Læsetid: 3 min.

K'NYT

27. marts 1999

Døden på Det kgl. Teater
*Lyrikeren Pia Juul var ét af de nye danske navne på Det kgl. teaters omdiskuterede 1998/99-repertoire. I et interview i første nummer af det genopstandne Press fortæller hun om oplevelsen: "Jeg havde en totalt naiv forestilling om, at folk på et teater er entusiastiske og hjælpes ad. Men de hader allesammen hinanden. Og hvis de ikke hader hinanden, så hader de chefen. Eller instruktøren. Eller forfatteren. Der var folk, der forsøgte at modarbejde processen - hele tiden - til trods for at de vidste, at de skulle stå på scenen og aflevere stykket til publikum... Miljøet på Det kgl. Teater er så betændt, at jeg ikke kan forstå, de ikke er døde allesammen. Jeg forstår simpelthen ikke, man kan arbejde sådan et sted. Det er i den forbindelse ligegyldigt, at Klaus Hoffmeyer som ny chef er fuld af gode ideer og drømme om alt muligt. En mand med visioner, det kan man ikke have derinde."

Punk og post-punk hardcore
*Klaus Lynggaards tidsskriftet Blender udkommer nu månedligt - 100 sider i flotte farver. I det seneste nummer en stor portrætartikel på rapholdet Den gale pose, artikler om Thomas Helmig, The Cranberries, Abba og Travolta. Det store nummer er Gordon Inc.s forsøg på at beskrive modefænomenet og ordet 'Hardcore', som vel oprindelig betød 'kerne' eller 'inderst' eller 'ægte', men ifølge Gordon Inc. med punkbevægelsen fik betydningen "tilbage til rødderne. Til det hårde, det upolerede, autentiske. Hardcore var troskab, dedikation og overbevisning. Hardcore var (..) det første udtryk fra en kultur, før den degenerer og blandes op." Men ikke en hvilken som helst kultur - det er punk og post-punk. Blender giver en række Informations-skribenter mulighed for at udfolde sig på glittet papir: Morten Piil, Chr. Monggaard, Torben Bille, Paw Mathiasen, Ralf Christensen, Neal Ashley Conrad.

'Festen' og 'Idioterne' i tv
*Det er Danmarks Radio og ikke Det danske Filminstitut, der står som hovedproducent på dogme-filmene. Derfor kommer de også hurtigere på skærmen end spillefilm normalt gør. Allerede søndag den 17. april kan man se Thomas Vinterbergs Festen på DR 2, som den aften nok vil være knap så hemmelig. Søndagen efter vises på samme kanal Lars von Triers Idioterne.

American Psycho som film i Canada
*Filmatiseringen af Bret Easton Ellis' roman American Psycho har ifølge Jyllands-Posten ført til voldsomme indsigelser i Toronto i Canada, hvor dele af filmen optages. Antivolds-grupper har søgt at få bystyret og borgmesteren til at forbyde optagelserne - indtil videre uden held. Indsigelserne sker bl.a. under henvisning til, at den canadiske seriemorder Paul Bernardo ved sin anholdelse for nogle år siden havde et eksempar af American Psycho liggende og at anklagemyndigheden dengang mente at han havde hentet inspiration i bogen, der skildrer en periode i børsmægler og seriemorder Patrick Batemans liv. Mary Harron, der instruerer filmen, udtaler at hun har udeladt voldsscenerne i filmen, der i stedet er "en social satire over fejlene og overfloden i sen-80'ernes samfund." Leonardo DiCaprio var oprindelig tiltænkt rollen som Bateman, men trak sig umiddelbart før optagelserne og blev erstattet af Christian Bale.

Dansk cellist med Guiness rekord
*Den danske cellist Erling Bløndal Bengtsson har placeret sig til optagelse i Guiness Book of Records ved verdens bedste fremførelse af den ungarske komponist Zontán Kodálys cellosonate, op. 8. Han regnes desuden blandt verdens fem bedste cellister til fremførelse af Beethovens sonater for cello og klaver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her