Selv ikke den forsinkede udgivelse af Johan Fjord Jensens essays om det postmoderne kan skjule, hvor skarpt han tænker
NY BOG
Når man kaster blikket ud over den nyere samfundsudvikling, kan man (blandt meget andet!) iagttage to ting.
På den ene side en tendens til tiltagende stordrift i det politiske, altså en samling af mindre enheder i større internationale politiske og økonomiske institutioner samlet i stadig større grad til helheder af højere orden.
Men på den anden side er denne integrerende evne blevet nægtet tænkningen med stadig større vigør, samtidig med at institutionerne integreres. At ville tænkte en totalitet er nu næsten det samme som at være totalitær. Det er det lokale, det enestående, de små fortællinger, der behersker filosofien og åndsvidenskaberne i bred forstand.
Brydningen mellem disse to strømninger er et af de problemer, Johan Fjord Jensen undersøger i sin nye essaysamling Tomrum efter det postmoderne.
Han ved, hvad det er
I modsætning til de fleste andre har Fjord Jensen et klart begreb om, hvad han mener, når han siger 'postmoderne'; det er ikke bare en udvendig smarthed, men en substantiel, begrebslig problemstilling, hvis ene del kan udtrykkes i den ovenstående modstilling mellem helhed og fragmentering, og hvis anden del Fjord Jensen opstiller som en slags genformulering af Horkheimer og Adornos Oplysningens dialektik:
Hvordan kan fornuften kritiseres uden at falde tilbage i det ufornuftige - hvordan kan man betragte et system udefra, hvis man samtidig vil gøre det med systemets egne midler?
Dette problem sætter Fjord Jensen i gang med en eftersøgning af det, han kalder 'det arkimediske punkt': den sikre grund, hvorfra helheder af kulturel eller filosofisk art, som betragteren selv har sat sine aktier i, kan betragtes. Det arkimediske punkt "udgør ikke dualistisk et 'punkt' uden for fornuften. Det udgør dialektisk et 'punkt' inden for fornuften."
Sammenhængen mellem disse to problemer kan formuleres som forholdet mellem en helhed og de dele, den er dannet af; og det er en bestemt forskydning af dette forhold, der for Fjord Jensen udgør det 'postmoderne'.
Over dette teoretiske skelet har han spændt sine tekster om kulturen og kulturanalysen. De er, med enkelte undtagelser, skrevet i slutningen af 80'erne; og de har ikke alle overlevet deres tid.
Kulturbegrebet
Tre af teksterne diskuterer med det idekompleks, der kaldes dekonstruktion i filosofien og litteraturteorien og dekonstruktivisme i arkitekturen.
Her er optrykket for sent ude. Diskussionen virker temmelig altmodisch i dag, hvor dekonstruktionen i sin oprindelige form er mere død end levende.
En af teksterne går i direkte dialog med en række artikler af Per Aage Brandt i Information i 1988, som handlede om Martin Heideggers forhold til nazismen; og det er nok kun de færreste, som stadig har denne problemstilling i baghovedet mere end 10 år senere. Brandts artikler om sagen er dog genudgivet i hans bog Mere byrde til kulturen (1991), uden at dette fremgår af Tomrum efter det postmoderne.
Langtidsholdbar er til gengæld den suveræne artikel om "Det dobbelte kulturbegreb", som tidligere har stået i Hans Hauge og Henrik Horstbølls meget udbredte antologi Kulturbegrebets kulturhistorie (1988), og som stadigvæk har fremragende godt fat i det næsten uendeligt komplekse begreb 'kultur'.
Det andet helt store scoop er en artikel om "Dronningens nytårstaler", hvor Fjord Jensen analyserer hvad der virkelig sker, når Margrethe taler til danskerne. Det er en antropologisk inspireret kulturanalyse, der giver Fjord Jensen de relevante begreber til at lægge en række snit igennem de offentlige og politiske systemer.
Især en overvejelse over begrebet og fænomenet 'konsensus' har udstyret ham med et fremragende stykke værktøj til at åbne og gennemlyse denne dybt mærkværdige institution - monarkiet i moderne, oplyste demokratier. Det er intet mindre end rasende interessant.
Ironisk svært
Det skal siges, at Tomrum efter det postmoderne er en ganske vanskelig fagbog; der stilles ikke ubetydelige krav til læserens grad af orientering i det filosofiske, antropologiske og litteraturteoretiske felt.
Det er lidt ironisk, al den stund forfatterens optrykte afskedsforelæsning fra 1992, hvor han lod sig pensionere som professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, netop slår et slag for universiteternes dialog med 'offentligheden'.
Johan Fjord Jensen har længe været en kapacitet indenfor den akademiske institution.
Han har præget de danske kultur- og litteraturfag mere end de fleste: Med Den ny kritik (1962), der markerede de moderne litteraturstudiers indtog i Danmark; som grundlægger af tidsskriftet Kritik sammen med Aage Henriksen; og i de senere studier i psykologi og videnskabsteori.
I denne bog ser vi ham som skarpttænkende akademisk kulturanalytiker og kulturteoretiker på højeste niveau.
*Johan Fjord Jensen: Tomrum efter det postmoderne. Kulturhistoriske essays. 175 s. 225 kr. Forlaget Klim. Udkommer i dag
