Læsetid: 2 min.

K'nyt

9. marts 1999

DR videre med Ørestad-plan
*Danmarks Radios generaldirektør går videre med planen om at samle alle DR's afdelinger, nu spredt på ti adresser, i det nye Ørestaden. Planen lød for de fleste en anelse vidtløftig, men ifølge Politiken er den ikke aldeles urealisabel. Heller ikke hvis politikerne ikke vil løfte de nødvendige kilo (som store penge hedder på nudansk). Fremgangsmåden, der nu undersøges, er, at private investorer skal stille med pengene for derefter at leje ud til DR. Sideløbende arbejdes videre på en plan om et fælles nyhedshus. Om det bliver den store eller den mindre løsning afgøres inden sommerferien.

Årets danske jazz-plade kåret
*Ed Thigpen Rythm Features' It's Entertainment løb med titlen som årets bedste jazz-plade i 1998. Udover æren var prisen på 5.000 kroner, som blev uddelt ved et arrangement søndag i Copenhagen Jazzhouse i København. Bag kåringen står Tidsskriftet Jazz Special. Vinderen blev fundet efter en afstemning blandt bladets 9.000 læsere og en udvalgt jury af jazzanmeldere og skribenter.

Nyoversat 'Don Carlos' på Det Kgl.
*Den tyske forfatter Friedrich Schillers klassiske drama Don Carlos - kronprins af Spanien er blevet nyoversat af Villy Sørensen og har den 20. marts premiere på Det kongelige Teater. I hovedrollerne er Jørgen Reenberg, Benedikte Hansen og Thomas Mørk. Kort forinden udkommer skuespillet i bogform, forsynet med Villy Sørensens noter og efterord.

Erstatning for brud på eneret
*Skuespilleren og sangeren Birgitte Bruun får en erstatning på 100.000 kroner fra det verdensomspændende musikforlag Warner Chappell. Pengene er en kompensation for, at den eneret på en Brecht-forestilling, som forlaget havde solgt til skuespilleren, ikke holdt, da Det Kgl. Teater ville opføre forestillingen, skriver Politiken. Birgitte Bruun opgiver samtidig muligheden for med et fogedforbud at stoppe Det Kgl. Teaters opførelse af forestillingen De Syv Dødssynder i maj.

Victor Borge til Danmark
*Victor Borge giver i juli måned tre koncerter i Danmark. Den 3. juli kan han opleves i Falconer Centret i København, tirsdag den 6. juli i Musikhuset i Århus og onsdag den 7. juli i Odense Koncerthus. Den lille tour udspringer af, at den nu 90-årige Victor Borge kommer til landet for at blive hædret som ærespræsident for Rebild-Selskabet den 4. juli.

Joe DiMaggio er død
*Verdens gennem tiden største og mest komplette baseballspiller, den amerikanske center fielder Joe DiMaggio, døde i går, 84 år gammel. Med sin uovertrufne elegance på pitch'en var DiMaggio topholdet New York Yankees' absolutte superstjerne igennem 13 sæsoner fra 1936 til 1951, hvor han var med til at vinde 1.736 kampe. I løbet af hans liv blev der skrevet 33 autoriserede biografier om ham. For amerikanerne var han selve personificeringen af Den Amerikanske Drøm. "Den store Joe DiMaggio", kalder Hemingway ham i Den Gamle Mand og Havet; og Paul Simon sang: "Where have you gone, Joe DiMaggio? Our nation turns its lonely eyes to you." I 1954 giftede den graciøse legende sig med Marilyn Monroe. Det var USA's ultimative romantiske fantasi, der med et gik i opfyldelse. Ni måneder senere blev de dog skilt igen. Joe DiMaggio, den fjerde søn af ni søskende i en fattig fiskerfamilie af siciliansk afstamning, havde et godt liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu