Læsetid: 3 min.

I kampf med sugerør og snabel

18. marts 1999

Chefredaktør i tvivlsom dobbeltrolle

AFSLØRING
En læser - vi kan jo kalde hende Dyb Stemme - har gjort os opmærksom på, at en af Ekstra Bladets fire chefredaktører optræder i en tvivlsom dobbeltrolle. Samtidig med at Claes Kastholm Hansen kører en kampagne mod den moderne kunst i sin avis og anklager to kunstprofessorer for at have haft et alt for stort sugerør nede i statens kulturkasse, har han selv haft både sugerør og snabel dybt nede i samme kasse.
Vi skal tilbage til 1995.
Kastholm og en klike af gode venner søgte - og fik - et syvcifret beløb, tildelt af udviklingsfonden under kulturministeriet (dengang benævnt Kulturfonden), til at lave en udstilling for. Konceptet var enkelt: Man rev nogle sider ud af Hitlers hovedværk, Mein Kampf, og bad forskellige kendte mennesker, kunstnere, politikere og andre om at skrive eller tegne deres kommentarer ind på siden med spritpenne. Siderne skulle så forstørres og hænges op på udstillingsvæggen. Desuden skulle de udgives på tryk i et magasin med titlen Korrektur.
Ansøgningen blev underskrevet af bl.a. Kastholm Hansen. Trods det, at der er skrevet hundrede tusinder tons bøger og artikler om emnet, og kloge mennesker, ikke mindst historikere og forfattere, har vendt og drejet det i en uendelighed, som naturligt er for et så vigtigt emne, mente Kastholm & co., at der var behov for yderligere at opvække en slumrende idédebat om racisme og nationalisme. "Vi vil rense det åndelige grundvand", stod der i ansøgningen.

Oppumpet
Kastholm fik kontakt med sine gode klikeven, reklamedirektøren, og fra at være et ydmygt, beskedent og egentlig ganske tiltalende projekt blev det nu pumpet op ambitions- og budgetmæssigt. Vægten blev skubbet fra indholdssiden over på marketingssiden.
Projeket skulle markedsføres bl.a. via tv-spots på TV 2 og biografreklamer i landets største byer (utvivlsomt produceret af reklamedirektøren), for en halv million kr. - og derefter skulle konceptet eksporteres til Tyskland. Budgettet var nu oppe på halvanden million - den sidste del skulle skaffes via sponsorer. Ved åbningen skulle en taler, når talen var slut, affyre en kanon eller revolver, hvorefter tusind mennesker skulle falde om i et minut. Altsammen for at skaffe et velegnet billede til medierne.
Under disse øvelser knækkede projektet over. Københavns Rådhus, som var udset til at være stedet for udstillingen, sagde fra. DJØF, Danske Juristers og Økonomers Forbund, som havde været interesseret i at være sponsor, stod af. Kronprinsen, der var inviteret til at åbne, sagde nejtak. Kliken blev splittet. Men Kastholm & resten af co. havde stadigvæk det syvcifrede beløb til disposition. Budgettet blev barberet for bl.a. tv-markedsføringen, og det lykkedes at entrere med Rundetårn om at være udstillingssted.
Det lykkedes - ifølge Dyb Stemme - desuden redaktør Hansen at drage et ikke uanseligt beløb ud af projektet som eget honorar. Det lykkedes ham endvidere - stadig ifølge Dyb Stemme - at få placeret en særdeles nærtstående bekendt som en slags sekretær i foretagendet. Denne oplysning har vi dog ikke kunnet få bekræftet. Lad os derfor undlade at nævne ordet nepotisme.
Vi har heller ikke kunnet få bekræftet Dyb Stemmes oplysninger om, at de aktivt udøvendes honorarer, som i det oprindelige budget var sat til 500 kr. pr. person, senere blev reduceret til en sildemad, en øl og en snaps pr. person.

Underskud
Udstillingen kom op at stå. Om det lykkedes at gøre debatten om Hitler, nazismen og racismen dybere end hidtil, er et åbent spørgsmål. Om det lykkedes den senere chefredaktør at gøre sin egen tegnedreng tykkere? Ja, hvad tror De, kære læser? På statens regning.
Der er derfor en intrikat logik i, at han nu i sin avis går til angreb på den selvsamme kulturkasse.
Enden på komedien blev, at der - trods det rundhåndede tilskud - blev et sekscifret underskud på udstillingen, nemlig ca. 180.000 kr. Redaktør Kastholm holdt sig ikke for god til via en advokat at ansøge Kulturministeriet om at dække underskuddet. Hvad det imidlertid afstod fra. "Projektet har ikke levet op til de oprindelige intentioner", hed det i afslaget.
Ingen bør være i tvivl om, at Information fortsat holder et vagtsomt øje med klikevæsen og dobbeltmoral i såvel kunst- som medielivet.

Tak til Ekstra Bladet for inspiration

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu