Læsetid: 5 min.

Klangen af en dansk humanist

2. marts 1999

En klog efternøler til biografien om Hartvig Frisch

NY BOG
"Vi mistede noget, som det vil blive svært at genvinde i de kommende Dage: Klangen i Ordet Dansk." Således skrev en bitter og frustreret Hartvig Frisch i et manuskript som han kaldte Pro Memoria i dagene umiddelbart efter den 9. april 1940. Skriftet var et rasende opgør med den udenrigs- og forsvarspolitik, han selv havde et medansvar for, og som havde ført til at Danmark blev besat på den mest æreløse måde.
I dagene efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940 måtte Hartvig Frisch frygte, at tyskerne ville internere og måske endda likvidere ham. Det var i denne situation, han udarbejdede sit Pro Memoria, hvoraf hovedparten allerede er kendt. Der er imidlertid en del, der aldrig før har været offentliggjort. Denne del citerer Niels Finn Christiansen flittigt fra, for den rummer en personligt farvet redegørelse for dansk udenrigs- og forsvarspolitik i 1920'erne og 30'erne.
Den aktuelle bog er et appendix til den biografi, der udkom i 1993 og som blev rost, men også mødt med en kritik af at være for kortfattet i sin skildring af Hartvig Frischs indsats som politisk ordfører. Det er der nu rådet bod på, og det samlede værk er antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet den 4. marts.

Det indre forsvar
Hartvig Frisch var en af dette århundredes førende, socialdemokratiske politikere. Han blev valgt til Folketinget i 1926 og blev politisk ordfører i 1935, da den socialdemokratisk-radikale regering sad på et stort flertal i Folketinget og på et spinkelt flertal i Landstinget.
Det sidste betød, at Landstinget ikke som før kunne bruges som undskyldning for en fejlslagen politik. Samtidig måtte man være varsom i sin håndtering af konflikter på arbejdsmarkedet, for der var risiko for intern splid i arbejderbevægelsen, og i udenrigs- og forsvarspolitikken kunne socialdemokraterne ikke tillade sig at lægge sig ud med samarbejdspartneren Det Radikale Venstre.
Samtidig huserede en latent antisemitisme på højrefløjen og i 'skandalebladene'. Mange af den tids flygtninge var jøder, og det blev påstået, at de tog brødet fra landets borgere. Men Hartvig Frisch gjorde det klart, at det ville "være en Ulykke, hvis vi Danske giver Rum for denne Synsmaade." Hvor finder man i dag en dansk socialdemokrat, der åbent tør sige den slags?

En hårfin balance
Men Hartvig Frisch var humanist og i besiddelse af en enorm historisk og kulturel ballast. I forsvars- og udenrigspolitikken ville han nyorientere sit partis og landets politik, men Stauning, hvis fulde tillid han i øvrigt nød, var ikke enig med ham i denne sag. Med vægten lagt på udenrigs- og forsvarspolitikken påviser Niels Finn Christiansen, hvorledes Hartvig Frisch hele tiden bevægede sig i en hårfin balance mellem partiloyalitet og ønsket om at markere en selvstændig politisk profil.
Han kendte arbejderbevægelsens triste skæbne i de lande, hvor fascismen havde taget magten og mente, at pacifisme var tåbelig, men han havde også accepteret, at vejen til magt gik over anerkendelse af partiets autoritet i alle afgørende anliggender. I konflikten mellem personlig overbevisning og magt, valgte han derfor den politiske indflydelse. Han foragtede således de radikale og mente, at de var utilstedeligt naive ved at ville "tage Forskud paa Verdensfreden i en Verden, der strittede af Vaaben."
Han var imidlertid også loyal over for sit parti, og accepterede derfor de radikales udenrigspolitik, men i det afmægtige Pro Memoria fra april 1940 er det tydeligt, at Hartvig Frisch opfattede P. Munchs og dermed Staunings linje som ubehagelig og uværdig. Som politiker havde han derfor søgt efter et bæredygtigt alternativ i det nordiske, i England og i en mulig styrkelse af det danske forsvar. Ingen af delene lykkedes, og Niels Finn Christiansen er af den opfattelse, "at Hartvig Frisch gik ind i besættelsestiden med en ubehagelig oplevelse af at have været involveret i og medansvarlig for en udenrigspolitik, han var uenig i, men ikke kendte et alternativ til. Derfor denne afmagtens vrede i Pro Memoria."
Bogen slutter med nogle interessante overvejelser over biografien som genre. Efter en periode, hvor man ikke kunne bedrive individcentreret forskning, er biografien blevet en populær genre, hvor ikke mindst tidligere og nulevende marxister har foldet sig ud. Der er dog ikke tale om en genoptagelse af den traditionelle biografi, men om en fuldstændig fornyelse af genren, udsprunget af en ny opmærksomhed på, at historien skabes af mennesker.
Der lurer imidlertid flere farer på den, der vil skrive en biografi. Al historieskrivning er bagklog. Vi ved noget, som den portrætterede ikke kunne vide. Vi kan se mønstre, som han ikke kunne se. Overser man det, risikerer man at lægge mere ind i den beskrevnes liv, end der rent faktisk er belæg for.

Nødvendig distance
En anden fare er, at identifikationen med hovedpersonen kan blive for stor og derved spærre for den nødvendige kritiske distance. Den, der skriver en biografi, skal håndtere et vanskelig dobbeltgreb. Han skal på den ene side gå tæt på, for at gennemskue dybder og nuancer hos den portrætterede, men på den anden side er det også nødvendigt at træde tilbage for at danne sig et helhedsbillede af personen og hans omgivelser.
For det tredje må man aldrig glemme, at en biografi er en konstruktion af et levnedsløb. Det, der fremstilles, er altid en bearbejdet version af historien. Derudover gør Niels Finn Christiansen det nærmest til et eksistentielt anliggende at skrive og læse biografier. "Der sker noget med både forfatter og læser. Ofte får man det indtryk, at den biograferede svarer igen, begynder at stille spørgsmål til en selv. Her ligger måske biografiens egentlige udfordring og værdi."
Bogen om Hartvig Frisch som politisk ordfører er skrevet i et sprog, der er lige så godt og klart, som det Hartvig Frisch betjente sig af. I den hører man efterklangen af en stor humanist i konfliktfeltet mellem den personlige overbevisning og den politiske magt. Når man lægger bogen fra sig, får man lyst til at læse selve Hartvig Frisch, hvilket er ment som en stor anbefaling af denne kloge, lille efternøler.

*Niels Finn Christiansen: Den politiske ordfører. Hartvig Frisch 1935-1940. 96 s., 118 kr. Christian Ejlers forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu