, der sidder på den vitale radarovervågning via satelitter og med AWACS-fly.
Allerede i 1994 besluttede man at udvikle en europæisk søjle indenfor NATO, men EU-landene har endnu ikke kapacitet til at lave militære aktioner uden amerikansk hjælp. Det priser mange fredstilhængere - og Atlantiske NATO-tilhængere - sig lykkelig for. Men noget tyder på, at det om nogle år vil se meget anderledes ud.
Stanley Crossick,der er formand for European Policy Centre i Bruxelles, er ikke i tvivl om, at en gruppe af europæiske stormagter er på vej til at opbygge en fælles militær enhed.
"Franskmændene drives frem af det fransk-britiske samarbejde, og vi vil se en stærkere europæisk forsvarsarm i de kommende år. Det er der ikke tvivl om."
Tyskland har inden Berlin-topmødet taget tråden op fra det fransk-britiske decemberinitiativ og foreslået, at man afskaffer den i mange år halvdøde Vestunion, og i stedet danner en "militær komite" i EU, hvor der holdes regelmæssige møder mellem forsvarsministrene, så man kan sikre "effektive beslutninger" på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område.
Udviklingen drives frem mod en europæisk finalitet - der på et eller andet tidspunkt vil blive udfoldet på slagmarken.
Ole Wæver vurderer, at der kommer en dag, hvor EU-landene vil "finde en konflikt af en vis størrelse, der passer til Europa og hvor en særskilt europæisk styrke vil overtage det militære ansvar fra USA. Der er en proces i gang, og den skal ikke undervurderes. Der vil gå lang tid, men jeg kan bestemt godt forestille mig, at en EU-styrke en dag vil gå i aktion uden amerikansk deltagelse."
Karl Lamers:
"Kosovo viser med al tydelighed, at EU har brug for en forsvarsidentitet og virkelige militære midler til at gribe ind i konflikter af den type," sige Lamers.
Han henviser til, at EU-landene ikke i længden kan forlade sig på, at det amerikanske engagement i Europa fortsætter.
"Der er diskussioner i den amerikanske Kongres og forståelig bekymring i den amerikanske offentlighed om Kosovo-aktionen er i USA's interesse."

Ole Wæver mener, at der aktuelt er hårdt brug for en styrkelse af EU's udenrigspolitik, så EU effektivt fremover kan gå ind og forebygge konflikter som i Kosovo i stedet for at komme halsende, når det er for sent.
"Der mangler nogle forebyggelsesmekanismer midt i spektret - mellem NATO-angreb på den ene side og OSCE's arbejde på den anden side," siger Wæver.
På længere sigt tror han, at EU vil komme til at spille en stærkere sikkerhedspolitisk rolle i Europa.
"EU's udvidelse mod øst er rigtig interessant, men NATO's østudvidelse vil stoppe efter militæraktionen i Kosovo," siger han og henviser til, at Rusland hele tiden har set positivt på EU's udvidelse, men fremover vil blive endnu mere kritisk overfor NATO's udvidelse.
John Gray mener, at EU befinder sig i en moderniseringskrise.
"Det er paradoks.Men EU har ikke som NATO været i stand til at tilpasse sig til den nye situation efter Den Kolde Krig. NATO har moderniseret sig, men den seneste udvikling med Kommissionens tilbagetræden i EU viser, at EU befinder sig i en dyb moderniseringsskrise. De lukkede og uigennemsigtige strukturer blev tolereret under den kolde krig, og da Europa var delt. Hele ti år efter genforeningen af Europa har EU ikke formået at modernisere sig og skabe åbenhed i sine institutioner. Udvidelsen af EU og uddybningen af samarbejdet er ikke længden kompatibelt med den lukkethed, som indtil nu har præget EU."
"Der er brug for større åbenhed, mere demokratisk ansvarlighed og bedre kontrol med EU's finanser. Det tror jeg, at Romani Prodi som kommissionsformand vil forsøge at gennemføre. Derimod tror jeg, at det vil være en fejl at skubbe på i føderalistisk retning. Det er et temmelig utopisk projekt at forene alle de nationale forskelligheder i en europæisk forbundsstat. Det har lange udsigter," siger John Gray.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her