Læsetid: 2 min.

K'nyt

23. marts 1999

Iagttager, ikke deltager
*"Jeg gjorde gældende, at jeg var kommet som iagttager, ikke som deltager, og da han ikke ville indlade mig som iagttager, steg jeg af." Det var Weekendavisens anmelder, som i 1974 ikke skulle nyde noget af at blive gjort til en del af de vilde eksperimenter på Caféteatret. Nu har teatret haft 25 års fødselsdag, og i den anledning udgivet et kraftigt erindringsalbum (Endvidere medvirkede, Museums Tusculanums Forlag, 260 s., 300 kr.) - med fotos, avisudklip, medvirkendelister til alle de mange forestillinger, oversigtsartikler af bl.a. Jens Kistrup, Gerz Feigenberg og Informations egen Anne Middelboe Christensen.

Spender-humør
*Kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling viser sine medlemmers nyeste frembringelser indtil den 28. marts i Den Frie Udstillings Bygning på Oslo Plads. I år gæster billedkunstneren Jesper Rasmussen, maleren Eva Örhling og fotografen Per Bak Jensen udstillingen. Der er omvisning lørdag den 27. marts kl. 15 ved sammenslutningens pressesekretær, journalist Rasmus Nielsen. Udstillingen mindes afdøde Sven Dalsgaard, hvis poetiske og anarkistiske værker vises i tilbygningen og endvidere afdøde Erik Lynge, hvis forfinede papirskulpturer skærer sig igennem rum og lys. Ingen kan anklage Statens Kunstfonds nyvalgte indkøbsudvalg for at præstere ensidig indkøbspolitik. Det skal dog bemærkes, at udvalgets formand, Mogens Møller, selv er medlem af sammenslutningen. Han udstiller dog ikke i år. Det tre mand store udvalg har købt stort ind af så forskellige kunstnere som Torben Ebbesen, Elle Klarskov Jørgensen, Palle Nielsen, Thomas Bang, Anders Kirkegaard, Jesper Rasmussen, Niels Andersen, Jørgen Rømer, Kirsten Lockenwitz, Niels Guttormsen, Bjørn Nørgaard, Bent Sørensen og Per Bak Jensen, ligesom Ib Braase blev præmieret for sine installationer. Også Ny Carlsbergfondet har været i spenderhumør med indkøb af værker af Jun-Ichi Inoue, Bent Sørensen, Leif Kath, Niels Andersen, Kjeld Hansen og Freddie A. Lerche.

Livsvarigt til Løn Rivad, og Nielsen
*Statens Kunstfond har besluttet at indstille fotografen Viggo Rivad samt forfatterne Anne Marie Løn og Peter Nielsen til livsvarig ydelse på finansloven. Den livsvarige ydelse skal nu godkendes af kulturminister Elsbeth Gerner Nielsen (R) og siden af Folketingets finansudvalg.

Braad Thomsen og Morten Korch
*Filminstruktøren Christian Braad Thomsen er på Zentropa ved at færdiggøre en portrætfilm om Morten Korch, som får premiere til efteråret. Braad Thomsen har først og fremmest set kulturpolitisk på den folkekære og omstridte forfatter. Morten Korch kommer selv til orde i filmen på nogle aldrig tidligere viste privatoptagelser. Desuden medvirker Lars von Trier, der er initiativtager til den aktuelle tv-serie, udstillingsarrangør Maria Rytter, som er i færd med at udgive Morten
Korchs dagbøger, samt forfatteren Vagn Lundbye, der allerede midt i 60'erne som én af de første repræsentanter for den 'gode' litteratur forsøgte sig med en omvurdering af Korch.

Fire chefer afløser én
*Det kgl. Teater har vedtaget en ny struktur for operaen. Den nuværende operachef Elaine Padmore fratræder i løbet af næste sæson. Der skal naturligvis findes en ny operachef, men samtidig har man valgt at sprede opgaverne, så man søger en ny musikchef samt en operadramaturg og en opera-administrator.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu