Læsetid: 3 min.

Invitation til en lukket fest

2. marts 1999

Athelas Sinfonietta åbnede dørene til Schönbergs private musikforening - 80 år efter den blev stiftet i Wien

KONCERT
Især for en anmelder var det en oplevelse at blive inviteret indenfor i Arnold Schönbergs Verein für Musikalische Privataufführungen. Ganske vist kom invitationen 80 år post festum, for den eksklusive forening stiftedes i Wien i 1918, og i 1921 måtte den dreje nøglen om.
Dengang foreningen levede - i årene efter Første Verdenskrig - var anmeldere og andre ikke-medlemmer forment adgang. Komponist-avantgarden i den såkaldte Anden Wienerskole var grundigt trætte af et modvilligt musikliv, vrangvillige kritikere og regelmæssige pibekoncerter. Når offentligheden bliver en fjende og publikum en flok party spoilere, må man feste for lukkede døre.

Debussy med Maggi
Selvfølgelig havde Schönberg og konsorter ikke råd til store orkesterkoncerter. Der var omkring 300 betalende foreningsmedlemmer, så man klarede sig med klavertranskriptioner eller kammermusikbearbejdelser af orkestermusikken. Det kan lyde som en spareløsning at opføre orkesterværker med kun godt 10 musikere på scenen, og det var det også - selvom musikprofessor Jan Maegaard, der havde lagt op til koncerten med foredrag, forklarede, at man skulle anskue foreningens kammerudsættelser som 'berigede klaverpartiturer', hvor klaveret suppleres af strygekvintet, et par træblæsere, horn og harmonium.
Debussy var blandt de mest opførte komponister i foreningen. Dengang var impressionisme mere moderne, end vi forestiller os i dag. Hans Prélude à l'après-midi d'un faune for ovennævnte besætning smagte som suppe lavet med Maggi-terninger i stedet for kraftben. Kunne strygerne have givet mere, var balancen blevet bedre. Men man fik immervæk et klart indtryk af musikkens struktur og ide, hvilket var formålet med foreningskoncerterne. Man ville lære ny, spændende musik at kende, der ellers ikke kom inden for hørevidde.
Blev Debussy lidt spinkel trods fløjtenist Mads Johansens gode arbejde på uriasposten og violinist Anne Søe Iwans varme solospil, klang Alban Bergs Altenberg-Lieder til gengæld forløsende. Selvom sangenes kendetegn - det store, gestikulerende orkesterudtryk presset ned i den knappe, få minutter lange form - uvægerligt blev nedtonet, beholdt den informationstætte, atonale postkort-musik sine udtryksmæssige kvaliteter.
Harmoniet, der i begyndelsen af århundredet var på højden af sin popularitet, hørtes ikke klart. Måske fordi Thomas Rischel var blevet sat til at traktere en sindsygsizer i stedet for den ægte vare med trædepedaler og bævrende, magisk lysende lyd. Det var ærgerligt, når nu især dette instrument tegner Verein-arrangementernes særlige klangprofil.

Symbolistiske skitser
Anne Margrethe Dahl løftede med sin stilsikre sopran ikke bare Bergs Altenberg-vignetter. Også Alexander Zemlinskys Maeterlinck-sange lå godt for hende.
Ved koncerten sang hun Vortragsmeister Steins bearbejdelse af to af de i alt seks lieder. Gid hun - helst med et helt orkester i ryggen - ville kaste sig over dem alle seks. De raffinerede, symbolistisk sarte kvindeskitser udgør en helhed og er noget af det bedste, komponisten har skrevet. Selvom Zemlinsky, Schönbergs svoger, for længst har fået opmærksomhed på cd, savner vi at høre dette værk ved en koncert. Det er mindst lige så opførelsesværdigt som det symfoniske digt om Den Lille Havfrue, Thomas Dausgaard og Radiosymfoniorkestret nyligt har indspillet med flot resultat på Chandos.
Alt i alt var det en dejlig koncert med koncentreret musiceren fra Athelas-folkene under Tamás Vetö, der tilsyneladende havde efterlevet Schönbergs credo om prøver i rigelige mængder. I hvert fald var musikken på plads. Lad så være, at Schönbergs egne 5 orkesterstykker vist ikke har klinget i Felix Greissles arrangement i foreningens levetid. Et anset musikleksikon oplyser i hvert fald, at dette arrangement er fra 1925. Aftenen sluttede med Weberns Passacaglia i en klar udgave, hvor musikerne kun ved klimaksen måtte presse deres instrumenter ud over, hvad der er smukt.
Der var fortjent applaus, selvom både klappen og buh-råb var strengt forbudt i Schönbergs forening. Synd at man, når nu der ikke desto mindre gerne måtte klappes, ikke fulgte op på bifaldet med et ekstranummer i form af en af de Strauss-valse, Schönberg arrangerede og opførte. Det havde været herligt at danse hjem med Rosen aus dem Süden eller Lagunenwalzer i ørerne.

*Debussy: Prélude à l'après-midi d'un faune, Berg: Altenberg-Lieder, Schönberg: 5 orkesterstykker, 6 orkestersange nr. 2 og 5, Zemlinsky: 6 sange nr. 2 og 5, Webern: Passacaglia. Anne Margrethe Dahl (sopran), Athelas Sinfonietta Copenhagen dirigeret af Tamás Vetö. Radiohusets koncertsal, søndag; oplæg til koncerten søndag den 21. februar i Den Anden Opera ved Jan Maegaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu