Radiosymfoniorkestret kommer hungrende musiklyttere i møde i en forrevet, zappende og koncentrationsforvirret tid: Programmet for år 2000-sæsonen er kundgjort
MUSIKLIV
År 2000 er et specielt år, men for Danmarks Radio er det et ganske særligt år, idet Radiosymfoniorkestret kan fejre 75-året for oprettelsen af orkestret. Hvilket giver mulighed for det historiske tilbageblik i det orkester, der blev skabt af legendariske kammersanger, Emil Holm, der var Danmarks Radios første leder. Hans visioner omfattede bl.a. indkøb af verdens bedste instrumenter, hvilket i dag betyder, at koncertmester Christina Åstrand kan spille på en Stradivarius. Holm skabte begrebet Torsdagskoncerter og udtænkte planerne for et Radiohus med egen koncertsal. Blandt mange initiativer.
Det er i dette historiske lys, at man skal se musikprogrammet for den kommende sæson, som blev præsenteret ved et pressemøde onsdag. Danmarks Radio forsøger i jubilæumsåret at sætte lys på den del af vores musikhistorie, som har været gemt og klemt (opførelse af Ludolf Nielsens og Rued Langgaards musik), for dermed at give nye indfaldsvinkler til musikhistorien. Men den helt nye musik har også en platform i Danmarks Radios kommende sæson, bl.a. med uropførelsen af Per Nørgårds 6. Symfoni: At the End of the Day ("... når alt kommer til alt" hedder værket på dansk).
Dansk musik
Dansk musik er fyldigt repræsenteret i det kommende sæsonprogram, uden at man dog finder programmer, der satser på helt unge, uprøvede kræfter. Den yngste generation komponister er repræsenteret med en uropførelse af Michael Nyvangs (f. 1963) orkesterværk.
Radiosymfoniorkestrets nye chefdirigent, Gerd Albrecht, har vist sit format i opførelsen af Bruckner-symfoni, og han vil være centralt placeret som ankermand i kommende produktioner med særlig fokus på det klassiske repertoire.
Af andre dirigerende personligheder finder vi bl.a. Michael Schønwandt, Herbert Blomstedt, Yuri Temirkanov og Thomas Dausgaard, der allerede har vist, at de svinger godt med Radiosymfonikerne. På solistsiden er der både nye og kendte navne: Pianisterne Evgeny Kissin, Jean-Yves Thibaud, Leif Ove Andsnes, sangerne Tina Kiberg, Angela Denoke og Bo Boje Skovhus, cellisten Steven Isserlis. Specielt vil der knytte sig forventninger til et nyt navn som violinisten Hilary Hahn, der kommer i foråret 2000 og spiller Mozarts violinkoncert nr. 4. Hendes talent kan allerede høres på cd-indspilninger på Sony.
P2-musik-kunstner
Den kunstneriske ambition er at få de bedste udenlandske dirigenter og solister til landet "for at opnå et højt kvalitetsniveau", skriver orkesterchef Per Erik Veng i forordet til det ambitiøse program. Dette vil gøre "denne eviggrønne musikkultur til et livsnødvendigt samlingspunkt for en stadigt voksende gruppe musikelskere, der i en forrevet, zappende og koncentrationsforvirret tid søger fordybelsen og oplevelsen i den levende klasiske musik," skriver filosoferende Veng i de afrundende bemærkninger.
Af nye tiltag i DR kan man nævne udnævnelsen af årets P2musik-kunstner 1999-2000: Cembalisten og organisten Bine Katrine Bryndorf. Med denne årligt tilbagevendende satsning ønsker P2musik at give en yngre kunstner chancen for at fordybe sig og udvikle sit talent gennem solokoncerter, studieindspilninger og solistfremtræden med orkester.
Dette tiltag kan ikke roses for meget: Musikere (færdige musikere, ikke elever) nyder alt for ringe opbakning i form af økonomisk støtte - ikke mindst de musikerne der opfører ny musik, arbejder ofte under helt urimelige vilkår. De bør sikres ordentlige vilkår i en forrevet tid.
Denne vor egen tids søgen efter identitet afspejles også i den ny musiks former og figurer. Et dansk tidsskrift har gjort opmærksom på en undersøgelse, der viser at nordiske symfoniorkestre i stadigt stigende grad vender ryggen til den nye nationale og nordiske musik. Det er de fyldte sale, som tæller og som angiver succeskriterier. I den forbindelse notere vi, at DR også spiller musik af Ingvar Lidholm fra broderlandet, Fuzzy, Sørensen, Borup-Jørgensen, Nørgård, Pape, Ruders, Nyvang, Pade, Jersild fra hjemlandet. Radiokammerkoret har rigelig andel i den pæne statistik. Men altså ikke noget værk af Lars Hegaard.
Ihukommende de ikke uanseelige mængder danske skattekroner, der puttes i musikken i Danmarks Radio, er der grund til at følge begivenhederne. Med det foreliggende program kan man - typisk besserwisser-dansk - hitte på en masse, som ikke er med. Men man kan også glæde sig over et ambitiøst og på mange måder flot program. I en koncentrationsforvirret tid.