Læsetid: 3 min.

K'nyt

25. marts 1999

Salinger-romaner - låst inde?
*The New York Times fortæller, at en fhv. nabo til J.D. Salinger fortæller, at forfatteren til Forbandede ungdom og Franny og Zooey har et superhemmeligt lager indeholdende 15 eller 16 uudgivne romaner. Naboen fortæller, at romanerne er gemt i et megasikkert pengeskab i Salingers hjem i Vermont i USA. Salinger har ikke frigivet nogen af sine manuskripter siden dengang i 60'erne, hvor han især på baggrund af Forbandede Ungdom blev det man senere kaldte en kultforfatter. Han har siden da levet som en slags eneboer og ikke været i forbindelse med hverken forlæggere eller læsere. Han har enkelte venner. Et par af dem fortæller avisen, at Salinger skriver hver dag og formentlig har skrevet mange bøger i de mellemliggende år, men at de ikke aner, hvad han har gjort ved manuskripterne.

I Kina spiser de hunde
*Oscarvinder og instruktør Anders Thomas Jensen har skrevet manuskript til filmen I Kina spiser de hunde, der skal produceres til efteråret og instrueres af Lasse Spang Olsen. Filmen - en actionkomedie - handler om en mand, der af sin kæreste beskyldes for at være verdens kedeligste mand. Men pludselig og nærmest ved et tilfælde hvirvles han ind i alle mulige bizarre oplevelser på både liv og død. Hovedrollen som den kedelige unge mand spilles af Dejan Cukic, mens hans kæreste spilles af Trine Dyrholm. I de øvrige roller kan ses Kim Bodnia, Peter Gantzler, Tomas Villum og Nikolaj Lie Kaas.

Hekse-Sankt Hans i Århus
*Kvindelige kunstnere, politikere og mediefolk fra alverdens lande mødes i ugen 18.-26. juni i Århus til den 6. Internationale Kvindekulturfestival. Udover en række forestillinger, koncerter og udstillinger omfatter festivalen - der henvender sig til både mænd og kvinder - bl.a. internationale workshops, paneldiskussioner og et farverigt hekse-Sankt Hans-optog Med temaet "Kultur og samfund" vil festivalen sætte fokus på, hvordan kvinders kunst og kultur indgår i en større samfundsmæssig og politisk sammenhæng. Den australske teatergruppe Strange Fruit åbner festivalen med en spektakulær 'luftballet', hvor de medvirkende optræder på fire meter høje stærkt bøjelige glasfiberpæle. Blandt festivalens øvrige højdepunkter kan nævnes en danseforestilling med den anerkendte vietnamesiske koreograf Ea Sola samt et møde med en af Indiens førende skuespillerinder, Shabana Azmi. Fra Sydafrika præsenterer festivalen tre koncerter med det kraftfulde Women Unite Marimba band, sangerinden Jennifer Ferguson og den karismatiske sanger og fortæller Tu Nokwe.

DR kan flytte til Ørestaden
*Regeringen har besluttet at give Danmarks Radio økonomisk rygdækning til at samle alle DR's aktiviteter i et nyt mediehus i Ørestaden, skriver Berlingske Tidende. På et møde i økonomiudvalget har regeringen vedtaget, at den vil garantere for det lån, som DR formentlig skal optage for at få råd til at bygge 120.000 kvadratmeter mediehus i Ørestaden. Det nye mediehus skal rumme hele DR's programvirksomhed, som i dag foregår i TV-Byen, Radiohuset og cirka ti andre adresser i København. "Det er meget interessant at se på, hvordan man kan skabe en hel ny radio- og tv-virksomhed, som bliver mere orienteret mod Internet og multimedie. DR skal selv komme med forslag til finansiering, men regeringen er positiv over for at stille en form for garanti for et lån," siger kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R). Hun understreger, at bygningen af et nyt mediehus, som vil koste to-tre mia. kroner, ikke må betyde forhøjet licens eller gå ud over programkvaliteten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her