Analyse
Læsetid: 5 min.

Kortsynet krigseventyr

26. marts 1999

NATO's krig skal begrunde alliancens uundværlighed

Da NATO-landene med USA og England (og Danmark) i spidsen i oktober sidste år skulle begrunde, at alliancen var parat til, uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd, at bombe Jugoslavien, var det udtrykkelige argument den forestående lange vinter: Som følge af de serbiske styrkers skånselsløse bekæmpelse af KLA-guerillaen var tusinder af Kosovo-albanere flygtet op i bjergene, hvor de nu angiveligt risikerede at dø af kulde og sult. Ekstraordinær humanitær nødret blev brugt til at legitimere NATO's brud på FN-pagtens forbud mod at (true med at) angribe et suverænt land - selv om de internationale humanitære organisationer i Kosovo dengang advarede, at eventuelle NATO-bombninger ville gøre ondt værre for flygtningene.
I dag, fem måneder senere, er forårssolen begyndt at skinne lunt, og lige indtil OSCE-observatørernes tilbagetrækning fra Kosovo før sidste weekend på grund af de fornyede NATO-bombetrusler var der ingen rapporter om større flygtningestrømme. Begrundelsen for den nye runde NATO-bombetrusler var da også oprindeligt den serbiske sides afvisning af at underskrive den såkaldte Rambouillet-aftale, som KLA-guerillaen signerede i sidste uge. 'Aftalen' er imidlertid ikke et produkt af forhandlinger mellem de to parter, men snarere et diktat fra USA/Vestmagterne, idet den som et afgørende punkt indebærer, at Kosovo reelt stilles under en NATO-styrkes suverænitet. Serbiens accept heraf var på forhånd helt udelukket, og Ruslands krav om, at en kontrolstyrke i Kosovo blev bredt internationalt sammensat blandt andet med russiske styrker (ligesom den FN-godkendte SFOR-styrke i Bosnien siden 1995) blev pure afvist af USA og NATO. Det samme er forslag om at tilbyde Serbien en gulerod i form af gradvis ophævelse af de internationale sanktioner.
Der er således på kun fem måneder tale om et veritabelt - men helt udebatteret - jordskred i NATO-landenes argumentation for det igangværende angreb på Jugoslavien: Alle beklagelser af, at FN's Sikkerhedsråd omgås, er nu forsvundet som dug for forårssolen. Hvad der i oktober blev fremstillet som en beklagelig, men nødvendig nødret, er i dag blevet en selvindlysende ret og forpligtelse for NATO. Men den truende humanitære katastrofe, der er talt om i de seneste døgn som en hovedgrund til NATO-angrebet, er netop gjort akut af bombetruslerne og bliver nu en selvopfyldende profeti. Carl Bildt, FN's tidligere mægler i Bosnien, udtalte onsdag aften, at NATO's bombninger risikerer at fremkalde den humanitære katastrofe, NATO vil undgå.
Også af andre grunde er det vanskeligt at tage NATO's officielle begrundelse om 'humanitære hensyn' helt alvorligt. For det første har NATO-landene gennem 10 år forholdt sig fuldstændig passive over for de utallige advarsler fra kyndige områdeeksperter om, at undertrykkelsen af Kosovo-albanerne når som helst kunne udvikle sig til et nyt farligt brændpunkt på Balkan. Den forbilledlige succes for FN-fredsstyrken i Makedonien er ikke søgt udbredt til Kosovo. Præventivt diplomati, bistand til fredelig konfliktløsning f.eks. via OSCE-indsatte mæglere, systematisk kontakt til og styrkelse af den serbiske fredsopposition, ophævelse af Serbiens isolation efter Dayton-aftalen i form af genindtræden i OSCE - intet af dette er seriøst forsøgt.
For det andet har der i årevis udviklet sig langt mere blodige humanitære katastrofer 'på Europas dørtrin' - den tyrkiske (NATO-)regerings undertrykkelse af kurdernes menneskerettigheder (på næsten alle punkter en parallel til serbernes undertrykkelse af Kosovo-albanerne), og de endeløse massakrer i Algeriet. For ikke at tale om de daglige nedslagtninger af sorte afrikanere i Congo, Rwanda, Sudan, osv.

Intet tyder på, at NATO-landenes - og ikke mindst USA's - tro på, at luftbombardementer alene vil 'få Milosevic til at makke ret', går i opfyldelse. Al historisk erfaring, fra Anden Verdenskrig over Vietnamkrigen til Irak-konflikten - viser, at bombninger fra luften kun styrker sammenholdet - og forbitrelsen - på jorden. Mens NATO's lufthelte i ophøjet tryghed spreder ødelæggelse og død ved militære mål i Jugoslavien, kan serbiske ekstremister af Arcan-typen uhindret rykke ind i Kosovo og forrette massakrer på civilbefolkningen.
Alt i alt må det konstateres, at ingen af de formelle begrundelser for militær magtanvendelse, som findes i international ret, kan retfærdiggøre NATO's angreb på Jugoslavien: Atlantpagtens bestemmelser om selvforsvar kan ikke bruges - Serbien har ikke truet nogen NATO-lande. Serbien ligger uden for NATO's ansvarsområde. FN's Sikkerhedsråd har ikke udtalt sig - men generalsekretær Kofi Annan har beklaget, at Rådet ikke er blevet inddraget.
Heller ikke de mere uformelle, klassiske krav til militær magtanvendelse er opfyldt i denne situation. For det første var, som nævnt, alle diplomatiske muligheder ikke udtømte. For det andet kan der næppe siges at være tale om proportionalitet i magtanvendelsen. For det tredie er kravet om, at magtanvendelse skal forbedre retstilstanden - altså ikke gøre ondt værre - ikke opfyldt: Serbiens nationalistiske ekstremister vil blive styrket af bombningerne, og de Kosovo-albanske flygtninges lidelser forøget.

Tilbage står da dét argument for bombningerne, som også fremføres officielt: hensynet til NATO's troværdighed. Men det er naturligvis en selvskabt begrundelse: Ved først at true tilstrækkelig længe og vedvarende med bombninger, har NATO - bevidst eller ej - malet sig selv op i et hjørne. Krigshistorien - herunder Vestmagternes politik under den kolde krig - er fuld af eksempler på, at et sådant hensyn til troværdigheden af en militær eller politisk garanti har eskaleret en krise og er blevet en selvstændig faktor, som har ført til konfrontation og (langvarig) krig - jvf. f.eks. Vietnamkrigen.
Hvorfor er da NATO's troværdighed så vigtig i netop denne situation? Svaret skal efter alt at dømme findes i den kendsgerning, at Clinton-regeringen allerede i begyndelsen af 1990'erne besluttede at modarbejde fremkomsten af sikkerhedsorganisationer i Europa, som kunne blive en konkurrent eller et alternativ til NATO. Siden 1949 har NATO været USA's vigtigste kanal for politisk-strategisk inflydelse i Europa, men efter den kolde krigs formelle afslutning var NATO ved at blive en organisation på jagt efter en rolle. USA's økonomiske udsultning af FN, stedmoderlige behandling af OSCE, diskrete nedgradering af WEU, samt ikke mindst USA's systematiske indsats for at konsolidere og ekspandere NATO's indflydelse via medlemsudvidelse mod øst og 'Partnerskab for Fred' (PfP)-samarbejdet skal ses i dette lys.
NATO's igangværende angrebskrig mod Jugoslavien skal først og fremmest begrunde alliancens uundværlighed og retfærdiggøre NATO's ekspansion - ikke blot i Central- og Østeuropa, men også, via PfP-samarbejdet, til alle de tidligere Sovjetrepublikker, inklusive de olierige og potentielt ustabile centralasiatiske republikker, som grænser op til Kina. Og hensigten med PfP-samarbejdet er at forberede disse lande til - NATO-medlemskab.

Uden nævneværdig offentlig debat er NATO i disse måneder og år i fuld gang med selvbestaltet at erstatte FN som det naturlige organ for håndhævelse af international fred og sikkerhed. Mens flertallet i det danske folketing, bakket op af lederskribenter på stort set alle landsdækkende aviser, uforbeholdent støtter denne udvikling, udtrykker bl.a. danske officerer i NATO's militære hovedkvarter privat deres betænkelighed ved, at der i hastigt stigende grad sættes lighedstegn mellem 'det internationale samfund' og NATO.
NATO's kortsynede krigseventyr er med de græske og italienske forbehold torsdag allerede på vej til at skabe intern splittelse i NATO. Stik imod hensigten kan de langsigtede følger af USA's og NATO-alliancens selvrådighed og militante arrogance blive ikke blot øget regional ustabilitet, men også styrkelse af dén anti-vestlige geopolitiske strømning, som i Rusland, Kina og Indien går under betegnelsen 'eurasianismen'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her