Læsetid: 2 min.

K'NYT

20. marts 1999

Marianne Frederiksson i Danmark
*Den svenske forfatter, Marianne Frederiksson, besøger Biblioteket Danasvej 30 B på Frederiksberg på tirsdag kl. 20. Hun har en stor læserkreds i mange lande, også i Danmark, hvor hun er aktuel med bogen Marie Magdalene, som er udkommet på Fremad.

Rektorer går i protest
*Rektor Kjeld Ammundsen og prorektor Jens Overby har meddelt kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, at de ønsker at udtræde af skolen ledelse. Det sker angiveligt i protest mod, hvad der betegnes som "manglende engagement i udviklingen af designundervisning". I en usædvanlig skarpt formuleret pressemeddelelse, der udsendtes af skolen i går, hedder det, at der hersker kaotiske forhold på skolen med usikkerhed om både de studerende og lærernes forhold. Om et møde 3. marts i Kulturministeriet heddet det: "Ministeren brugte mødet til at gennemføre en analyse af Kjeld Ammundsen og fremkom i den forbindelse med en række udokumenterede påstande om rektors personlighed. Mødet var helt uden egentlig substans."

Poesi i Øverste Kirurgiske
*Det snurrige litteraturtidsskrift, Øverste Kirurgiske, er udkommet med et nyt nummer, der denne gang rummer masser af poesi og prosa af bl.a. Tomas Thøfner, Morten Søndergaard, Grzegorz Wróblewski og Henning Mortensen - for nu at fremhæve nogle få. 96 sider, 75 kr. i løssalg.

Film bliver set i biografen
*Danskerne bekender sig for alvor til mottoet, at film skal ses i biografen. 11 millioner gange blev der løst billet til en dansk biograf i 1998, skriver JydskeVestkysten fredag. Dermed blev i fjor det bedste biograf-år i ti år og en forlængelse af en udvikling, der begyndte i 1995 efter flere års nedgang i billetsalget. I tal gik billetsalget fra 1997 til 1998 frem med to procent til i alt 11 millioner billetter, mens entreindtægterne gik ti procent frem til 430 millioner kroner. 99 procent af disse entreindtægter blev hentet ved premierefilm. Når entreindtægterne steg mere end billetsalget, var det i høj grad på grund af helaftensfilmen
Titanic, der trods høj billetpris er den mest sælgende film i Danmark i perioden 1976-1998. Danskerne så i gennemsnit film i biografen to gange sidste år, og fremgangen skyldes ikke danske film. Mersalget af billetter skyldes tværtimod udelukkende amerikanske film, som stod for 75 procent af billetsalget, men fordelingen er ikke udtryk for, at de nationale film er trængte.

Det Kgl.'s farvel til et årtusinde
*Det bliver med et blik tilbage, at Det Kongelige Teater går det nye årtusinde i møde. Skuespil-sæsonen år 1999/2000 bliver præget af genfærd og spøgelser fra det 20. århundrede, sagde skuespilchef Klaus Hoffmeyer, da han præsenterede skuespillets repertoire. Sæsonen starter den 20. august med musicalen Jeg er Grim. Premiere med Henrik Hertz' Sparekassen og Schillers kongedrama Don Carlos. Sælsomt Mellemspil af Eugene O'Neill har premiere den 24. september. Vinteren byder på Shakespeares Kærligheds Kværulanter. Den 9. december Henrik Ibsens drama Gengangere. Det nye årtusinde indledes med Holbergs Den Vægelsindede. Foråret har urpremiere på to danske stykker. Genfærd af Carsten Rudolf og den 1. april Claus Beck-Nielsens debut Ci-vi-li-sa-tion. Stærekassen spiller Strindbergs Hr. Bengts Hustru og Tjekhovs helaftensstykke Ivanov. Teatersæsonen 1999/2000 slutter den 14. april med en premiere på Jess Ørnsbos absurde familiedrama Majonæse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu