Læsetid: 3 min.

'Hvis ikke du kan klare det kan du ikke have kaniner'

26. marts 1999

Kim Fupz Aakesons 'Popmusik' er en fin lille opvisning i begrænsningens kunst og mismodige mænd

NOVELLER
De 27 mandlige jeg-personer i Kim Fupz Aakesons nye novellesamling Popmusik kunne næsten være én og samme person i forskellige situationer.
Alle mændene er et sted i 30'erne, de har forældre, kærester, ekskærester og går til polterabend med vennerne.
Popmusik er sjov ved at være en slags koncept-bog: Hver af de ofte ultrakorte historier har titel fra en sang, der slår en stemning an, men i øvrigt ikke spiller nogen klar rolle i historien. At læse en novelle hurtigt igennem tager omtrent den tid, et popnummer varer.
Sit forbillede henter bogens toneleje også på sin egen ironiske måde i poppen, hvor et tykt lag klichéer i reglen svøber sig om en kerne af ægte hjertesmerte. Også i disse noveller er kernen mærkeligt skjult, hovedpersonerne camouflerer sågar deres følelser for sig selv, alt vil de gøre for ikke at såre eller støde nogen.
Som i åbningsnovellen Den första gång jag såg dig om et annonce-stævnemøde, hvor pigen desværre langtfra er så køn som lovet. Hun fornemmer mandens reaktion og foreslår lavmælt gennem overbiddet, at de skilles straks, når nu "det ikke svinger". Manden afslår overraskende - måske for at bage på den kønne kvindelige tjener, måske af ren og skær konfliktskyhed. I hvert fald får man næsten lyst til at give ham én på hatten, den rare tøsedreng, der ville være rarere, hvis han var mere ærlig.
Præcis som jeg-personen i den beslægtede historie om det forhenværende kærestepars bodeling, hvor manden til det sidste glider af på det, han faktisk er kommet efter, i håb om at forlade åstedet usåret.

Sanser bedst
Alle fortællingerne rummer en lille, god historie, der nogle gange folder sig ud som en blomst, andre gange ikke når helt op at ringe. Men Fupz er klart én af de forfattere, der bedst sanser sin generation og sin tid i en moderne, underspillet, næsten Christian Kampmann'sk realisme - især hører han utrolig godt, både det sagte og det usagte.
Samtidig er Fupz en skæg, frodig skikkelse, som også fabrikerer skrupskøre, balstyrigt fabulerende børnebøger, illustreret med egen skudsikker flapperhånd, og ikke mindre frydefuldt vanvittige tegninger i Weekendavisen.
Her viser han dog en noget mere gloomy - omend ikke uvittig - side af sig selv.
Alle historierne kredser om en moderne mandlig følelse af ensomhed og utilstrækkelighed, mange af disse flinke fyre er følelsesmæssigt ikke meget ældre end barnet, der i Only the Lonely leder i haven efter sin bortløbne kanin, akkompagneret af forældrenes skilsmisseforhandlinger: "Du har jo besluttet dig, ikke, det har kun taget dig to måneder at få det sagt".

Trøstens ord
Ligeså fortvivlet og forladt som sin lille datter kan faderen til slut mønstre disse trøstens ord - mere rettet til sig selv end til hende, formentlig:
"Hvis ikke du kan klare det, så kan du ikke have kaniner, slut".
I Kvinde min handler det om mandens loyalitet over for sin drikfældige kæreste. Efter at han først med bange anelser har hørt "den latter hun får på, når hun er på vej", holder han ud i selskabet et par timer og får hende så bugseret hjem i sikkerhed - til næste gang.
Det er begrænsningens, kortformens og underspillets kunst, Fupz udforsker i disse historier, som dog virker mere enstonige og mellemspilsagtig end den mere alsidige novellesamling

Dyrekredsen.
Mændene i Popmusik kan i deres mest befriede øjeblikke allerhøjst forestille sig "at være en anden og have det lettere" - som om de har udtømt alle handlemuligheder, hvor de er nu. Tilsyneladende er det altid de andre, der har udspillet.
Er det sådan, vi er, her i 1990'ernes slutning? - fristes man til at spørge.
Er konventioner og flinkhed over os - måske især mændene - i en grad, så ikke engang helt legitime opbrud og aggressive så-er-det-nok-markeringer forekommer os at være i orden?
Tanken er provokerende. Og så kan de bedste af Fupz' pophistorier tilmed fint blive små skoleklassikere i den litterære kunstart 'upålidelige fortællere'.

*Kim Fupz Aakeson: Popmusik. 143 s., 195 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu