Læsetid: 4 min.

Alle kandidater lover fred

30. marts 1999

Syv kandidater stiller op til præsidentvalget 15. april i det voldshærgede Algeriet - hæren har udpeget sin favorit, men det har givet bagslag i offentligheden

Siden valgkampen i Algeriet officielt blev indledt sidste torsdag, er de syv præsidentkandidater, der stiller op den 15. april, begyndt at rejse rundt i landet. De repræsenterer næsten hele det politiske spektrum, og deres baggrund og valgprogrammer er meget forskellige - dog går de alle ind for at skabe fred.
Denne mangfoldighed betyder, at befolkningen har noget at vælge imellem. Men vil valget blive frit? Det er spørgsmålet i et land, hvor de militære chefer hidtil er blevet enige om, hvem der skulle være den næste præsident. Denne gang er det imidlertid tydeligt, at de har haft svært ved at finde frem til en kompromiskandidat.
For få uger siden syntes valget - det femte på tre år - at være nogenlunde afgjort. Tidligere udenrigsminister Abdelaziz Bouteflika blev anbefalet af landets institutioner, og flere ting bestyrkede hans image som 'magtens kandidat':
For det første nød han betingelsesløs støtte fra det gamle regeringsparti FLN, den nuværende præsidents parti, RND, samt UGTA, den magtfulde faglige landsorganisation, hvis ledelse altid har stået regimet nært.
For det andet blev han bakket op af højtstående officerer, som ellers ikke ofte udtaler sig offentligt, f.eks. generalerne Larbi Belkheir og Smaïn Lamari.
Og endelig omtalte hans stab ham tillidsfuldt som 'hærens favorit'. Det gav dog så meget bagslag i offentligheden, at militærets månedsskrift, El Djeich (Hæren), var nødt til højtideligt at forsikre om hærens neutralitet.

Støtte vækker uro
Men efterhånden begyndte denne alt for utilslørede støtte at vække uro i det politiske miljø. Det mindede for meget om tidligere praksis og gik også på tværs af andre ambitioner. Flere højtstående officerer krævede at blive inddraget i vigtige beslutninger, og en sådan er præsidentvalget naturligvis.
Denne udvikling har kompliceret Bouteflikas kandidatur, især fordi den har skabt splittelse i selve magtapparatet og fremkaldt en dobbelt modstand.
Statschefen, præsident Liamine Zéroual, forsømmer ingen lejlighed til at fremstille sig selv som garant for 'lige vilkår for alle kandidater'. Intet tyder på, at han reelt har magt til at sikre det, men han forsøger tydeligvis at give indtryk af, at han forlader sin post med rank ryg efter en embedsperiode, hvis resultater stort set har været negative.
Den anden form for modstand kommer fra flere politiske partier og tre fremtrædende kandidater - Hocine Aït-Ahmed, Mouloud Hamrouche og Taleb Ibrahimi, som har underskrevet et fælles 'valgcharter'. Her kræver de, at valget skal overvåges af internationale observatører, hvilket myndighederne hidtil har afvist.

Talsmand afskediget
Regeringen har oprettet sin egen Uafhængige Kommission til Valgets Overvågelse, men spørgsmålet er, om den vil vise sig mere effektiv end tilsvarende organer ved tidligere valg.
Kommissionens formand, Mohamed Bedjaoui, der er dommer ved Den Internationale Domstol i Haag, hævder, at han er en garant for dens troværdighed. Men det giver anledning til nogen bekymring, at hans talsmand, Sassi Mabrouk, er blevet afskediget efter at have taget afstand fra visse 'udskridninger', allerede inden den officielle valgkamp gik i gang.
Det er særlig foruroligende, at myndighederne har hævet antallet af stemmeberettigede med mindst tre en halv millioner - et tal, som afvises af flere kandidater, og som i sig selv kan komme til at påvirke resultatet.
Faktisk synes de militære ledere - som selv har godkendt eller endda opmuntret alle syv kandidater for at gøre valget mere troværdigt - at være blevet overrasket over udviklingen.
Formentlig havde de ikke forudset, at en af kandidaterne - Hocine Aït-Ahmed fra det største sekulære oppositionsparti, FFS - ville vække en folkelig begejstring, som risikerer at så tvivl om valgresultatet.

Appel til islamister
Den anden usikkerhedsfaktor er Taleb Ibrahimi, som især appellerer til de islamistiske vælgere. Hans valgkamp kan ende med en reorganisering af Den Islamiske Frelserfront (FIS) med helt ukontrollable følger.
I det hele taget gør de tre vigtigste modkandidater, som forsøger at mobilisere betydningsfulde sektorer af samfundet, det svært for Bouteflika. Han kan især regne med støtte fra vælgere, der nærer nostalgiske følelser for Boumedienne-tiden (1965-78) og længes efter et stærkt regime, der kan opretholde ro og orden.
Det er næsten sikkert, at der kommer en anden valgrunde - medmindre myndighederne griber til massiv valgsvindel som den, der skæmmede lokalvalgene i 1997. Det kan de imidlertid dårligt tillade sig over for deres udenlandske samarbejdspartnere.
"Magthavernes troværdighed afhænger af valgets," sagde den amerikanske viceudenrigsminister for Mellemøsten, Ronald Neuman, for nylig.

Ingen joker
Men indtil videre synes Boumediennes udenrigsminister stadig at være de militære chefers favorit, selv om de stadig kan nå at skifte mening i sidste minut. Det er dog ikke særlig sandsynligt: En fremtrædende general forsikrede for nylig, at der ikke er nogen 'joker' i spillet.
Tilbage står så, hvordan det går i anden valgrunde, forudsat at Bouteflika deltager i den. Alt tyder på, at militæret foretrækker et scenario, hvor han skal konkurrere med Taleb Ibrahimi. Kun en kandidat, der står islamisterne nær, kan fremstå som et passende skræmmebillede og give Bouteflika opbakning fra folk, der frygter 'den islamistiske fare'.
Nogle bruger allerede denne 'fare' som argument for at udskyde valget.
Og endelig er der volden, som alle radikale grupper lader hænge over landet som et damoklessværd.

© 1999 Libération & Information

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her