Læsetid: 3 min.

Kløvers mælkeoprørere faldt til yveret

26. marts 1999

Massivt flertal i Kløver Mælk for fusion med MD Foods. Modstandere erkender, at de får svært ved at starte eget mejeri. Enkelte overvejer at levere mælk over grænsen

Modstanderne mod en fusion mellem MD Foods og Kløver Mælk fik ikke megen opbakning, da "alt dansk mælk i en junge" i går blev en realitet.
Trods to ugers ihærdigt benarbejde lykkedes det ikke Kløver-medarbejdere og en kreds af kritiske andelshavere at få stablet et nej på benene i Kløvers repræsentantskab.
Kun 41 ud af de 185 repræsentanter stemte nej, og heraf var 24 af nej-sigerne medarbejderrepræsentanter.
"Jeg er meget skuffet over de få nej-stemmer," lød det efter afstemningen fra landmand Henning Nielsen, der har stået i spidsen for andelshavere mod fusionen.
Med den lave opbakning tror han reelt ikke på, at andelshaverne kan gøre andet end at gå ind i det nye fusionsselskab.
"Vi vil fortsat undersøge alternative muligheder, men den eneste chance for os er, at medarbejderne på Kløvers mejeri i Fredericia overtager mejeriet," siger Henning Nielsen, der dog har sine tvivl.
Andelshaverne i Kløver Mælk har nu fire uger til at finde andre løsninger.
"Lykkes det ikke, så må vi gå ind i MD Foods og søge at gøre det mere demokratisk," siger Henning Nielsen.

Medarbejdere stækket
Med de få nej-stemmer på repræsentantskabsmødet lød Kløver-medarbejderne heller ikke særlig optimistiske.
"Nu skal vi lige sunde os, og vi vil først senere tage stilling til, om vi fortsat vil forsøge at overtage vores arbejdsplads," siger fællestillidsmand René Korsgaard fra Kløver-mejeriet i Fredericia. Det er her, at medarbejderne tidligere har sagt, at de ville forsøge at overtage, hvis fusionen blev en realitet.
Mens der var skuffelse hos fusionsmodstanderne, var glæden så meget desto større hos tilhængerne.
"Jeg er glad for, at opbakningen blev så markant, så vi nu i fællesskab kan se fremad," siger Kløvers formand John Pedersen, der træder ind i bestyrelsen for det fusionsselselskab, der alene kommer til at hedde MD Foods.
I MD Foods gik repræsentantskabet ikke overraskende enstemmigt ind for fusionen. På mødet blev der mere skelet til, hvad der mon skete på Kløvers repræsentantskabsmøde, som blev holdt samtidigt.
"Jeg er godt tilfreds med, at afgørelsen blev så klar i Kløver Mælk," siger formanden for MD Foods Knud Erik Jensen, der mener, at med det store flertal bliver det lettere at integrere de nye andelshavere i MD Foods.

Mælk til Tyskland
Mens modstanderne mod fusionen reelt har kastet håndklædet i ringen, så forsøger enkelte af Kløvers andelshavere alligevel at gå deres egne veje.
"Jeg er flygtet fra MD Foods tre gange, og jeg håber, at det også lykkes fjerde gang," siger landmand Adolf F. Bossen fra Tønder-egnen.
Han har leveret til flere mejerier, som gennem årene er blevet overtaget af MD Foods, og nu sker det igen.
"Jeg og enkelte andre landmænd fra området undersøger, om vi kan levere til et tysk mejeri i stedet," siger Adolf F. Bossen.
Endnu ved han ikke, om det kan lade sig gøre.
I Nordtyskland fusionerer fire mejerier til sommer under navnet Nordmilch.
Ledelsesrepræsentant i Nordmilch, Karl Heinrich Bruhn, vil ikke i øjeblikket udtale sig muligheden for, at mejeriet kan få leverancer fra danske landmænd.
Men han bemærker, at landmænd i Holland og Tyskland leverer mælk til mejerier tværs over grænserne.
"Vi vil ikke forhindre landmænd i at levere til Tyskland, men mælkeprisen har i flere år været lavere dernede, så jeg tror ikke, at mange danske landmænd vil skifte," siger MD-formand Knud Erik Jensen, der nu står i spidsen for Europas fjerde største mejerivirksomhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her